Kære Hans Christian Schmidt
I medierne ser vi at du er tilfreds med
resultaterne fra EU miljøminister mødet i Sønderborg. Du mener
at EU og ansøgerlandene nu er godt på vej mod Johannesburg. Det
kan alle jo være tilfredse med, men hvad synes du om mødet med
det folkelige miljøarbejde og sønderborgenserne?
Set fra vores perspektiv så det ikke godt
ud. Vi så ikke noget til mødedeltagerne, men vi så meget til
politiet. Vi (Landsforeningen Levende Hav) stillede op i Sønderborg
med udstillinger og sejladser, med det formål at møde Jer
(ministre, embedsmænd), til fremme og styrkelse af den folkelige
miljødebat. Som landsforening for det levende hav er det områderne
havmiljø og fiskeri vi sætter i front, med udstillinger om
bundmalingerne, havforureningen, fiskeri m.m. Vi lå blot hundrede
meter fra Sønderborg Slot og vi havde sendt invitationer op på
slottet og hotellet - men ingen tog imod dem! Vi sendte en
anmodning til den ansvarlige i dit ministerium om at blive
inviteret til det uformelle NGO møde I havde arrangeret fredag
aften – man svarede end ikke på vores anmodning. Vi havde bedt
om at få en e-mail adresse til pressecentret, eller en liste over
de akkrediterede journalister, så vi kunne sende vore meddelelser
til pressen – vi fik ingen adgang til pressecentret. Så set ud
fra vores perspektiv, er der ikke indhold i din megen tale om det
folkelige i miljøpolitikken.
Desværre var vi ikke alene om dette
perspektiv. Vi mødte mange sønderborgensere og turister ved
udstillingen og på vore sejlture. Vi ville gerne tale med dem om
miljø og bæredygtig udvikling, men disse emner blev langt
overskygget af situationen i Sønderborg. Alle var optagede af EU
mødet, ikke på grund af mødets indhold for det kendte man ikke
noget til, men på grund af
det massive politiopbud, det havde ført med sig. Uden undtagelse
var alle enten hovedrystende eller forargede over at I havde brug
for så store politistyrker. Og ingen havde forståelse for de
europæiske miljøministre, som lod hånt om miljøet og lod sig
transportere i hver sin bus.
Jeres søndagsfrokost på Ballebro Kro blev
intet mindre end en skandale. Dette lille fredelige færgeleje,
som I kunne have nydt i fred og ro, fik I forvandlet til et
mareridt af politi og biler. Ministre i et hav af busser, mere end
hundrede betjente, blokerede veje og 20 – 30 lokale beboere som
hovedrystende så på, mens de blev gennet rundt af dit politi.
Hvad skulle denne forestilling til for? Hvad
har det med danske politiske traditioner for åbenhed at gøre? Og
hvad skal der ske med den folkelige miljøforståelse som du
ellers taler så meget for? Vi håber virkelig ikke, at Sønderborgmødet
har sat standarden for møder under det danske EU formandskab!
Til en større åbenhed under det danske EU
formandskab skal vi anbefale følgende forbedringer.
Brug lidt tid på at orientere borgerne i de
byer og områder som I overtager til EU møderne. Gå en tur i
byen og kom endelig forbi og se vore udstillinger og få en snak.
I det mindste kan vi opfordre dig til at give anbefalingen videre
til regeringens øvrige ministre – så den danske åbenhed i
forbindelse med EU-møderne kan få et reelt udtryk.
Af konkrete praktiske forbedringer under møderne
skal vi anmode om at der oprettes direkte mail adresse til
pressecentrerne. Det er vigtigt for den folkelige debat i Europa,
at vi der står udenfor kan sende pressemeddelelser og kommentarer
til den nationale og internationale presse som dækker EU møderne.
Vi er klar over at Jeres sikkerhed spiller en
større rolle i dag end tidligere. Men lad ikke jeres
sikkerhedsforanstaltninger overskygge det vigtigste i Jeres
gerning - kontakten til de mennesker hvis politiske hverdag I har
ansvaret for. (Og så er det dog f.eks. ikke så farligt at være
politiker som fisker. I den franske del af Middelhavet druknede
mere end 20 fiskere i forbindelse med deres arbejde sidste år).
Åbenhed og folkelighed kan ikke alene klares
gennem TV mediet – her må I vise mod og tage kontakt med de
mennesker som viser interesse for Jeres møder.
Med ønsket om mere åbenhed
Formand for Levende Hav, skipper Gunnar
Jacobsen, Esbjerg.
Talsmand, Kurt Bertelsen Christensen, Ferring
Strand.
|