I forbindelse med EU miljøministrenes topmøde
i Sønderborg den 19-21. juli, finder man også Landsforeningen
Levende Havs projektfartøj M/S Anton og udstillinger om havmiljø
og fiskeri.
Lørdag fra 14.00- 16.30 inviterer vi
pressen ombord. Vi vil følge topmødedeltagernes sejlads
med dampskibet ”Alexandra” og sejlskibet ”Frem”, så vi
kan få billeder og indtryk af ministrene i arbejde.
-
Topmødedeltagerne bør være glade for at have M/S Anton
som ledsagefartøj under deres sejlads. M/S Anton har nemlig
erfaring med bjærgning af dampskibe, der løber tør for damp.
Fredag den 12. juli bjærgede M/S Anton det russiske 88 tons tunge
dampskib ”DUNKAN” sikkert i havn i Middelfart. Det russiske
fartøj havde løbet dampen af sig i Lillebælt nord for Assens.
M/S Anton er parat, hvis miljøministrene
pludselig skulle få fornemmelsen af, at de ikke kan holde dampen
oppe under topmødet – eller hvis de skulle få den fejlagtige
opfattelse at dampen er gået af den folkelige opmærksomhed på
miljøpolitikken.
Der er nemlig stor folkelig opmærksomhed på,
at vandene omkring EU har en kvalitet, så vi kan bade i det uden
at risikere mærkelige hudsygdomme og på at de fisk, vi får op
fra vandet har en kvalitet, så vi ikke behøver bekymre os om,
hvorvidt de nu også er egnede som føde for mennesker.
Og vi skal gøre miljøministrene opmærksomme
på, at de stadig har en stor opgave her, som vil kræve, at de sætter
fuld damp på topmødet.
Landsforeningen Levende Hav er en NGO
organisation som arbejder for et rent og levende hav og for at det
danske og det europæiske fiskeri bliver mere økologisk bæredygtigt.
Under det danske EU formandskab stiller
foreningen op hvor det er relevant, dvs. i de byer hvor der er
miljø- og fiskerimøder, og hvor der er en havn. I denne
forbindelse har foreningen fået støtte fra de midler som det
danske Udenrigsministerium bevilger gennem NGO centret, til støtte
for alternative møder og arrangementer under det danske EU
formandskab.
For flere oplysninger kontakt M/S Anton på
telefon 5124 8220 5124 5720 el. 5124 5712
Mail
anton@levende-hav.dk
www.levende-hav.dk
Kontaktperson
Kurt Bertelsen Christensen
|