Siden 1999 har vi ikke beskæftiget os med Bjørn Lomborg. Dengang mente vi som i dag at han er varm luft og at vi og andre skulle afholde os fra at kritiserer Lomborg, for så ville han forsvinde af sig selv. Det gjorde han nu ikke og det hænger sammen med at man netop ikke lod ham være i fred. Lomborg stortrives i modvind og da han er god til mediet og selviscenesættelsen, blev han selvfølgelig den nu siddende regerings miljøorakel.  

Når vi tager ham op igen hænger det sammen med regeringen og ikke mindst miljøministeren Hans C. Schmidt. Nu er det er åbenbart blevet alvorligt for Lomborg og hans stilling som direktør, at han er blevet bedømt til at være videnskabelig uredelig. Og noget tyder på at regeringen får problemer i denne sag og kun fordi Lomborg ikke er så videnskabelig som han burde være til stillingen som direktør.

Men en fyret Lomborg vil ikke ændre en tøddel på regeringens miljøpolitik. Ligesom de andre spinddoktorer bruger regeringen Lomborg til at fodre medierne med de mange historier. Fyrer de Lomborg som direktør for Miljøinstituttet, finder de hurtig en anden direktør - der er flere kandidater med de lomborgske kvalifikationer – og Lomborg kommer ikke til at lide nogen nød, ham finder regeringen et andet job til ham, som den miljøprovokatør de har brug for.

Vi siger endnu engang: Drop Lomborg og de andre provokatører og spinddoktorer, gå direkte efter det svage punkt, dvs. struben på denne regering når det gælder miljø. Denne regering fører en elendig miljøpolitik, det kan der ikke være megen uenighed om. Derfor bør miljøets vogtere ikke løbe ind i, men komme rundt om de forsvarsværker, som regeringen har sat op med Lomborg og de andre spinddoktorer.

Og når miljøministeren, efter at redelighedsudvalget har vendt tommelen nedad, fortsat har tillid til Bjørn Lomborg, har regeringen et svagt punkt og der skal vi bide os fast, for regeringens miljøpolitik kommer til at spille en stor rolle under den næste valgkamp og derfor må der meget gerne ryge en miljøminister undervejs.

Ovenstående er ikke noget fromt ønske, det er blot et udtryk for den realisme der præger miljøpolitikken i dag. Vi kommer ikke til orde og indflydelse under denne regering, det kan vi godt opgive. Vi får en sludder for en sladder, for denne regering handler det ikke om et godt miljø, men om et godt image.

Derfor må vi gå efter det svage led – regeringens frygt for at miste befolkningens støtte.