Brev til fødevareudvalget 1999

 

 

 

 

Udvalget for Fødevare, Landbrug og Fiskeri

emne: Motorkraft, hk og KW

I forbindelse med Levende Havs foretræde for udvalget, onsdag den 24.2.1999, blev bl.a. emnet ’motorkraft’ taget op. Med henvisning til det vedlagte bilag, hentet på Folketingets hjemmeside, ønsker jeg bl.a. for forståelsens skyld, at gøre klart, at hk og KW ikke er det samme.

Ordlyden af spørgsmålet burde være:

Ministeren bedes oplyse, om en kutter kan registreres som havende 299 hk/220 kW motorkraft, uanset at kutterens motorkraft er nærmere de 1000 hk

Vi omtalte et bestemt fartøj, Conni Winther, som er registeret med 220 kW svarende til 299 hk. Dette fartøj har i virkelighedens verden en motorkraft på ca. 1000 hk.

Med henvisning til Folketinget, som har vedtaget en lov, med fiskeri begrænsninger ved 179 hk. og en lov, som begrænser fiskeri ved 299 hk., må vi beklage, at disse love ikke overholdes. For uanset alle mulige tekniske finesser, der siden er blevet opfundet, må det være dette lovgrundlag som stadig gælder. Loven refererer til det faktum, at man ikke ønsker et fiskeri med motorer med motorkraft højere end 179/299 hk, men vel at mærke 179/299 hk som man kendte 179/299 hk, da loven blev vedtaget. Dette lovarbejde, hviler på den antagelse, at man bør beskytte de sårbare havområder og fiskeyngel.

Vil/kan man ikke få loven overholdt, da kunne man se på den energi der tilføres en motor og se på den energi der kommer til skruen. Dette løser selvfølgelig ikke problemet med tekniske finurligheder, men vil dog være et skridt i den rigtige retning. F.eks. forbruger 1 hk, alt afhængig af hvor energibesparende en motor er, mellem fra 16 – 20 g/time. Det betyder at en motor som yder 100 hk forbruger ca. 18 liter olie/time. Det må så betyde, at Conni Winther forbruger ca. 50 liter olie/time. Alle med den mindste viden om 140 tons fartøjer, der slæber 2 stk. Bomtrawl VED, at dette er umuligt. Fartøjet forbruger mellem 200-220 liter/time. 

Conni Winther er en 140 tons dansk nybygning, som gerne vil fiske med bomtrawl i ’Rødspættekassen’, derfor har fartøjet, på papiret, med myndighedernes tilladelse, en motor på 299 hk. En anden nybygning ’Sletnæs’ S 93, på 15 tons, har en motorkraft på 320 hk. Dette fartøj skal bl.a. fiske jomfruhummere i dybt vand, og der er der ingen motorkraftbegrænsninger.

Overholdelsen af lovgrundlaget for motorkraftsbegrænsningerne, ser de ansvarlige myndigheder stort på. Derfor er ansvaret nu tilbage hos politikerne.    

Med venlig hilsen

Kurt Bertelsen Christensen, Formand

Lørdag den 27.2.1999