Fiskerne på Aralsøen
har i deres eksistenskrise noget at lære deres europæiske
kolleger: de har fået gjort op med den centrale forvaltning,
som tog lykken fra deres fædre og livet fra Aralsøen,
skriver Kurt Bertelsen Christensen fra Aralsk i Kazakstan.
Det
europæiske fiskeri ligger ude i store vanskeligheder. De
nationale regeringer og kommissionen udtænker strategier og
planer som aldrig før, men lige meget hjælper det. Seneste
eksempel blev Folketingsdebatten den 16. maj, hvor man blev
enige om en mildest talt udvandet strategi for fremtidens
fiskeri, en vedtagelse som ikke tager fat om de konkrete
problemer med at få fjernet de fiskefartøjer og metoder som
er årsagen til problemerne.
Der
er selvfølgelig mange årsager til vanskelighederne og til at
fiskebestandene aldrig har været lavere, men den vigtigste årsag
er forsøget på en retfærdig fordeling af fisken mellem
medlemslandene. For med EF og EU måtte man også igang med at
fordele fiskeressourcerne i de europæiske farvande og hertil
skulle den økonomiske støtte og den biologiske forskning og
rådgivning sikre bestandene mod overudnyttelse, men den
opgave har man ikke kunnet løse. Og i dag er situationen
tydelig for enhver: Den europæiske fiskeripolitik er
kuldsejlet og hvornår den bliver rettet op, står hen i det
uvisse.
Jeg
skriver udefra Aralsøen i Kazakstan, en af de store
republikker under det daværende Sovjetunionen, og set her
fra, er det lykkes for en demokratisk centralistisk
fiskeriforvaltning i Europa, at få smadret et relativt
stabilt europæisk fiskeri, som vi kendte det frem til midten
af 1980erne. Aralsøen var engang verdens fjerdestørste sø,
men den blev smadret af et udemokratisk centralistisk styre.
En central forvaltning og planlægning skabte verdens største
menneskeskabte naturkatastrofe i og omkring Aralsøen, og
herfra ser det ud til, at politikere, eksperter og
specialister, i såvel Øst- som Vesteuropa, synes at være
lige gode til at smadre natur og erhverv.
Ind
imellem kommer der billeder på det gamle TV man har stillet
til min rådighed. Det viser møder mellem betydningsfulde
politikere og eksperter i en verden jeg forlod for 14 dage
siden. Jeg synes deres aktiviteter er en hån mod de mange
mennesker som engang levede af naturen og de få som endnu gør
det. Hvorfor pokker tillader vi dette tilsyneladende uendelige
cirkus omkring disse mænd og kvinder som i deres selvskabte
betydningsfuldhed, ødelægger livet for de mennesker som blot
ønsker et jævnt og muntert liv på denne jord
Her
i den kazakiske ørken, i Aralsk regionen, bor der stadig
fiskere som fiskede på Aralsøen, dengang for 30 år siden,
hvor de fiskede året rundt og leverede fisk til
virksomhederne i Aralsk og andre byer rundt søen. Og her møder
man stadig gamle mænd som lyser op i glæde når de bliver
spurgt om dengang de fangede de store kaviarfyldte stør,
karper, sandart og mange andre arter. Alle disse arter og
mange andre findes ikke længere i Aralsøen, de forsvandt
sammen med det ferske vand, som blev ligeså salt som vandet i
Nordsøen, da man i Moskva besluttede at vandet skulle bruges
til opdyrkning af den centralasiatiske ørken - fiskerne lod
man hånt om. Men den vrede de tidligere rettede mod Moskva,
synes nu også at være udtørret sammen med den sø de levede
af, for nu at være afløst af tårer, når de beretter om
dengang lykken herskede i de mange fiskerfamilier rundt Aralsøen.
Aralsøen
var stor dengang, næsten dobbelt så stor som Danmark, nu er
den udtørret til en størrelse lig med Jylland og der foregår
kun et meget begrænset fiskeri, hvor der deltager ca. 600
fiskere som nu fisker på Aralsøen, fordi vi fra Danmark har
givet dem den nødvendige støtte dertil. Det er yngre fiskere
som selvfølgelig kender historien, men kun få af dem var med
dengang, da mere end 10.000 fiskere og arbejdere fik deres
penge og fisk fra Aralsøen.
Men
nu fanger man lidt skrubber og det er blevet muligt fordi
bestanden er vokset betydelig siden 1978, hvor man udsatte
skrubber i den salte Aralsø, (skrubberne blev hentet i
Sortehavet). Og skrubbefiskeriet er nu ved at være det eneste
tilbageværende fiskeri i hele Aralsk regionen, en region som
i dens udstrækning er ligeså stor som Danmark, men hvor der
kun bor 70.000 mennesker.
Dengang
var Aralsk regionen en af de rigeste regioner under
Sovjetunionen. Fiskerne her havde penge og overalt i regionen
finder man stadig beviser på, at her var der velstand. De
store, og dengang meget moderne fartøjer, ligger nu og ruster
i ørkenen overalt omkring Aralsøen, virksomhederne er blevet
slagtet for alle værdier og tilbage står kun ruiner. Men som
nævnt i al denne elendighed, finder man nu mere end 70
kooperativer og brigader af fiskere, som med deres meget små
tomands joller fisker skrubber om efteråret, og om vinteren
fanger de skrubber under isen. Fiskeriet har udviklet sig
siden 1996, hvor vi igangsatte det første større forsøgsfiskeri
på Aralsøen og i dag spiser man skrubber i regionen og
fisken forhandles nu i de store byer i Kazakstan, Astana,
Karaganda, Almaty, Chimkent, Aktubinsk m.m. Så ved hjælp af
relativt få midler fra Danida og andre fonde er det lykkedes
at få sat gang i en positiv udvikling for de alt for få
tilbageværende fiskere i regionen. Men Aralsø tragedien
fremstår ligeså klart i dag, som for 30 år siden.
Politikerne, med deres hære af eksperter og specialister,
troede de kunne forvalte naturen, uden hensyn til de mennesker
som lever af denne natur, og som sørger for at de kan få
kaviar til deres uendelige række af topmøder.
Dette
er ikke noget forsøg på at sammenligne noget som helst i det
europæiske og kazakiske fiskeri, men blot et forsøg på at
berette lidt om livsformer.
Vi
har fået udviklet de livsformer hvori politikere, eksperter
og specialister i dag trives som aldrig før, og på samme tid
har vi fået afviklet de livsformer hvori fiskere og landmænd
høstede af den natur som vi alle lever af. Set herfra er det
en katastrofe.
Nu
vil samme klogskab uden tvivl råbe op om at fiskere og landmænd
selv er skyld i at være kommet under afvikling, fordi de har
høstet mere end naturen kunne klare, men det er en sandhed,
uden den dybde og visdom, som bør herske i
naturforvaltningen.
For
ligesom det centralistiske styre i Sovjetunionen var blind for
virkeligheden og tog fiskeriet fra Aral fiskerne, er det
centralistiske styre i EU ved at tage fiskeriet fra de europæiske
fiskere. Den katastrofale situation i det europæiske fiskeri
er ikke skabt af fiskere, men af politikere og eksperter, som
i deres enestående uvidenhed mente sig i stand til at herske
over hav og fisk. I stedet for at opbygge et tillidsfuldt
samarbejde med de som har begreb om tingene, fiskerne, skabte
det centrale styre en
hær af eksperter og specialister, som uden de store problemer
fik fiskeriorganisationerne til at makke ret, da disse
organisationer bygger på et meget enkelt formål – at
skaffe fisk og penge til de fiskere som råbte højest og som
havde de største fartøjer.
De
europæiske farvande tørrer ikke ud som Aralsøen og
fiskernes fartøjer ligger ikke og ruster rundt omkring, de
bliver pænt hugget op og bragt ud af verden. Tilbage bliver
jollerne og de store industrifartøjer, men fiskeriet som vi
kender det og de 100.000 af fiskere i Europa, forsvinder. Og
hvem ved, om måske 30 år vil fiskerne fra Aralsøen kunne
rejse til Europa for at få beretninger om dengang man fangede
de store torsk, rødspætter, pighvarrer, sej i Nordsøen og de
mange andre farvande.
Selv
tror jeg på denne mulighed, da perspektiverne for fiskerne
ved Aralsøen er bedre end deres kollegaer i Europa. De har
endnu ikke nået et demokratisk politisk styre, men de har fået
gjort op med den centrale forvaltning, som tog lykken fra
deres fædre og livet fra Aralsøen.
Kurt
Bertelsen Christensen, Levende Hav, p.t. Aralsk. (maj 2001)