LIMFJORDEN TIL DEBAT

Landsforeningen Levende Hav's bidrag til en handlingsplan 1997

Foreningen forsøger her med et bidrag til den debat som vi håber vil føre til en langsigtet handlingsplan for erhvervsfiskeriet i Limfjorden.

Som udgangspunkt mener vi, at erhvervsfiskeriet skal fremmes i Limfjorden. Accepteres den tankegang som vi synes skinner igennem i debatoplægget; at erhvervsfiskeriet nu er nede på så lavt et niveau at det lige så godt kan afskrives, kommer vi på afveje.

Selvfølgelig kan Limfjorden også uden et erhvervsfiskeri fortsat være et attraktivt område, både for de mange som bor ved fjorden som for de mange turister der er på besøg ved fjorden. Men en udvikling hen imod en fjord, som man kan sejle på og bedrive et rekreativt fiskeri på efter kunstigt udsatte ørreder er ikke en udvikling, men en afvikling, og ikke kun en afvikling af erhvervsfiskeriet, men en afvikling af ideen om, at vi skal påtage os ansvaret for det vi ødelægger.

Limfjorden kan efter vores mening genopstå som et område med et økologisk- og økonomisk bæredygtig erhvervsfiskeri, her er den begrænsende faktor; hvor mange penge vil vi bruge på projektet?. Vi mener ikke at pengene bør være begænsende for en genoplivning af erhvervsfiskeriet i Limfjorden herunder den nødvendige genoprettelse af miljøtilstanden, og vi mener ikke at pengene skal bevilges, fordi erhvervsfiskeriet i sig selv skal genoplives.

Pengene skal bevilges, fordi vi som samfund ikke vil tillade, at et erhverv der bidrager til samfundshusholdningen med gode fødevarer, forsvinder blot fordi ’det ikke kan betale sig’ at opretholde erhvervet.

Det er efter foreningens opfattelse, en verden til forskel på en fiskeproduktion fra et givet område, hvor den økologiske balance fremmes, og enhver anden produktion af industriprodukter og/eller produktion af unødvendige fødevarer.

Derfor skal et bæredygtig/økologisk erhvervsfiskeri i Limfjorden fremmes ved hjælp af en selvstændig og langsigtet handlingsplan, som ikke nødvendigvis er afhængig af den fiskeripolitik, som dette år er startet på at fremme et bæredygtig/økologisk fiskeri i det åbne hav, men en handlingsplan som bygges op omkring en pulje til formålet, suppleret med de kendte støtteordninger på fiskeriområderne.

Væsentlige spørgsmål i hørringsrunden, hvor der indledningsvis konkluderes at: Grundlaget (en ren fjord) ikke er i orden endnu og derfor foreslås følgende midler:

1. Skal vi vente med at ophjælpe fiskebestandene til fjorden er renere, eller skal vi gå i gang nu?
2. Muslingefiskeriets påvirkning af miljøet er det for stort, skal erhvervsinteresser veje tungt, hvad med kulturbanker, under et, hvordan kan fremtidens muslingefiskeri tilrettelægges?
3. Hvad med Ørreden og fremtiden omkring denne fisk?
4. Hvad med de øvrige bestande, skal de ophjælpes, beskyttes eller have lov at udvikle sig i takt med at forholdene forbedres?
5. Hvad med industrifiskeriet, skal det søges afviklet?

Man beder os om:

• at tænke nyt og utraditionelt
• at turde give køb på ’gamle’ rettigheder fór at finde nye veje
• at være konstruktive

Miljøet

Det burde indledningsvis synes unødvendigt at få understreget; at tilførsel af næringsstoffer fra områderne omkring Limfjorden skal begrænses, men for en god ordens skyld understreges det endnu engang, at bl.a. grønne marker og levende hegn synes afgørende for begrænsningen af den store overflade tilførsel af fosfor til Limfjorden. Desuden skal vådområderne genetableres, og ligesom drikkevandet nu skal beskyttes, ved en kraftig reduktion af pesticider og kvælstof tilførsler, skal Limfjordens vand beskyttes ved en begrænsning af tilførslen af kvælstof og hjælpestoffer fra landbruget.

Erhvervsfiskeriet

1. At ophjælpe fiskebestandene i et område hvor miljøet er i uorden er spild af penge. Når miljøet er i orden forventer vi at et åbent område som Limfjorden vil blive udsat for en indvandring af arter der også kan være med til at genopbygge gydebestandene. De indhøstede erfaringer fra overflytninger af rødspætter fra Nordsøen til Kattegat viser også at resultaterne på igen måde står mål med indsatsen. Hvis vandkvaliteten ikke er i orden bliver rødspætterne ikke i de nye omgivelser.

 - derfor: Indsatsen skal koncentreres om en forbedring af vandmiljøet.

 2. Afsnittet om muslingfiskeriet er tankevækkende. Figur 8 viser landingerne siden 1941 og de tal sætter et alvorligt spørgsmålstegn ved om fjorden virkelig kan holde til denne kraftige stigning.

Et andet spørgsmål som ophvirvling af bunden under muslingefiskeriet fortjener opmærksomhed. Ifølge debatoplægget har muslingeskabning tilsyneladende igen betydning på omsætningen af uorganisk N og P samt organisk stof, og oplægget konkludere at muslingeskrabning ikke ’har vist at have væsentlig betydning for vandkvaliteten i fjorden’. Måske hænger det sammen med, at vandkvaliteten i forvejen er så dårlig, at ophvirvlingen derfor ikke får nogen målbar betydning.

Engelske forskere præsenterede under Nordsøkonferencen i Holland i 1989 en rapport som konkluderer: ’Fishery corse more harm to Nature then polution’. Rapporten kom som et svar på skadevirkninger fra bomtrawlfiskeriet i sig selv. Forskerne var overbevist om at ophvivlingen var mere skadelig end selve fiskeriet.

I hæftet siger man da også under løsningsforslagene ’lukning af områder for musligefiskeri, hvis man ønsker en mindre påvirkning af fjordbunden’.

Ikke kun ophvirvlingsproblemet i sig selv kunne blive løst, men også et beskyttelse af muslinger og ålegræs kan blive resultatet af en kraftig reduktion af muslingefiskeriet.

- derfor: Konkret er der en større konsentration af fosfor i Limfjorden end i mange andre farvandsområder. I Limfjorden mener man da også at P og N er på samme nivau som begænsende faktorer. P bindes i sedimentet og vil uden ophvivling, omsættes over en forholdsvis lang årrække. Det kraftige muslingefiskeri med den teknik der bruges i dag bidrager, meget mere end rapporten giver indtryk af, til forringelsen af vandmiljøet, p.g.a. den store omsætning af fosfor. Lægges dertil fjernelsen af de store mængder muslinger som bidrager positivt til et bedre vandmiljø og ødelæggelserne af ålegræs etc. bør der ske en kraftig reduktion i det traditionelle muslingefiskeri.

I stedet for det traditionelle muslingefiskeri skal der i gangsættes dyrkning på tove og net. Dyrkning af muslinger bør være økonomisk bæredygtig og ikke kun en foranstaltning for at holde gang i et alt for stort muslingfiskeri. Dertil skal der:

• udvikles en teknik som kan behandle de kunstigt dyrkede muslinger som har en tyndere skal end de naturlige.
• ydes støtte til en produktudvikling og en markedsføring af ferske muslinger.

 3. Hele afsnittet om havørreden synes at pege i retning af ønsker om et attraktivt og turistpræget rekreativt fiskeri. Man ønsker her nogle løsningsforslag som kan forhindre at områderne omkring fjorden mister turistindtægter.

Man mener at smolt tilgangen er på ca. 200.000 stk. og at den max. kan være på 875.000 stk. Måske er der planer om at øge smolt tilgangen ved kunstig udsætning af 600.000 stk. Det må i såfald betyde at de mange vandløb som afvander til Limfjorden skal være eller blive i en miljøtilstand som muliggør denne udsætning.

 - derfor: Vi har tillid til Lystfiskerorganisationer, som gennem flere år har udført et stort arbejdet at ophjælpe ørredbestande i de danske farvande. Mener disse organisationer, at ørredbestanden kan og bør ophjælpes i og omkring Limfjorden, kan man støtte deres projekter.

Ål-, hornfisk- og stenbidder afsnittende taler for sig selv. Kun spørgsmålet om hvorvidt tilgangen gennem Thyborøn kanal er begrænset af tilsandning, synes at være overvurderet. Hvis man forestiller sig at pumpe sand nord for Sælhundeholmløbet, udelukkende for at fisken kan vandre ind i Limfjorden, synes vi det er ude af proportioner. Selvfølgelig kun man anlægge den betragtning, at skal man bruge sand til forskellige formål, så kan dette sand pumpes på en sådan måde, at man tilgodeser en uddybning som så igen kan betyde en større indvandring.

4. Rødspætternes fremtid i fjorden ser alt andet end lys ud. Spørgsmålet er om noget overhovedet kan gøres for fjordens tilstand er normaliseret. Fiskeriet har igen betydning længere, så eneste mulighed for rødspættens tilbagevenden hænger sammen med forureningen. Der tales også om Thyborøn kanalen som begrænsende faktor, p.g.a. tilsandingen.

Fra min (Kurt Bertelsen Christensen) tid som fisker i Thyborøn husker jeg et stort rødspættefiskeri langs kysten både syd og nord for kanalen. Når rapporten siger at rekrutteringen fra Nordsøen, ikke burde være mindre, ’fordi Nordsøbestanden ikke er væsentlig mindre’, så er det forkert, både hvad angår bestandsanalysen som det faktum at kystfiskeriet efter rødspætter har være udsat for en alvorlig tilbagegang.

Så selv om bestanden som helhed skulle være den samme (hvad den ikke er), så kan den kraftige reduktion i kystbestanden kun have negativ indflydelse på tilgangen gennem Thyborøn kanal.

- derfor: Tilgangen fra Nordsøen er stoppet som også kystfiskeriet efter bl.a. rødspætter er stoppet. Tilgangen fra øst vil måske vise en fremgang fordi rødspættebestanden i Kattegat er i fremgang. Selv om forureningen har og stadig spiller en stor rolle i kystfiskeriets tilbagegang, så er det også et faktum at kystfiskeriet i dag bedrives af store fartøjer, herunder bomtrawlere, som i 70`erne ikke fiskede så tæt på kysten. Her kunne en opstramning af den lovgivning som forbyder store fartøjer med stor maskinkraft adgang til fiskeri inden for 12 sømil måske også være af betydning for indvandringen af rødspætter fra vest.

M.h.t. skrubbernes tilbagegang spiller enkelte lokaliteter en stor rolle. Skrubber lever mere stationære og er som følge heraf mere udsat for lokal forurening, der synes dødeligheden blandt æg, laver og ungfisk at være hovedårsagen.

Østers: Østers dyrkning er efter vores mening en oplagt mulighed for at få en sammenhæng imellem investeringer i en dyrkning af østers og en kraftig opstramning af en miljøplan for fjorden.

I gangsætter man østersdyrkning, med støtte fra det offentlig, i en skala der betyder noget, så må man forvente at det offentlige får bedre argumenter for skrappe miljøkrav. Da østers ikke er så følsomme over for iltsvind som muslinger - fordi østers ligger på de lavvandede områder - er det udmærket at få sat gang en østersproduktion i denne overgangsfase indtil fjorden bliver iltsvindsfri område.

Den europæiske østers giver bedre priser end de indførte Stillehavs østers. Mange af de østers vi kan få på markedet i dag, kommer fra Frankrigs mudrede flodmundinger og de smager også derefter. En Limfjordsøsters smager bedre, derfor kan der spilles på mange strenge for at få gang i en produktion af de oprindelige østers. De områder man udlægger som østersbanker vil også blive fredet for andet fiskeri. Det kunne igen være med til at give et fingerpeg om fredning betyder noget ved ophjælpning af fiskebestande.

- derfor: I den hollandske del af Vadehavet har man som nævnt igangsat en markedsføring af produkter fra Vadehavet og man forventer at dette initiativ vil sprede sig til den tyske og danske del af vadehavet. Muslinger, rejer og østers herfra skal markedsføres som økologiske produkter med en kraftig betoning af hvad man også forstår som Trade Fair produkter. Vi mener at noget lignende kunne foregå fra Limfjorden. Silden, brislingen, hornfisk, musling og østers kunne få en særlig opmærksomhed ved at blive markedsført som højkvalitetsprodukter suppleret med natur og kultur bestemte argumenter.

På Bornholm ligger man som nævnt under for den ’sandhed’ at sild skal være så store som mulig, derfor kan man ikke engang bruge Østersøsilden i produktionen af de berømte Bornholmer sild. Det er simpelthen ikke godt nok. Man bliver nødt til at se på de lokale resurser som netop en resurse, og ikke som nu, som et problem.

Vi foreslå at offentlige kroner bruges på produktudvikling og markedsføring af fjordens arter. Begrundelsen burde være til at få øje på.

Og østersbanker er noget der burde satse på. Vi har spist østers i Danmark siden Arilds dage. Østers er en dejlig spise også tilberedt. Myten om at østers skal indtages - helst 1 meter under havoverfladen - er skabt af de mennesker som helst så denne ’luksus’ spise for sig selv. Men østers er først og fremmest en folkelig spise. Og skal folket nu være med til at forbedre miljøet i Limfjorden, skal de selvfølgelig også have råd til at spise østers. At der er gode penge i østers, fordi de rige æder dem, skal ikke være argumentet, men derimod skal østers være for alle, og derved kunne man forvente større opbakning til løsningen af Limfjordens fremtid som et fiskefarvand.

5. Sild/brislingfiskeriet viser en svag fremgang, men på baggrund af et fiskeri på et meget lavt niveau. Her er det vigtigt at få understreget at sild og brisling er konsumfisk, også selv om man i debatoplægget kan læse at disse Limfjords sild og brisling ikke kan bruges til konsum.

Men historien har utallige eksempler på fiskearter som ikke kunne bruges, men som i dag er blevet værdifulde spisefisk.

Den danske fiskeindustri siger selv at den kører med rebede sejl og alle mand ved pumperne, industriens indtjening (profit) er alt for lav. Så derfra kan man ikke forvente en produktudvikling og markedsføring af sild og brisling fra Limfjorden. Den samme industri vil hellere købe råvarer fra gigant tilførsler fra notfartøjer. Problemstillingen kendes også fra Bornholm hvor de berømte Bornholmersild ikke er Østersøsild, men importerede sild fra bl.a. Island.

- derfor: I en langsigtet handlingsplan for Limfjorden bør der indgå strategier for produktudvikling og markedsføring af de helt specielle limfjords- sild og brisling. I det hollandske, tyske og forhåbentlig snart det danske vadehavsområde, har initiativrige personer og organisationer igangsat en produktudvikling og markedsføring af fiskeprodukter fra Vadehavet. Miljø og økologi indgår som vigtige parametre i disse initiativer. Deres strategi: ’At vi har at gøre med noget ganske særligt’ kunne bruges i en langsigtet handlingsplan for Limfjorden.

Men for at det kan lykkes, bør industrifiskeri efter sild og brisling udfases. De ca. 2000 tons/år er en negativ faktor i en langsigtet handlingsplan for Limfjorden. Industrifiskeriet har negativ betydning for konsumfiskeriet og det har negativ betydning hos forbrugerne. En afvikling af industrifiskeriet i et afgrænset område som Limfjorden kunne give gode reference m.h.t. større viden om industrifiskeriets betydning for den økologiske balance og forbrugernes respons på industrifiskeriet.

Produkter fra Limfjorden kunne markedsføres fra et område hvor erhvervsfiskeriet har stoppet industrifiskeriet, for i stedet at satse på konsumfiskeriet.

En Limfjordssild bør være noget helt specielt. Det kan ikke nytte noget, at et så følsomt lokalt fiskeri ligger under for ideen om at silden skal være på Islandssild størrelse, for at blive solgt. Der skal sættes massivt ind på en markedsføring af disse dejlige Limfjordsild, som netop er dejlige fordi de er mindre og derfor meget fine i kødet. Brislingen er også en herlig konsumfisk. I stedet for at bruge 100 mill. på at reklamere for fisk som burde kunne sælges på fiskens kvalitet, burde man bruge pengene på de oversete arter, herunder sild og brisling fra Limfjorden. Den rent danske ’Produktudviklingsstøtte’ taler om støtte til produktudvikling af ikke kvoterede arter, denne støtteordning må kunne udvides til at støtte de kendte arter som sild og brisling, men fra et afgrænset område som f.eks. Limfjorden.

Debatoplægget er et udmærket initiativ og der er brug for dét. Men dét har også et præg af ’købmandskabets’ pragmatik. Man ser tilsyneladende gerne at de penge der skal investeres, i det mindste, bør komme de rekreative udfoldelsesmuligheder tilgode. Vi mener at de rekreative formål er bifangsterne ved fremme af et erhvervsfiskeri i Limfjorden.

Landsforeningen Levende Hav mener derfor at alle sejl skal sættes, for at få skabt et folkeligt engagement omkring en forbedring af Limfjordens vandmiljø, dette engagement fremmes hurtigere sammen med en nyttiggørelse af fjordens produkter, for os alle. 

Landsforeningen Levende Hav, 1. 12. 1997

Kurt Bertelsen Christensen, Formand