3. brev til Fødevareministeren

 

   

 

Ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Den 13. Februar modtager foreningen et brev samt et notat som svar på vore forespørgsler. Brevet udtrykker en tydelig irritation over vore henvendelser. En telefonsamtale med kontorchef Birgit Bolgan har da også bekræftet at vi bor stikke piben ind, og lade ministeren og hans embedsmænd i fred, så de kan få tid til at varetage vigtigere opgaver.

I de foregående breve har vi givet udtryk for hvad der er problemet, både m.h.t. til den konkrete sag, men mere vigtig i forhold til sagens politiske indhold, så det vil jeg ikke trætte ministeriet med. Blot til orientering oplyse, at vi selvfølgelig ikke lukker denne sag, og at vi er immune over for, at Fiskeriministeriet tørrer ansvaret af på Erhvervsministeriet o.s.v. Sagen er krystalklar - og netop derfor mente vi, at ministeriet ville tage den alvorlig. Vi ansøger nu om aktindsigt og går derfor efter manden i stedet for bolden, ansvaret for dette ligger hos det ministerium som både har givet tilladelse og støtte til det omtalte fartøj.

For at gøre en lang historie kort så er vi altså ikke DF, WWF eller hvad de nu hedder alle de organisationer som lever af klager og opmærksomhed. I al sin rørende enkelthed har vi nogle få medlemmer som lever af kystfiskeriet og som forsvinder, fordi dette lands love ikke bliver overholdt, eller justeret i forhold til hensigten. Så uanset ministeriets erklærede politik imod bomtrawl og for et bæredygtig fiskeri, så handler man ikke derefter.

Og at Holland udvikler en motorkreativitet, som også eksporteres til Danmark, i samme takt som de bestemmer og gennemfører den europæiske fiskeripolitik, skal offer vores mening ikke forhindre, at det ministerium som har ansvaret for det danske kystfiskeri - gør deres arbejde.

Med venlig hilsen

Kurt Bertelsen Christensen

Formand

Torsdag den 19. Februar 1998