Seneste har Naturrådet, med professor Peder Agger som formand, udnævnt det nylig udsendte forslag til en ny forvaltningsplan for skarver i Danmark, for en ”massakre” på skarverne. Dertil har Naturrådet udarbejdet et notat vedr. ”Udkast til forvaltningsplan for skarv i Danmark” af 18/1/02.

Notatet udtrykker mange fornuftige betragtninger i sagen, specielt advarsler om nu ikke at gå for hurtig frem. Og notatet sætter også fornuftige spørgsmålstegn ved påstandene om skarvens indflydelse på fiskebestande og fiskeri.

Men når det er sagt, så er notatet meget subjektiv i sprog og kritik. Og det glimre sig ved fraværet af det væsentlige problem omkring skarverne: Konflikten mellem skarv og mennesker. Det er tydeligt, at den konflikt er Naturrådet aldeles uvedkommende. Det interesserer ikke Naturrådet, at mange mennesker er vrede og føler sig afmægtige over for de centrale myndigheders forsvar for skarver på bekostning af lokalbefolkningerne.

Og her springer kæden af i Naturrådet. Om det nu er Naturrådet eller Peder Agger der lader hånt om andre mennesker, ved vi ikke. Men vi ved, at Peder Agger forfægter det synspunkt, at mennesker der bor på Nørrebro har ligeså meget ret som de der bor sammen med skarver, når det handler om forvaltning af skarver. Det er selvfølgelig et legitimt, men noget snæversynet demokratisk synspunkt.

Notatet kan ikke forsvares som værende et serøst ”naturråd” til en siddende regering. For den siddende regering har som alle bekendt ikke noget problem med at tælle stemmer, så de demokratiske spilleregler inden for de danske grænser, behøver Naturrådet ikke at bekymre sig om.

Derimod burde naturrådet til en siddende regering anvise fornuftige veje til en bæredygtig forvaltning af vor fælles natur. Og da ingen med viden på området kan påstå, at skarvbestanden har problemer mht. bestandens bæredygtighed, så er der ikke længere objektive grunde til, at skarven skal være uden for jagttid. Og at lokalbefolkningerne er vrede kan Naturrådet ikke feje ind under gulvtæppet, det er et faktum og det er et problem.

Tager man ikke lokalbefolkningernes problemer alvorligt, risikere vi at tabe andre fornuftige centrale naturforvaltningsopgaver på gulvet. F.eks. genopretningerne af vådområder, beskyttelse af truede dyr og fugle, kystzone forvaltningen m.m.