|
Kommentarer og
analyser efter afslutningen på forhandlingerne i EU om fiskekvoterne
for 2002
Nedskæringen på rødspættekvoten i
Skagerrak og Nordsøen på i alt 2500 tons, betyder en reel og
mærkbar nedgang i det danske fiskeri får her man opfisket dette
års kvoter.
Nedgangen i tunger på 115 tons i Nordsøen er også en reel nedgang, for
også tungekvoten opfiskes. Derimod vil nedskæringerne i kvoterne på
tobis, havtaske, pig- og slethvarrer, rødtunger og skærising
samt lidt dybvandsrejer, ikke berøre de danske fiskere, for de er
meget langt fra at opfiske disse kvoter. For tobisens vedkommende
fanger man 50-60% af kvoten, havtaske kun 25% af kvoten, pighvarrer 50 % rødtunger 50% og rejer 30 %. Blot på disse
arter bortset fra tobis, er der et ”overskud” i konsumkvoterne
på 7000 tons i 2001, eller næsten ligeså mange fisk som den
danske kvote på torsk i Nordsøen. Og situationen i 2000 var
nogenlunde den samme. Bortset fra ising og tobis så er der tale
om kostbare fisk som i gennemsnit vel afregnes med omkring 50
kr./kg.
Torskefiskeriet
som har størst opmærksomhed går samlet set tilbage med ca.
10.000 tons i de danske farvande og rødspættekvoten går tilbage
med ca. 3000 tons. Og begge disse tilbagegange bliver mærkbare
fordi kvoterne for 2001 næsten bliver opfiskede på de arter.
Kvoterne på kuller og mørksej hæves samlet set med ca. 7000
tons og det hjælper, men økonomisk set ikke så meget som
mængderne giver udtryk for, da mørksej og kuller er billigere.
Dertil skal også lægges, at det er tvivlsomt om de danske
fiskere vil være i stand til at fange de ca. over 9000 tons
kuller de nu råder over.
Kommissionen mener at en del kvoter er for høje,
alene fordi de ikke kan fanges. Danmarks Fiskeriforening
protesterer med henvisning til sæsonudsving og markeder, som årsagen
til at man ikke fanger kvoterne. Men de danske fiskere har ikke været
bedre til at fange disse kvoter igennem flere år, og da ingen
fiskere holder sig tilbage, fordi markederne ikke vil aftage disse
fisk, er sandheden mere enkel. Man kan ikke fange dem, enten fordi
de bestandene ikke er større eller også fordi man ikke forsøger
ihærdigt nok. Vi tror at de danske fiskere gør hvad de kan, og at
de lave fangster derfor er et udtryk for at bestandene simpelthen
ikke er større.
Mht. jomfruhummer er det mildt sagt meget ubæredygtigt, at
kvoterne ikke blev reduceret, men at de derimod fik en meget
lille, men dog en stigning. Selv om bestandene måske ikke er truet, så
er dette fiskeri helt uforeneligt med et bæredygtigt fiskeri.
Fiskeriet efter jomfruhummer foregår med små masker og det er et
fiskeri som for Nordsøens vedkommende, har det største udsmid i
dansk fiskeri og derfor bør det selvfølgelig begrænses. Selv om
den danske kvote i Nordsøen er forholdsvis lille i sammenligning
med andre lande, så er det område hvor danskerne løbende vil
kunne bytte sig til flere hummer, fordi de andre lande har svært
ved at fiske deres kvoter. Og danske fiskere rigger da også store
fartøjer til med 3-4 trawl for at fiske hummer. Det er
også meget beklageligt, at man ikke fik sat kvoterne
ned med de begrundelser som EU kommissionen havde lagt frem, så
ville vi næste år kunne sætte alt ind på at få begrænset det
hollandske og belgiske bomtrawl fiskeriet efter tunger, et fiskeri
som også har et meget stort udsmid.
Sidste års kvoter var langt
værre for fiskerne end kvoterne dette år, men det kan og må
ikke tages som udtryk for, at bestandene har fået det bedre.
Bestandene har det dårligere end sidste år, men når kvoterne
ikke bliver lavere, så hænger det sammen med, at de ansvarlige
nu også er ved at komme på det rene med, at kvoter ikke løser
problemerne i fiskebestandene.
Med et torskestop eller små rationer så
forbyder man jo ikke fiskerne at fange andre fisk, og alt afhængig
af hvilke andre fisk man fanger, fanger man en større eller
mindre mængde torsk som bifangster. I visse fiskerier kan man
fange rigtig mange torsk, som så skal smides ud igen. Et andet og
ligeså alvorligt problem ved de lave kvoter og rationer er at
fiskerne sorterer torsken. Når de fanger en trawlfuld torsk så
begynder de at sorterer og det vil sige at man kun lander de store
og dyre sorteringer. De mindre torsk ryger ud igen. På denne måde
vil de store bifangster, som tidligere blev landet og de
frasorterede torsk som også tidligere blev landet, nu stadig
blive slået ihjel, blot ikke landet. Lave kvoter løser ikke
problemerne. Det har fiskerne været klar over i mange år, men
det er heldigvis nu også ved at gå op for politikkerne
at sådan forholder det sig.
Nu satser man derimod på andre reguleringsformer for
at få genopbygget bestandene. Begrænsninger på hvor mange dage
man må fiske, målt i kilowatt timer, tekniske forskrifter som større
masker, mere kontrol og overvågning m.m. Men lige så sikkert som
kvoterne ikke er blev løsningen, så er disse begrænsninger det
heller ikke. Det er regler som fiskerne, efter mange års kreativ
udvikling under den europæiske fiskeriforvaltning, vil kunne leve
med uden de store problemer.
De eneste løsninger som kan virke efter
hensigten, er helt at få fjernet eller også kraftigt beskåret
de fiskeriformer og metoder som er årsagen til problemerne. Og
det er det modsatte man gør. Man støtter nybygninger og
moderniseringer og giver en smule penge til at få ophugget de
mindre effektive fartøjer som har råd til at tage imod en
ophugningsstøtte. De store kapitaltunge fartøjer fortsætter,
alene fordi man ikke afsætter de nødvendige mange penge til at få
dem fjernet.
|