LLHs kommentarer og forslag til ”Grønbog – Den fælles fiskeripolitiks fremtid"

Udsendt 28.09.01

 

  

 

Følgende er sendt til: EU Kommissionen, DG 14 - Fiskeri 

Organisatorisk hører Landsforeningen Levende Hav til gruppen af NGO’er. Levende Hav arbejder for en mere bæredygtig udnyttelse af havet og dets ressourcer. Foreningen har ca. 350 medlemmer og den blev stiftet i 1995. Levende Hav er en upolitisk almennyttig miljøforening, hvor alle som sympatiserer med foreningens formål, kan blive medlemmer. Levende Hav forfølger dets mål gennem konkrete projekter indenfor bl.a. havforurening og i fiskerierhvervet. Siden 1995 har arbejdet været koncentreret i og omkring fiskeriet med fokus på fiskeriets betydning for havmiljøet og ressourcerne i havet. Drivkræfterne bag Levende Hav har været aktiv i forbedringer af havmiljøet og et mere bæredygtigt fiskeri, siden midten af 1980’erne..

Projekter i og omkring Levende Hav med referencer for denne sag:

  • REFITOUR og i Fiskens Tegn – et samarbejdsprojekt med fiskere og fiskefartøjer om mulighederne for at kunne hente indtægter gennem en kombination af fiskeri og turisme

  • ECOast Fish – et flerårig projekt for opbyggelse af netværk og samarbejder inden for det europæiske kystfiskeri

  • Økologisk Fisk = mulighed og nødvendighed – et projekt til undersøgelse af mulighederne for et miljømærke til fisk

  • Fiskernes Økologiske Netværk – en brancheforening for naturskånsomme fiskere som fisker og sælger deres fisk under et miljømærke, udviklet af LLH.

  • M/S Anton – et sejlende projekt til opbyggelse af en større folkelig forståelse for en bæredygtig fiskeripolitik og et levende hav

Dertil kan lægges større antal mindre opgaver inden for fiskeriet som: Den utilsigtede bifangst af Marsvin i garn; bifangsten af krabber; skarvens indflydelse på kystfiskeriet; torskebestanden i Nordsøen; det danske tobisfiskeri; regulering af det danske kystfiskeri ved hjælp af årsmængder/kvoter; erhvervsfiskeri og turisme m.m.

Ovenstående opgaver er gennemført igennem direkte henvendelser og redegørelser til politikerne og de offentlig myndigheder og i en offentlig debat og diskussion med fiskerne på havet og i havnene, på møder i Danmark og uden for Danmark, igennem dagspressen og Levende Havs hjemmeside.

For detaljeoplysninger om Levende Hav, formål, vedtægter og projekter, henvises i øvrigt til foreningens hjemmeside www.levende-hav.dk

Nedenstående kommentarer og forslag forsøger at være så objektive som overhovedet muligt. Vi undgår således den fiskeripolitiske dagsorden om hvorvidt fiskeripolitikken skulle have et nationalt udspring eller ej. Vi er klar over, at flertallet blandt de danske fiskere er imod EU og måske mere for en national politik og forvaltning. I LLH er vi afklarede på det punkt, vi finder en sådan diskussion nyttesløs i lyset af de store problemer der skal løses til opbyggelse af et mere bæredygtigt fiskeri i de europæiske farvande.

” Tænk globalt, og handel derfor lokalt” kunne være et dækkende motto for vore aktiviteter. Vi mener det er afgørende, at de mennesker, organisationer og forvaltninger som har et ansvar for fiskeriet, handler konkret i forhold til de specifikke områder de nu mener at have indflydelse på.

Grønbogen og de initiativer bogen har affødt, siden den udkom i april d.å. med opfordringer til alle om at bidrage med synspunkter, forslag og debat, anser vi som meget vigtige. Og vi ser derfor denne bog, som et nyttig bidrag og senere forhåbentlig også et nyttig redskab, i arbejdet på at  få skabt en større enighed om en mere bæredygtig fiskeripolitik i det europæiske fiskeri.

  • Vi skal anbefale, at ministerrådet, så hurtig som muligt, får udarbejdet fælles objektive mål for den europæiske fiskeripolitik

Det står nu klart, også i Grønbogen, at de nationale og den europæiske fiskeriforvaltning ikke har formået at sikre det bæredygtige fiskeri. Det er ikke lykkes for de enkelte lande, ministerrådet og kommissionen at få forvaltet fiskeressourcerne på en måde, der sikrer bestandenes biologiske- og økonomiske bæredygtighed, til brug for et fornuftigt og varieret fiskeri, for de fremtidige generationer.

  • Vi skal anbefale, at de nationale og internationale forvaltninger ændrer strategien fra en forvaltning af fisken i havet, til en forvaltning af selve fiskeriet. Det er også vore erfaring, at fiskerne nu er mere klar end nogensinde, siden 1983. I dag prioriterer fiskerne sikkerheden højere end friheden.

Det står nu klart, at den europæiske fiskeriforvaltning og økonomiske støtte til fiskeriet, har favoriseret de større og kapitaltunge fartøjer og metoder, på bekostning af de mindre fartøjer og de naturskånsomme fiskerimetoder.

  • Vi skal anbefale, at de nationale og internationale forvaltninger også ændrer kursen på dette område. Vil man fortsætte med en eller anden form for økonomisk støttepolitik, bør man fortsat støtte et effektivt fiskeri, men nu målt på et lavt energiforbrug, målt på størst mulig skånsomhed mod havmiljøet og ressourcerne, målt på bestandenes største økonomiske værdi dvs. konsum- før industrifisk. Den fremtidige økonomiske støttepolitik bør også indeholde en adskillelse af offshore- og kystfiskeriet.

Det er også velkendt, at de nationale og den europæiske fiskeriforvaltning har gjort sig afhængig af den fiskerifaglige rådgivning, de har modtaget fra de større nationale organisationer inden for fiskeriet.

  • Vi skal anbefale, at man nu mere konkret inddrager alle organisationer og foreninger som arbejder med fiskeri og havmiljø. Det kan gøres ved bl.a. at yde økonomisk støtte til foreninger og projekter, der beviseligt og konkret arbejder indenfor og udenfor fiskeriet, på at få skabt et mere bæredygtigt fiskeri.

 Konkrete kommentarer og forslag. De følger i kronologisk rækkefølge med sidehenvisninger fra Grønbogen (ex. S. 31) og med citater i kursiv.

s. 7 Generelt

Mht. Grønbogens vurderinger af tobisbestanden som værende nogenlunde i balance, sætter vi spørgsmålstegn ved denne vurdering. Et studie af fiskeriindsatsen de seneste 10 år lagt, sammen med den betydelige nedgang der har været i de bestande som æder tobis, tyder på at tobisbestanden er endog betydelig svækket. En robust tobisbestand er forudsætningen for opbyggelse af konsumbestande som f.eks. torsk. Et eksempel til eftertanke er genopbygningen af det færøske fiskeri siden starten af 1990. Et af virkemidlerne til opbyggelse af torskebestandene rundt Færøerne, blev bl.a. et totalt stop for tobisfiskeri i 1993. Vi mener at fisketrykket på tobis er for stort også i forhold til søfugle, vågehvaler og sæler.

s. 9 citat: Endelig findes der også bestande såsom skader og rokker og de mindre fladfiskearter (herunder pighvar, slethvar, rødtunge, skærising og ising), der ikke overvåges nøje videnskabeligt, men som muligvis også overfiskes.

Mht. pighvar bør der ikke længere være tvivl om, at bestanden er alvorligt nedfisket. Mht. skader er der overhovedet ingen tvivl, denne bestand er totalt fisket, ned med kroge og garn. Mht. skærising skal vi opfodre til, at der sker en TAC separering af skærising og rødtunger. Det er vores erfaring, at der er ved blive opbygget et målrettet fiskeri efter skærising og at det vil vokse i de kommende år med de nye 3 og 4 trawlsystemer. 

s. 24 Den relative stabilitet DRS.

Vi opfatter DRS som en hindring til løsninger af de mange konkrete problemer det europæiske fiskeri står overfor. Vi erkender og tager også til efterretning, at der ikke vil blive rørt ved DRS, men vi skal beklage det. I en fælles forvaltning som i det europæiske fiskeri, er DRS med til at forhindre lokale og regionale løsninger på praktiske kvoteproblemer. Et udmærket eksempel herpå er tungefiskeriet. Fordelingen mellem Holland og Danmark opfattes af danske tungefiskere som meget uretfærdig, samtidig med at stabilitetspagten forhindrer en løsning af dette problem. Det danske tobisfiskeri er også et eksempel på pagtens mangler.

I øvrigt sætter vi spørgsmålstegn ved den tilsyneladende brede opbakning omkring DRS. Vi mener, at de større nationale fiskeriorganisationers manglende lyst (og evner) til at finde konstruktive løsninger på de problemer fiskeriet er kommet ud i, er skyld i denne ”hagen sig fast i fortiden”. Vi mener faktisk, at mange fiskere på havet er rede til at give køb på DRS, for en mere hensigtsmæssig forvaltning af ressourcerne. Vi skal foreslå en mere målrettet debat i det europæiske fiskeri om dette emne og at der også gennemføres bi- eller multilaterale forsøg i de kommende år inden for eksempel tunger.

s. 28 Flådepolitik.

At tilrettelægge en flåde- og støttepolitik på flerårige TAC’er, forekommer os som en meget vanskelig (læs: umulig) opgave. Først og fremmest fordi flerårige TAC’er ligger endog flere år ude i fremtiden, hvor der er brug for en aktiv flåde- og støttepolitik, her og nu.

Vi mener at et flerårig moratorium kunne komme på tale hvad angår økonomisk støtte til ny- og ombygning af fiskefartøjer og redskaber. Den store opmærksomhed der er omkring selektion under trawlfiskeri, bør ikke udløse et kapløb om nye offentligt støttede redskaber. Selektion bør være et krav til fiskeriet. Det er ikke nye og moderniserede fartøjer og nye redskaber der er brug for i det europæiske fiskeri, tværtimod. Vil man støtte kan man yde støtte til mandskabsforbedringer ombord, til fangstbehandling fra hav til bord, til ophugning/oplægning m.m.    

s. 30 Bedre styring af den fælles fiskeripolitik.

Tankerne om en større inddragelse af forskellige aktører i regionale og/eller lokale råd/udvalg m.m. er en udvikling i den rigtige retning. Men en sådan udvikling kan ikke stå alene, det viser erfaringerne fra bl.a. UK, som har regionaliseret store dele af deres fiskeriforvaltning, uden at det har medført en mere bæredygtig forvaltning.

Ballasten til brug for en mere decentral forvaltning og rådgivning inden for fiskeriet, er en massiv indsats for at højne vidensniveauet om fisk og fiskeri i den europæiske befolkning. Befolkningen skal regionalt og lokalt, der hvor der er rum for dialog og diskussion, kende til fiskearter og fiskeriformer, kvoter, TAC, den relative stabilitet, forurening osv.

Her bør man støtte folkeoplysning og man kan og bør i højere grad gøre brug af medierne til opbyggelse af en folkelig viden og forståelse for havet, fisken og fiskeriet. LLH har netop afsluttet et 3 måneders sejlende togt rundt til de danske havne. Her har vi mødt tusinder af mennesker i forbindelse med vore udstillinger og andre aktiviteter på havnen.

Og vi beklager, men selv om Grønbogen nu har været ude i 5 måneder så er det meget få mennesker som kender bogen. De få har også blot et minimum af kendskab til indholdet. Bl.a. forholdet mellem EU og de nationale forvaltninger gennem TAC og kvoter er ukendte for de mange, også i fiskeriet. EU kommissionens ambitioner med denne bog er rigtige, men der er endnu lang vej før de er opfyldte. 

Den økonomiske støttepolitik bør i fremtiden også handle mere om oplysning til borger og samfund, om nødvendig på bekostning af en del af den økonomiske støtte til nye fartøjer og redskaber      

s. 35 Kystnært fiskeri

Af mange gode grunde, som også er beskrevet i Grønbogen, bør kystfiskeriet fremmes og styrkes. En væsentlig grund er også at kystfiskeriet er synligt for befolkningen. Her kan den brede befolkning komme i kontakt med fiskeriet og derigennem opnår større viden og indsigt i fiskerierhvervet. Der er, som Grønbogen også påpeger, brug for en tydeligere definering af hvad vi skal forstå som en ”kystfisker/kystfiskerfartøj”. Der er brug for en mere forenklet regelsæt for kystfiskeriet og der er brug for støtte til udvikling af et moderne kystfiskeri. Ligesom der er brug for, at kystfiskeriet får sikkerhed for, at de kystnære farvande forbeholdes det naturskånsomme kystfiskeri. Det er derimod ikke brug for, at det økonomisk svage kystfiskeri får pålagt en afgift for retten til at fiske.

Grønbogen beskæftiger sig ikke meget med ”fredede områder” eller egentlige reservater. Men meget tyder på, at sådanne områder vil komme til at udgøre en større og større del af fiskeriforvaltningen i fremtiden. Der er brug for disse områder, specielt til beskyttelse af gydefisken og ungfisken. Men sådanne områder rammer skævt inden for fiskeriet, særlig hvis de kommer til at omfatte større områder med sten, inden for de områder hvor kystfiskerne opererer. Derfor er det vigtigt, at man tager hensyn til de skånsomme fiskemetoder som kroge, garn og bundgarn, så disse, under et regelsæt, vil kunne opretholde deres fiskeri også i de beskyttede områder eller reservater. Dette er vigtigt af hensyn til et fornuftigt kystfiskeri, men det er også vigtigt af hensyn til fiskernes forståelse for sådanne områder. De naturskånsomme metoder er jo ikke årsagen til at områderne må beskyttes, det er derimod det hårde trawl og vodfiskeri som i dag også foregår i stenene. 

s. 36 Ny prioritering af akvakulturstøtten

Akvakulturen i saltvand bør prioriterer opdræt af vegetarfisk på bekostning af rovfisk. Det er der flere gode grunde til. Rovfiskeopdræt kræver større og større mængder af tobis, sild, brisling, sperling, hvilling og lodde. Denne udvikling synes at gå imod bestræbelserne på at få opbygget konsumbestande i havet. Opdræt af rovfisk skaber miljøproblemer hvor opdræt af vegetarfisk, muslinger og andre skaldyr, kan være med til at udnytte den stigende algevækst i vore farvande. Den økonomisk støtte til erhvervet bør indeholde en sådan strategi og der er saltvandsfisk som egner sig glimrende til opdræt, bl.a. multer (Mugilidae). Det er en stimefisk som efterhånden også er blevet helt almindelig i Nordsøen og de indre danske farvande. Priserne på multer er også blevet rigtig gode.

Fortsat opdræt af rovfisk som ørreder og laks bør foregå på et biologisk bæredygtigt grundlag og markedsføringen af disse produkter bør i langt højere grad end i dag, gøre forbrugerne opmærksomme på, at der her er tale om en opdrættet fisk, med hvad dertil hører af oplysninger. Opdrætsfisk er også oplage emner inden for en økologisk mærkningsordning for opdrætsfisk, hvis vel at mærke, man kan fremskaffe foderet på et økologisk bæredygtigt grundlag.   

s. 39 Bilateralt samarbejde

Det er gode og perspektivrige intentioner og planer i Grønbogen på dette område. LLH arbejder med kystfiskerprojekter i udviklingslandene og vi har forventninger til, at EU nu virkelig tager fat om de problemer EU selv er med til at skabe for udviklingslandenes egne fiskere, gennem de aftaler de indgår med de fattige landes regeringer.    

s. 42 Forskning og videnskabelig rådgivning

Der skal forskes tværfagligt og fiskernes data skal ind i denne forskning osv. Disse sandheder er blevet fremført i flere år, men resultaterne er udeblevet. Levende Hav skal anbefale begrebet ”aktionsforskning”. Det er en forskning som ikke nødvendigvis tilstræber den konsensus som Grønbogen lægger op til i de politiske- og fiskerifaglige virkeligheder. Vi mener der er brug for de mange fagligt stærke projekter, som ikke lægger skjul på at de har et mål med forskningen. For så længe fiskerierhvervet er styret af de økonomiske interesseorganisationer (som bestemt også har deres mål), er det ikke muligt at forestille sig, at selv en tværfaglig forskning, som tilstræber konsensus, vil kunne ændre ret meget.

Dette blev vore seneste bemærkninger og forslag til den europæiske fiskeripolitik. Vi kan tilføje, at vi samtidig hermed er aktiv med kritik og forslag til den danske revision på fiskeriområdet.

For Levende Havs bestyrelse

Kurt Bertelsen Christensen

Medlem af bestyrelsen og Projektleder i LLH

Ferring den 28.9.01