Kurt Bertelsen Christensen

Efter nytår bliver det forbudt at lande krabbekløer (Taskekrabbens to store klosakse). Krabberne skal nu landes hele, fordi fiskerne mistænkes for uetisk adfærd ved at smide levende krabber tilbage i havet, efter at de har taget kløerne. Men danske garnfiskere fanger krabber og uanset om de landes eller ej, skal krabberne - som er en utilsigtet bifangst – ud af garnene. Fiskerne gør alt for at undgå krabberne, da de ødelægger redskaberne og de slår dem ihjel fordi det er nemmere at få dem pillet ud af garnene efter at de er døde.

Forbudet er EU bestemt og det stammer tilsyneladende fra en intern konflikt i det sydeuropæisk fiskeri mellem de forskellige former for et direkte fiskeri efter krabber. Men forbudet glemte at tage højde for det vi Danmark forstår som utilsigtede bifangster.

Denne forglemmelse bør give stof til eftertanke, fordi der er langt alvorligere etiske sager på vej i garnfiskeriet - garnfiskeriets utilsigtede bifangster af marsvin. Ligesom med krabber, gør fiskerne alt for ikke at fange marsvin, ingen fiskere bryder sig om at fange disse dyr. Men krabber og marsvin følger med garnfiskeriet, og fiskerne kan som i krabbefiskeriet kun arbejde for at reducere fangsten, helt undgå disse bifangster kan garnfiskerne ikke - de følger med et garnfiskeri.

Hvor krabbesagen har levet i det skjulte forholder det sig anderledes med marsvin. De mange miljø- og dyreværns foreninger presser på for at få myndighederne til at gribe ind over for fangsten af marsvin, og fra næste år bliver der udstedt et påbud, som pålægger stort antal garnfiskere, at montere de såkaldte ’pingere’ - lydapparater på deres redskaber. Disse pingere mener nogle få eksperter med Fødevareministeriet i spidsen, vil skræmme marsvinene væk fra garnene. Og fiskerne skal nu montere disse pingere, uanset om man kender konsekvenserne af pingerne i havmiljøet.

I denne sag sammenblandes etik og bæredygtighed til en udrikkelig cocktail, som kun glider ned fordi sagen vedrører en lille minoritet i dansk fiskeri. Og da fiskeriforvaltningen i Danmark og i EU ikke har mods- og mandshjerte til at tage fat om de fiskerier som ødelægger natur- og ressourcegrundlaget, lader de sig villigt forføre af lobbyisterne fra det store fiskeri og fra miljø- og dyreværns folket. Og det er - målt på det levende hav - en skandale, hvor den utilsigtede bifangst af marsvin er et alvorligt dilemma som alle burde arbejde på bliver løst, så det skånsomme og økologisk set sunde garnfiskeri kan fortsætte.

Men det gør man ikke og resultatet er forudsigeligt. Når resultaterne af "pingerforsøgene" er opgjort til de forventede magre resultater, vil myndighederne være tvunget til gribe ind og nedlægge forbud mod garnfiskeriet i bestemte perioder; med bestemte redskaber; i bestemte havområder, alene fordi bifangsten af marsvin skal ophøre og dertil er det kun at forbyde garnfiskeriet. Alle aktører er tilfredse, miljø- og dyreværns folket fik det de gik efter, et symbol som kan sælge medlemsskaber. Det ødelæggende fiskeri, som både etisk og bæredygtigt er helt ude af kurs, kan fortsætte og udbygge deres fiskeri i fred og ro.

Fredninger og lukninger af havområder er trenden i den globale naturforvaltning, også selv om alle burde vide, at sammenblandingen af kunstige grænser, streger på søkortet og et erhvervsfiskeri, er uforenelige. Men der er netop blevet slået nogle lange streger i Middelhavet og stregerne omkranser et område på 87.000 km² hav som nu er udlagt til et naturreservat. Trawlfiskeriet forbydes og andre former for fiskeri skal holdes under et skarpt opsyn, som det udtrykkes.

Det skræmmende i dette nye reservat i Middelhavet er ikke begrænsninger af fiskeriet, men at forureningen fra land skal begrænses, og dertil skal de som forurener åbenbart have et reservat! Forurenerne vil have sikkerhed for, at når de skal til at betale for at få renset deres lort, så skal det også komme dem tilgode, i form af en ekspropriering af deres gamle losseplads. Sådan fremstår denne på alle områder snavsede sag. Det er en bombe under erhvervsfiskeriet og et alvorligt tilbageslag for princippet om at forureneren skal betale.

I Landsforeningen Levende Hav arbejder vi for et rent hav og en bæredygtig ressourceforvaltning og dertil hverken kan eller vil vi ikke stå udenfor og tegne streger. Vi mener at natur og menneske hører sammen, uanset om mennesket fanger fisk eller tegner streger som forhindrer at der fanges fisk. Fiskere, landmænd jægere og alle os andre skal behandle naturen ordentlig, gør vi ikke det skal samfundet gribe ind og få produktion og adfærd bragt i overensstemmelse med princippet om bæredygtighed. At frede naturen, at udlægge den som reservater er ikke bæredygtigt – det er sidste nødløsninger.

Denne udvikling mod at frede naturen fra os mennesker må stoppes. Naturfredninger bør alene dække over naturlige behov og ikke over, at vi mennesker er på vej til at bilde os ind, at vi har mere brug for ideen natur, på bekostning af den virkelighed hvortil også, bymennesket, burde have et tilhørsforhold.