Ifølge
FNs miljøprogram er verdens koralrev på retur. Koralrevene
kaldes havets regnskove fordi der er et mylder af liv, og fordi de
udgør de livsvigtige skjulesteder for fiskeyngel og farvestrålende
fisk, hvis overlevelse er betinget af at de kan skjule sig. Årsagerne
til tilbagegangen er mange, fra global opvarmning til lokalt
fiskeri med dynamit og en manglende forvaltning m.v.
Det står lige så slemt
eller værre til i vore egne farvande. De områder i de danske
farvande som udfylder koralrevenes funktioner på vore breddegader
ødelægges og forsvinder. Beretninger fra fiskere fra Fiskernes
Økologiske Netværk siger, at lige nu foregår det i
Jammerbugten nord for Hanstholm, hvor en række trawlere er ved at
udjævne et område, hvor der hidtil ikke har været trawlet med
bundslæbende redskaber. Større og mindre stenrev, som udgør
fristeder, hvor bunddyr, fisk og fiskeyngel kan trives og hvor der
er plads til en robust biodiversitet jævnes med jorden
(havbunden)
Fiskernes Økologiske Netværk
udsendte for et halvt års tid siden en lange liste med positioner
på stenrev der er forsvundet eller udjævnet i de senere år. Af
listen fremgår det, at det ikke alene er mange stenrev der er
tale om, men at revene også dækker meget store områder af
havbunden. I Levende Hav har vi også været meget kritiske
overfor de tilladelser Miljøstyrelsen netop har givet til råstofindvinding
på Jyske Rev i Nordsøen, i de kommende 6 år.
I modsætning til kendte
koralrev ude i verden, har vi i Danmark ikke nogen
forvaltningsplan der kan sikre stenrevene, og derfor forsvinder
de. I takt med en gryende forståelse for værdierne i at have sådanne
fristeder i havet, fjerner og udjævner vi stenrev i de danske
farvande som aldrig tidligere i historien. Nogle stenrev bliver
hentet ind på land for at tjene som fyld til, broer, havne og
andre anlægsopgaver og resten forsvinder, fordi vore farvandes
”dynamitfiskere”, bomtrawlerne og hårdt slæbende
fiskeredskaber jævner revene på havbunden.
For 30 til 35 år siden
fiskedes der i nordsøen og indre danske farvande udelukkende med
grej der ikke skadede havbunden og større områder med sten og
koraller gav fiskene områder hvor de levede i fred for fiskeriet.
Med indførelsen af bomtrawl og stentrawl har fiskene i dag ingen
steder hvor de er fredede på naturlig måde. Dette er en af
grundene til at vore fiskeressourcer overalt er tilbagegang.
Hårdslæbende
fiskeredskaber og råstofindvindinger ødelægger vore stenrev og
de forhindrer genopbygningen af fiskebestandene. Så hvis vi
virkelig mener noget med at sikre biodiversiteten i vore farvande,
som anbefalet af bl.a. Wilhelms Udvalget, så bør vi have et
generelt forbud mod de fiskeredskaber der ødelægger stenrev og
vi bør stoppe for tilladelser til råstofindvindinger på stenrev.
Vælg de politikere der
vil føre en ansvarlig fiskeri- og miljøpolitik.
Fiskeskipper Gunnar
Jacobsen, E 230 Merkur, Esbjerg, Formand for Landsforeningen
Levende Hav
|