Debatindlæg af Kurt Bertelsen Christensen, formand i Landsforeningen Levende Hav.

Tidligere offentliggjort på Miljøstyrelsens Hjemmeside som indlæg i 'Debat om Miljø' emne: Borgernes miljørettigheder. Indlægget tager udgangspunkt i det 3. af i alt 5 spørgsmål til debat.

Siden 1992 har miljøbevægelserne ligget i slipvinden på de politiske- og administrative miljø departementer og direktorater. De toneangivende, og dermed trendsættende og politisk rådgivende organisationer, har 'købt' politikernes påstande om at de skulle udvise professionalisme for at blive hørt, taget alvorligt og komme til fadet. Dette ses i de mange internationale konferencer hvor også danske miljøfolk drager verden rundt for at blive taget alvorligt. Vi så det herhjemme i juni 1998 med miljøkonferencen i Århus, hvor de få græsrødder som stillede op med konkrete og fysiske bidrag, blev ignoreret af konferencens mange deltagere. For hvorfor skulle politikerne og deres embedsmænd besvære sig med at bevæge sig udenfor til græsrødderne, når man som i Århus kunne få 'græsrøddernes' synspunkter serveret sammen med måltiderne?

Foruden at lægge op til debat kunne det måske inspirere til et 6. spørgsmål som kunne være: Skal - 'de grønne organisationer som sidder med ved bordet' - skilles fra græsrødderne? Spørgsmålet er stillet ud fra denne betragtning: I stedet for at genopfinde et nyt begreb som dækkende for græsrodsbevægelsen, kunne 'de grønne organisationer som sidder med ved bordet', måske overbevises om, at deres begreb om miljøbevægelser ikke længere kan rummes i græsrodsbegrebet, og at de dermed må i gang med at få defineret deres nye rolle i miljøarbejdet.

Indlægget tager bl.a. udgangspunkt i udmeldinger fra Miljøministeren, og de politikere og embedsmænd, som i de senere år gentagne gange har sagt, at miljøbevægelsen må professionalisere sig for at få mere indflydelse. Jeg ved ikke om disse opfordringer er udtryk for en gennemtænkt anbefaling til miljøbevægelserne, til fordel for et bedre miljø, eller de er udtryk for officiel strategi til hvad jeg kalder en pacificering af miljøbevægelsen. Jeg håber selvfølgelig ikke at det sidste skulle være tilfældet og at ønskerne om en mere professionel miljøbevægelse, alene er et resultat af en nødvendig udvikling - som man så kan synes om eller ej - i forhold til de miljøbevægelser som 'nu sidder med ved bordet'. Skulle det være tilfældet, aktualiserer det behovet for en skilsmisse mellem det jeg tillader mig at kalde den folkelige/praktiske- og den professionelle/teoretiske miljøbevægelse

Nogen vil måske mene, at dette indlæg ikke hører hjemme i denne sammenhæng, hvor der er sat en dagsorden 'ved bordet'. Men en sådan tilgang vil give mig ret i min bekymring. For 'flotte ord omsat i handling' og 'input til det danske lovarbejde' o.s.v. som man kan læse i opfordringen, fordrer et frodigt, aktivt, folkeligt og praktisk miljøarbejde i marken. For måske har miljøbevægelsen, som nogen påstår, sejret af helvede til, men jeg mener ikke at dette skudsmål dækker over det 'rene miljø'.

I personkredsen omkring Djurslands Hav- og Kystskole, Miljøkutter Anton og Landsforeningen Levende Hav har vi flere gange haft dette spørgsmål til debat, uden dog at jeg vil påstå, at vi er nået til nogen holdbar konklusion. Spørgsmålet er vanskeligt, fordi de grønne, som alle andre kritiske grupperinger, jo er bedst tjent med, at alle 'trækker på samme hammel'. Men efter topmødet i Århus kan det ikke længere skjules, at der er mere, end blot samarbejdsproblemer i forholdet mellem den stærkt organisatoriske, professionelle og teoretiske miljøbevægelse og den svagt organisatoriske og praktiske miljøbevægelse. Først nævnte omfatter den medlemsmæssigt største gruppe, hvor jeg blot vil nævne fire kendte organisationer som DN Danmarks Naturfredningsforening, WWF Verdensnaturfonden, Greenpeace og Økologisk Råd, en samlet bevægelse som lægger stor vægt på den politiske indflydelse og som alle 'sidder med ved bordet'. Den anden gruppe omfatter de mange mindre landsdækkende foreninger, lokale foreninger, sammenslutninger o.s.v. De er kendetegnet ved at være knyttet til et emne, et område eller et fagligt og konkret folkeligt miljøarbejde (med fagligt forstår jeg konkrete miljøprojekter knyttet til andre fag som landbrug, fiskeri, industri etc. det kunne være organisationer LØJ Landsforeningen for Økologisk Jordbrug, Grønne Familier, LLH Landsforeningen Levende Hav etc.)

Den stærkt organisatoriske, teoretiske og miljøpolitiske miljøbevægelse som 4 ovennævnte hører til, vil sikkert protestere mod at blive sat i bås, og de har da også ansvaret for folkelige projekter, men i offentligheden er det ikke disse projekter som så at sige 'driver værket'.

Derimod tror jeg ikke, at de mindre organisationer vil protestere imod, at de ikke skulle 'sidde med ved bordet'. For meget tyder på, at de store mere har brug for det folkelige, end de mindre har brug for at 'sidde med ved bordet'.

Selv om det er svært med denne opdeling af miljøbevægelsen i forskellige kategorier, så mener jeg at vi må i gang med diskussion af dette spørgsmål.

Inden mine begrundelser for og baggrunden for en opfordring til debat om dette spørgsmål, vil jeg understrege, at jeg ikke ser dette som spørgsmål om hønen eller ægget. Altså om teorien går forud for praktisk handling eller omvendt, eller for den sags skyld de historiske rettigheder inden for miljøbevægelsen. Det er ikke konstruktivt at se spørgsmålet som besvaret, ved at påstå, at arbejdet i marken er forudsætningen for et forbedret miljø eller omvendt, at det teoretiske skaber forudsætningerne for markens miljøarbejde. Det er heller ikke særligt konstruktivt at påberåbe sig historiske rettigheder, ved at påstå, at netop denne eller hin bevægelse blev årsagen til det gode resultater, for derigennem at kunne forklare hele miljøbevægelsens udvikling.

Mine spørgsmål er alene begrundet i håbet om en debat om en overordnet strategi hvor der bliver plads til alle gode kræfter der vil det samme - en mere miljøvenlig bæredygtig udvikling.

Baggrunden for spørgsmålet

I forbindelse med et større projekt i og omkring Østersøen i juni 1992 'Østersøen - Fælles Hav - Fælles Fremtid', og igen året efter, hvor jeg med mange andre arrangerede et stort miljøtræf på Tunø, med mange deltagere fra alle lande rundt Østersøen, kom vi for første gang i tvivl.

For på Tunø skulle et meget spændende projekt søsættes, et projekt som havde fået titlen 'Grønne Makkere'. Projektet havde fået mere end 5 mill. i støtte fra Miljøstyrelsens miljøstøtte til østlandene, men Danmarks Naturfredningsforening formåede - efter at støtten var bevilget - at få nedlagt dette projekt. DN mente ikke, at de mindre græsrods organisationer var professionelle nok til at lave projekter i det fhv. Sovjetunionen. (bl.a. mente DN at vore sprogkundskaber ikke var gode nok). Den begrundelse gjorde ondt, for netop på sprogområdet synes vi selv, at vi havde problemer. Men dengang, og det er også senere blevet bekræftet igennem flere projekter i Østeuropa, har sproget vist sig kun at være en del af et praktisk projekt, ikke forudsætningen.

Men netop på dette tidspunkt var direktøren i DN centralt placeret i bl.a. RIO NGO topmødet (et meget sprogligt forum), og han sad også som repræsentant for græsrødderne i den Rådgivende Komité for miljøstøtteordningen for Østeuropa. Og selv om Friluftsrådet skulle have ansvaret for de mange penge, fik den efterfølgende ballade med DN til følge, at projektet blev 'sat i bero' af Miljøstyrelsen indtil de 'grønne kunne blive enige', som det stod i brevet fra Miljøstyrelsen.

Vi tog ikke kampen op mod DN. For det første havde og har vi stadig ikke de organisatoriske ressourcer der skal til, og for det andet ser vi det heller ikke som vores opgave at sørge for at 'de grønne kan blive enige'. Men alligevel har vi selv og andre som støttede op om sagen, og ikke mindste de mange mennesker fra Østeuropa, i årene der er gået, gentagne gange måttet forklare os selv og andre hvad og hvorfor det gik galt?

Måske havde vi selv en del af skylden. For selv om Østersøprojektet i 1992 ikke blev lanceret som en direkte protest imod Flamingo park under RIO-topmødet i juni 1992, undlod vi ikke i vore pressemeddelelser at nævne Brundland rapportens sandhed 'Handel lokalt - tænk globalt'. Og på spørgsmål fra journalisternes kunne vi ikke skjule en kritik af græsrøddernes lange flyrejse til eksotiske strande på bekostning af det hårde fysiske samarbejde (mange lande og havne, udstillinger, fiskekøkken og store og vanskelige diskussioner). Men vi har endnu tilgode at få afklaret hvad og hvorfor det gik galt?

Flere mindre sager, specielt omkring de danske broprojekter, satte igen spørgsmålet på dagsordenen. Men senest med Topmødet i Århus blev spørgsmålet meget aktuelt.

Vi valgte at deltage med vores flere årrige projekt omkring Aralsøen i Kazakstan. Vi kunne også havde valgt vore projekter omkring fiskeriet og havmiljøet, men da topmødet havde en speciel vinkel på det fhv. Sovjetunionen valgte vi at få udarbejdet en større udstilling om Aralsøen, og selvfølgelig i den forbindelse, at få inviteret de mennesker som bor ved Aralsøen til at deltage i NGO-forumet.

Bortset fra det alternative teoretiske topmøde Århus i dagene 20-25 juni 'European ECO Forum' så var vores og andres fysiske omstændigheder tilstede på Brobjergskolen i Århus. Men bortset fra vor egen miljøminister og den kazakiske delegation, fik vores udstilling og vore kazakiske partnere ikke det store besøg, fra de tæt ved 1000 officielle deltagere som opholdt sig et par hundrede meter fra Brobjergskolen. De mange politikere og embedsmænd som var stævnet til Århus for at sætte en ny miljøpolitisk dagsorden havde enten ikke tid eller interesse i, at afsætte en halv time til at få et indblik i den 'næsten virkelighed' de skulle sætte en ny dagsorden for. De få vi talte med, begrundede dette svage fremmøde med, at der ikke var tid og at græsrødderne jo sad med ved bordet. Der var selvfølgelig et flow af oplysninger fra os til dem, men det gør det ikke alene.

For de fysisk tunge græsrodsprojekter på Brobjergskolen som vi tilhørte, har ganske enkelt ikke tid til både at udforme store programmer heller kritiserer de meget komplicerede forslag som kommer under et sådant topmøde. Vi ser vores tilstedeværelse som et konkret indput og måske også et pusterum i al den teori, samt ikke mindst en tilstedeværelse, hvor vi er værter som modtager gæster. Forsøger vi at gøre begge dele bliver begge dele kun dårligere.

Her er det centrale punkt i dette spørgsmål. Jeg ser græsrødder som grebet af virkeligheden. Det er altså mere virkeligheden som har taget og definerer græsrodsbegrebet end det er græsrødderne der forsøger at hænge fast i virkeligheden med det yderste af fingerneglene. Og man kan ikke begge dele.

F.eks. dette tunge miljøproblem som Aralsøen repræsenterer for alle som bor i området og for os som forsøger med dansk bistand at støtte denne befolkning. Denne virkelighed kan vi simpelthen ikke bringe ind i et forum, hvor slutresultatet kan måles i et 'bør' som blev ændret til 'skal'. Denne ændring mod et skal, skal fremmes, ingen tvivl om det, elles var der ingen grund til at holde et topmøde. Men de som har ansvaret for topmødet må også tage hensyn til at miljøbevægelsen ikke kan alt, d.v.s. alle kan ikke 'sidde med ved bordet' fordi virkeligheden har taget dem.

Og selv om vi deltog i det alternative teoretiske topmøde kunne dette topmøde ikke formidle vores projekt til miljøministrene og deres embedsfolk, det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Det bedste og det optimale ville være, om topmøde deltagerne tog til Aralsøen, med det formål at få ændret på tingenes tilstand. Det gør de ikke, så derfor må Aralsøen og dens befolkning komme til dem. Aralsøen var i Århus sammen med en mindre gruppe kazakere. Men meget få af de officielle deltagere mødte disse mennesker og deres historie. Det var ikke tilfredsstillende for os eller de kazakere som vi havde ansvaret for. De andre udstillinger og fysiske bidrag havde samme frustration over at blive overset.

Konferencen i København den 8. September afholdes for at Miljøstyrelsen kan få indput til det danske lovarbejde, herunder må gælde det danske lovarbejde som rette sig mod den store verden. Jeg har følgende indput:

 

1. Miljøstyrelsen o.a. bør overveje, om strategien om inddragelse af græsrødderne i det direkte arbejde med udformning af konventioner og. lign. er tilstrækkelig gennemtænkt og dermed fremmende i forhold til det fælles mål - et højere mål af miljøvenlig bæredygtig udvikling?
2. Dertil kunne Miljøstyrelsen o.a. overveje et nyt begreb som dækkende for de organisationer som ønsker at 'sidde med ved bordet', da disse organisationer ikke nødvendigvis taler på vegne af græsrødderne.
3. Dette fordi Miljøstyrelsen o.a. bør overveje, om udviklingen er løbet fra græsrødderne i forhold til det officielle arbejde. Selvfølgelig vil græsrødderne altid være der, men de skal også have nogle guide lines for deres virke. F.eks. skal de ikke bruge så stor energi på at tiltrække det officielle topmødets deltagere, hvis ikke arrangørerne støtter op om deres initiativer.
4. Miljøstyrelsen o.a. bør konkret tage stilling til begrebet 'alternative topmøder'. Hvis de skal fortsat, på en eller anden måde, skal være knyttet til de officielle topmøder, bør man overveje om topmøder skal indlægge en tvungen vandring ud til udstillinger og om man inden for sikkerheds området kan have en mindre del af de enkelte fysiske omstændigheder, en lille stand etc. Dette punkt blev aktuelt fordi vi bl.a. havde fået fremstillet en, synes vi selv, flot plakat, hvor der var mulighed for at skrive en besked. Denne blev ophængt forskellige steder i topmøde bygningen, med oplysninger skrevet på mange forskellige sprog, men af uforklarlige grunde blev alle plakater revet ned inden deltagerne indtog bygningen.