Den 16. december i år skal EU's fælles fiskeripolitik op til eksamen og den 20. december vil vi vide om den er dumpet, eller om den har bestået de 20 års studier der i dag udgør EU's fiskeripoliti - det er en meget vanskelig eksamen, og består EU, bliver det helt sikkert med den lavest mulige karakter. Eksamensopgaven bliver at få vedtaget den fiskerireform, som skiftende europæiske regeringer nu har arbejdet på i mere end 10 år. 

For 10 år siden blev der fanget alt for mange fisk, i forhold til hvad det var bæredygtigt og den udvikling har man ikke fået gjort noget ved, så i dag er det europæiske fiskeri mere ubæredygtigt end nogensinde tidligere. 

Reformen indeholder mange elementer som den frie adgang for alle EU's fiskere til alle EU farvande; støttepolitikken; flerårige TAC/kvoter, ophugninger af fiskefartøjer, sociale støtteprogrammer, bestandsgenopretninger osv.

En af de vigtigste grunde til, at EU risikerer at dumpe skal findes i selve reformforslaget, som fokuserer alt for meget på EU's støttepolitik. I den offentlige debat er det også tydeligt at spørgsmålet om subsidier er ved at overtage hele reformdiskussionen. Men objektivt set har spørgsmålet om subsidierne meget lidt med fiskeriets alvorlige problemer at gøre, nemlig de katastrofale tilstande i EU's fiskebestande. Selvfølgelig spiller pengene en rolle, men i fiskeriet spiller selve ressourcepolitikken en meget større rolle, dvs. kvoter og de måde man bruger kvoterne.

Vigtige forhold i EU's fiskeripolitik:

·        De vigtigste elementer i EU's fiskeripolitik er TAC’en (den totale mængde af en art der maksimum bør fanges i et afgrænset hav- eller farvande) og fiskekvoterne.

·        Kvoterne til de enkelte lande fastsættes hvert år efter at biologerne har rådgivet politikkerne om hvor meget de mener at fiskerne må fange af en art i et afgrænset farvand, f.eks. torsk i Nordsøen, Kattegat og Østersøen, de såkaldte TAC’er.

·        Fordelingen af kvoterne sker ved brug af et fordelingsnøgle man kalder ”de historiske rettigheder”.

·        De historiske rettigheder er den procentvise andel af en given TAC.

·        Procenterne bragte landene med sig ind i den fælles europæiske fiskeripolitik i 1983.

·        Det samme system bruges også i EU's fiskeriforhandlinger med lande uden for EU, f.eks. Norge.

·        De enkelte lande fordeler eller regulerer så de mange enkelt kvoter mellem deres fiskere og den fordeling blander EU sig ikke i, hvis den foregår i respekt for den fiskeripolitik som er vedtaget i EU.

·        Kvoterne, eller rettere sagt TAC’erne er meget udskældte - af fiskerne fordi de mener at de er for små, af miljøorganisationerne fordi de er for store osv.

EU's fiskeripolitik er meget udskældt af flere grunde – først og fremmest sikkert fordi den ikke virker efter hensigten.

I starten stod formålet med EU's fiskeripolitik ikke så klart som det gør i dag - i dag er der ingen tvivl længere, EU's fiskeripolitik skal sikre det ressourcebæredygtige fiskeri.

Fiskeripolitikken skal sørge for, at fiskebestandene ikke bliver overfiskede, at de enkelte bestande er bæredygtige. Derudover skal politikken selvfølgelig også besvare mange andre spørgsmål og løse en masse problemer. F.eks. forhandlinger med lande uden for EU; fiskerirettigheder i den 3. verden; problemer imellem EU landene; de sociale følger af fiskeripolitikken; de økonomiske støtteordninger og meget mere. Men alle disse, og hver for sig, vigtige spørgsmål, ligger under for det allervigtigste i EU's fiskeripolitik – at føre en politik som sikrer at fiskebestandene ikke bliver overfiskede at fiskeriet foregår på bestande som også kan bidrage med fisk til de kommende generationer.

-         EU's fiskeripolitik skal være bæredygtigt mål på bestandene, det har man vedtaget i EU.

Alligevel mener de fleste, at fiskeriet i de farvande som EU forvalter, hører til de mest ubæredygtige fiskerier der findes i verden. Og det vil alt andet sige, at EU's fiskeripolitik, som uden tvivl er den fiskeripolitik i verden, som samlet set har de største økonomiske ressourcer til rådighed, har spillet fallit i en sådan grad at intet forsvar er mulig. Det eneste argument der står tilbage, der kan forsvare den fælles fiskeripolitik i EU, er nødvendigheden af at få fordelt fisken mellem de enkelte lande, så der ikke opstår politiske problemer mellem landene inden for EU.   

Landbrugsproblemet:

Når reformen og den offentlige debat bruger så meget tid på subsidierne, så hænger det sammen med en fiskeripolitik, der er udviklet igennem en landbrugspolitisk tænkning og forståelse. På støtteområdet er det helt forkert, for modsat landbruget har fiskeriet ikke en indbygget produktionsautomatik i støtteordningerne. Fiskerne tildeles støtte alt efter den støttepolitik som EU og de enkelte lande fastsætter.

Det betyder at hvis EU og de enkelte lande finder ud af, at de f.eks. ikke vil støtte trawlfiskeriet, fordi det er mistænkt for at fange for mange fisk, eller være for hårdt ved et andet fiskeri, havbunden osv. ja så kan man stoppe støtten fra den ene dag til den anden. Det kan man ikke i landbruget, hvor man f.eks. støtter landmanden med 1 kroner for hver liter mælk han producerer, så her er det vanskeligt og ikke mindst langsommeligt at få fjernet en sådan produktionsstøtte. 

Så objektivt set spiller subsidierne ikke en større rolle end den politikerne, til enhver tid kan bestemme at de skal.

Nej det største problem i EU's fiskeripolitik er kvoterne, eller rettere sagt brugen af kvoter. Fra begyndelsen var kvoterne som nævnt en måde at få fordelt fisken på mellem de enkelte lande, under den til hvert år fastsatte TAC. Dvs. blev TAC’erne mindre, ja så blev de enkelte landes kvoter tilsvarende mindre. Der kan være mange grunde til at TAC’en må ned, også grunde som ligger uden for fiskeriet, grunde som hører til de naturlige udsving der kan være i de enkelte bestande. Så under den forudsætning, at EU har en fælles fiskeripolitik og herunder en nødvendig og retfærdig fordeling af den til enhver tid given mængde fisk, ja så var kvoterne, som blev startet på de historiske rettigheder, en måde at gøre det på.

Om det var den optimale måde kan man diskuterer, men i dag er der såmænd rigelig at diskuterer i den måde kvoterne blev brugt på.

For netop brugen, eller rettere sat, misbrugen af kvoterne er årsagen til de katastrofale tilstande i EU's fiskebestande. Kort fortalt kan det udtrykkes på følgende måde.

Hvert år må EU nedskrive TAC’erne på flere vigtige arter og kvoterne bliver hvert år tilsvarende lavere. Årsagerne til disse, for visse arters vedkommende meget store nedskrivninger, kendte politikerne også for 10 år siden, fiskerne fanger for mange fisk. Kvoterne må så enten være sat for højt eller også svindler fiskerne med fangsttallene eller også er der andre faktorer man ikke har taget højde for som f.eks. forureningen, de andre fisk og dyr som æder fisken og fiskernes udsmid (discard). Det er sikkert en kombination af ovennævnte faktorer, med de for højt fastsatte kvoter til fiskerne som den vigtigste faktor. 

Men nedskrivningerne af kvoterne fortsætter, og hvert år op til jul fortæller politikkerne os "at nu fik de skabt enighed om at sænke kvoterne til et lavere niveau, for på den for fiskerne hårde men nødvendige måde til sikring af det fremtidige fiskeri.

Den politik fortsatte man med i mange år selvom den nedadgående kurve viste, at fiskeripolitikken ikke virkede. Enhver ansvarlig ledelse ville se på årsagerne til at politikken ikke virker efter hensigten, dvs. at få analyseret de nærmere omstændigheder til at ens politik slå fejl. Det skete ikke og derfor kan man også uden at få problemer med sandheden konkludere, at EU's fælles fiskeripolitik har været uansvarlig. År efter år brugte man den samme medicin, selv om alle kunne se at medicinen ikke virkede.

Det er kvotepolitikken som er slået fejl og selv om politikkerne forsøger at undskylde sig med henvisninger til subsidierne, svindlen fra fiskernes side med de sorte og grå fisk, forureningen og nu seneste klimaændringer og højere vandtemperaturer, så ændrer det ikke grundlæggende ved den sandhed der siger, at politikkerne ikke var opgaven voksen - de lod stå til, selv om alle kunne se at kurven ikke knækkede og bestandene fik det værre og værre.

Hvad skal politikerne så gøre, hvordan får de en højere karakter end den de har udsigt til? 

De skulle selvfølgelig fjerne årsagerne til problemet de skal fjerne de fiskerimetoder som er årsagen til at kurven ikke ville knække. Der er ikke andre veje at gå, hvis man vil have genopbygget de nedfiskede bestande og skabt balance mellem fisk og fiskere. Og her er er det slet ikke nok at sige at der er for mange fiskere til for få fisk. For der er ikke for mange fiskere, tværtimod kunne der sagtens være mange flere fiskere i det europæiske fiskeri end der i dag, hvis blot man fjernede de forholdsvis få fiskere og deres metoder som er årsagen til at bestandene bliver nedfiskede.

For en nærmere beskrivelse af hvilke fiskerimetoder der fjernes fra EU's fælles fiskeripolitik, henvises til www.levendehav.dk hvor der mange beskrivelser af disse fiskerier. 

Men overordnet er der tale om, at en betydelig del af trawlfiskeriet, noget vodfiskeri og noget garnfiskeri bør ud af fiskeriet. Det er forholdsvis nye systemer som er udviklet til at kunne slæbe, trække og hale overalt, med store og tunge redskaber og motorer, systemer som intet har med fiskeri at gøre, men som er en industriproduktion uden forbindelse til den natur og de naturressourcer som er hele forudsætningen for et fiskeri. 

Den type af produktion kan fiskebestandene ikke klare, og derfor går det drastisk tilbage med bæredygtigheden i det europæiske fiskeri - så enkelt er det. Nu er det så op til EU's fælles fiskeripolitik at få løst opgaven. 

Ferring Strand den 2.12.2002

Kurt Bertelsen Christensen

Fiskeriekspert