EU's fiskeripolitik

Udsendt april 2002

 

     

  

 

   

Den fiskerireform som skal træde i kraft ved årsskiftet er endnu engang blevet udsat til stor harme for de danske fiskeripolitikere. Fiskernes formand Bent Rulle raser og skælder ud over at bl.a. Spanien forhaler offentliggørelsen af reformen. Den danske generaldirektør i fiskeri kommissionen, er blevet forflyttet fra posten, åbenbart som et resultat af krisen mellem syd og nord i den europæiske fiskeripolitik.

Men hvad er fup eller fakta i denne sag? Her følger den mest sandsynlige forklaring.  

  1. Spanien har formandskabet indtil Danmark tager over i juni, og de gør nu hvad de kan, for at få aben over på den danske skulder. For reformen vil skabe problemer for alle landes fiskere og særlig Spanien, som er hårdt ramt af, at deres store fiskefartøjer bliver forment adgang til flere og flere af de afrikanske landes fiskerizoner. De vil selvfølgelig gerne have disse fartøjer på fiskeri i Nordsøen, men pga. af de historiske rettigheder, som sikrer de enkelte landes relative fiskerier efter indførelsen af den fælles fiskeripolitik i 1983, kan det ikke lade sig gøre. Derfor lægger de naturligvis pres på, for at få så store fordele som muligt mht. ophugning og støtte.
  2. Danmark påberåber sig – med Bent Rulle som talsmand – at vi har levet op til alle aftaler inden for den fælles fiskeripolitik. Vi har overholdt FUP programmerne til punkt og prikke, som Bent Rulle ynder at fortælles os. Men han glemmer at fortælle os, at samtidig med at vi har taget tonnage ud, har vi moderniseret og nybygget, så vi i dag har en relativ moderne flåde, som kan fange den samme mængde fisk som før vi begyndte at ophugge. Vi har taget ca. 1200 fartøjer ud, men det var fartøjer som målt på effektivitet, ikke udgjorde nogen særlig risiko for fiskebestandene.
  3. Reformen som alle er enige om er nødvendig, er ikke problemet i sig selv, problemet er penge. Hvem skal have støttekronerne i fremtiden? De sydlige lande har et kæmpe stort fiskeri, målt på antal af fartøjer og fiskere. Disse mange fiskere i Frankrig, Spanien, Portugal, Italien og Grækenland er meget vigtige for de enkelte lande. Og disse fiskere betyder meget mere end blot fisk. De er nærmest livsnødvendige for de mange havne i Middelhavet og på Atlanterhavskysten. Det er et utal af mindre og mellemstore fartøjer som tager ud og fanger et par kasser fisk. Og fordi disse lande holder af fisk og spiser meget fisk, vil landene gøre meget for at bevare disse mange tusinder af fiskere. Turisme spiller også en stor rolle i de landes fiskeripolitik. Derfor har disse lande nu iværksat en kampagne til fordel for, at de fremtidige støttekroner bliver anvendt på det miljøvenlige fiskeri. Og her vil Danmark, og de andre lande som fisker med de flere hundrede tons fiskerkuttere i Nordsøen, få problemer. Dansk fiskeri er nemlig blevet afviklet til et højtindustrialiseret fiskeri på få fartøjer og med få fiskere, en modernisering som har kunnet bevare Danmark som EU's største fiskerination, målt på landet fisk.
  4. Fakta er derfor at kampen står om støttekroner og i den kamp spiller Spanien ud med, at Nordsøen skal åbnes for deres havgående flåde. Hvis ikke de får disse indrømmelser – hvad de sandsynligvis aldrig vil få – vil de have støttekronerne til ophugning af de store fartøjer og til udvikling og støtte af deres miljøvenlige kystfiskeri.

Levende Hav anbefaler, at man holder tungen lige i munden og ser den fælles europæiske fiskeripolitik i lyset af de faktiske omstændigheder, som disse tager sig ud i de nordlige og sydlige fiskerimønstre. Vi skal også anbefale, at man ser på, om FUP programmerne overhovedet var noget redskab til sikring af et mere bæredygtigt fiskeri? Fremtiden vil vise, at FUP programmerne levede op til navnet, ved at de først og fremmest blev et effektiv redskab til modernisering af Nordsø-flåden.