|
EU
forordning 850/98 30.03.1998 Artikel 18. 4a og 4b
4a.
Taskekrabber må kun beholdes ombord hele og må
kun landes hele.
4b.
Dog må højst 5 vægtprocent af den samlede
fangst af Taskekrabber eller dele heraf, der beholdes om bord
eller landes, bestå af aftagne klør.
Kommentar:
Vi har ikke kunnet læse bemærkningerne til forordningen,
men ministeriet oplyser, at forordningen skal sikre, at krabberne
behandles etisk forsvarligt (dyrevelfærd). Forbudet
skulle således være resultatet af en påstand
om at fiskerne ikke dræber krabberne inden klørerne
brækkes af og resterne smides tilbage i havet. Biologisk
bæredygtighed, ressource bæredygtighed eller krabbernes
forurening af havmiljøet skulle ikke være nævnt
i forordningen.
Redegørelsen
Landsforeningen
Levende Hav har bl.a. udarbejdet denne redegørelse
til brug for et foretræde for udvalget. Den beskriver
kort situationen omkring fangsten af Taskekrabber som den
argumenterer imod et etisk begrundet forbud mod landing af
krabbeklør.
Sagen
drejer sig om Taskekrabben Cancer pagurus som er den
største af samtlige krabbearter i danske farvande.
Den kan opnå en skjoldbredde på over 20 cm i bredden,
hvor den så vil være ca. 10 år. Taskekrabben
lever i Kattegat, Skagerrak og i Nordsøen hvor den
på en stenet havbund findes i t stort antal, specielt
efter en mild vinter.
Garnfiskerne
fanger Taskekrabber som en utilsigtet bifangst specielt
i perioden maj - november. Enkelte fiskere bedriver et direkte
fiskeri efter krabber, enten i hummertejner eller også
i stormaskede garn, da store masker og relativt kraftige garn
gør det muligt at udtage krabberne uden at de mister
klør og ben.
Men
størsteparten, mere end 90% fanges som utilsigtet bifangst
i fiskeriet efter både fladfisk og rundfisk. Praksis
i dette fiskeri er, at man dræber krabberne med en gummihammer,
hvori der er monteret et kraftigt søm/spiger. Under
indhalingen, og umiddelbart efter at krabberne er landet på
dækket eller på et bord, slår man 1-3 gange
dette spiger ind i bugen på krabben. Krabben dør
øjeblikkeligt, da spigeret rammer krabbens nervecenter.
Denne metode sikrer at krabberne ikke gør modstand
når de skal vikles ud af garnene og den sikrer også
at arbejdet med garnene blive betydelig nemmere.
Under
udpilningen af fisk, krabber og andet, afbrækkes de
to større klosakse (Krabbeklør), derefter må
man som regel også afbrække krabbens 6 ben, hvorefter
krabbeskjoldet fjernes fra garnene. Som regel er skjoldet
gået itu i 2 eller flere dele, da spigeret ikke kan
undgås at revne skjoldet.
De
mindre fartøjer dræber krabberne med spiger,
de større fartøjer knuser, pulveriserer krabberne.
Begge metoder begrundes med rationelle argumenter, som af
hensyn til redskaber og arbejdet med at pille krabberne ud
af garnene.
Spørger
man fiskerne om de synes det er i orden at afbrække
klør og ben, for derefter at smide den levende krabbe
tilbage i havet, vil de sige nej. Ingen fisker med respekt
for sig selv og sit erhverv ville svare anderledes. På
spørgsmålet om hvad man gør ved de krabber
som fiskerne ikke nåede at slå i hjælp under
indhalingen, svare de - de bliver slået ihjel og er
man i tvivl om at krabben skulle være død, kender
alle fiskere til metoden med at slå skjoldet ned på
kanten af lønningen eller anden hård kant, en
metode som sikre at krabben er død.
Vi
må derfor konkludere, at etik argumentet begrundet i
dyrevelfærd, er uholdbart i denne sag. Krabberne dør
umiddelbart efter fangsten, de bliver aflivet af fiskerne.
Skulle der mod forventning være en rest af fiskere,
som af uforklarlige grunde ikke dræber krabberne inde
de kaster kroppene overbord, kan myndighederne udsende en
forordning som under bødestraf pålægger
fiskerne at aflive krabberne inden de afbrækker klør
og ben. En sådan forordning vil have større gyldighed,
da den kan dækker over al fangst af krabber, herunder
også andre krabber. For uanset om der skal landes hele
krabber, krabbeklør eller krabbeklør med kroppe,
så skal krabberne ud af garnene og dertil bliver klør
og ben brækket af, eller de skal knuses, pulveriseres,
for at få tømt garnene.
Alt
afhængig af årstid, sted og redskaber kan der
være få el. mange krabber i garnene. I højsæsonen,
under de for krabbefangst rette forhold, d.v.s. uroligt vejr
og hav, kan der være mellem 20-100 Taskekrabber pr.
garn. Det er ikke ualmindeligt, at et fartøj kan lande
50-100 kg. krabbeklør. I højsæsonen kan
priserne varierer, alt afhængig af størrelse
og kvalitet, mellem 20-40 kr/kg. For et mindre garnfartøj,
som fisker tæt ind under kysten, betyder fangsten meget,
idet værdien på 1-2000 kr. svarer til 30-40% af
hvad et sådant fartøj skal omsætte for
pr. fangstdag.
Fiskerne
beretter, at krabbeklør opnår højere og
højere priser - der er altså et voksende marked
for krabbeklør. Fiskerne beretter også, at for
de mindre fartøjer som dagligt lander deres fisk, udgør
salget af krabbeklør en ikke ubetydelig indtægt.
Fiskerne beretter også, at de større garnfartøjer
som fisker til havs i flere dage, kun medtager klør
fra de sidste 2 fangstdage og at disse fartøjer er
gået over til den metode hvor man knuser krabberne.
I
1998 landede de danske fiskere 220 tons Krabbeklør.
Havde fiskerne også skullet lande krabbekroppene ville
landingen havde været på ca. 1000 T, idet klør
og kroppe sættes til en faktor 1-5.
Fastholdes
forbudet skal myndighederne kunne svare på følgende
spørgsmål:
- Hvad skal garnfiskerne
som utilsigtet fanger Taskekrabber gøre?
- Selv siger de,
at de ikke kan lande hele kroppe. De kan lande resterne
af kroppene, men til hvilket formål? Hvis Fiskerikontrollen
skal tilkaldes for at kontrollere om krabberne er døde
og om der er det rette forhold mellem kroppe og krabbeklør,
hvad kommer denne kontrol til at betyde for Fiskerikontrollens
arbejde med andre og mener vi vigtigere formål?
- Og hvad vil
der ske med kroppene eller resterne? Skal fiskerne selv
sørge for at få kroppene bliver fjernet fra
havnen? Hvad skal de større fartøjer gøre,
de har udviklet en teknik hvor krabberne bliver pulveriseret?
- Krabberne skal
ud af garnet - død eller levende. Kommer den levende
ud og skal den landes vil den henligge i kasser i måske
flere dage, derefter vil den ligge i fiskehandlerens vindue,
sælges til forbrugerne for derefter at blive aflivet
i kogende vand. Men først skal krabberne ud af garnet.
Og uanset hvor nænsomt dette gøres vil man
påføre denne lidelser, øjne ben og klør
vil blive rykket af.
- Hvis fiskerne
dræber krabberne med et spiger vil disse ikke kunne
sælges, da skaldyr i fiskehandlen skal være
levende. Og som redegjort for, vil fiskerne, uanset metoden,
få vanskeligheder med at dræbe krabberne så
nøjagtigt, at de undgår at krabbekroppene går
i flere stykker. Også derfor vil man umuligt kunne
lande hele krabber.
De
i forordningen tilladte landinger på 5 % klør
af krabbens samlede vægt vil ikke få nogen betydning,
da fiskerne så skal give afkald på at ca. 80%
af den mængde klør de kan lande i dag. Forordningen
vil betyde at landingerne af krabbeklør vil ophøre.
Ovenstående
redegørelse kan suppleres med følgende oplysninger:
Forbudet
synes at stride mod almindelig sund praksis i lovgivningen.
- Forbudet har
overhovedet ikke været til debat. Fiskerne kunne læse
om dette første gang den 4. November 1999 i Fiskeri
Tidende.
- Forbudet er
ubegrundet, ingen dokumentation som kan støtte påstanden
om at fiskerne ikke dræber krabberne.
- Forbudet er
ulogisk, fiskerne skal have krabberne ud af garnet uanset
om de landes eller ej. Ingen kan forstå at en både
sund og velsmagende føde nu skal smides overbord.
- Er det overhovedet
lovmedholdeligt at straffe de mange for at ramme de få?
- Hvis dette forbud
opretholdes uden logisk og holdbare argumenter vil det skade
den danske- og europæiske fiskeriforvaltning – og
hvem skulle have gavn af det?
- Forbudet vil
alt andet lige sætte spørgsmålstegn ved
alvoren i de store miljø- og ressource bestemte forvaltnings
opgaver som venter på at blive løst.
- Forvaltningen
af fiskeriet skal være logisk og holdbar ellers gør
den større skade end gavn.
Formand
Kurt Bertelsen Christensen
Landsforeningen
Levende Hav
Fredag
den 26.12.1999
Brev
til ministeriet:
Ministeriet
for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Holbergsgade
2
1257 København
K
Vedr. Krabbeklør
Fra
og med næste år forbyder man fiskerne at lande
Krabbeklør. Forbudet er begrundet med, at fiskerne
ikke dræber krabberne, men blot tager kløerne
for derefter at smide de klørløse levende krabber
tilbage i havet.
I
Landsforeningen Levende Hav forstår vi ikke dette forbud.
- Hvorfor udsteder
man ikke et cirkulære som pålægger fiskerne
at dræbe krabberne efter at de er fanget?
- Hvis ikke det
skulle være nok og myndighederne fastholder at der
skal være et forbud – er det så overhovedet
rimeligt og lovmedholdeligt at udstede et forud, uden at
der har været en offentlig debat om sagen?
Vi
husker en artikel i fra midten af 1980érne, hvor en
tilskuer på en havn, havde observeret, at en garnfisker
havde brækket kløerne af krabberne og derefter
smidt de levende krabber tilbage i havet. Men siden den artikel
har vi ikke set nogen offentlig debat om emnet.
I
Levende Hav mener vi, at det er uetisk at genudsætte
levende krabber uden klør, men at en fisker for 15
år siden opførte sig uetisk, bør efter
vores mening, ikke føre til en kollektiv afstraffelse
af alle de fiskere som bedriver et både etisk og økologisk
forsvarligt fiskeri - det er således et meningsløst
og ikke mindst uøkologisk forbud der er på vej.
Vi
har spurgt til sagen i direktorater og ministerier og tilsyneladende
arbejdes der på, at fiskerne kan få lov til at
lande krabbeklør, hvis de også i land bringer
krabbekroppene. D.v.s. at fiskerne skal lande X antal krabbekroppe,
men hvad der så skal ske står hen i det uvisse.
- Skal der så
stilles en diagnose som sikrer at krabben er død?
- Og hvad skal
de værdiløse krabbekroppe bruges til?
Vi
opfordrer til, at der udsendes et cirkulære som indskærper
fiskerne at dræbe krabberne efter at de er fanget.
Bønnerup
den 22.11.1999
Arbejdsgruppen
for et økologisk fiskeri i Landsforeningen Levende
Hav.
Formand
for landsforeningen Levende Hav Kurt Bertelsen Christensen
tlf.
97 34 84 50 el. 40 59 48 87
|