Tamme torsk

Norges oliemilliarder har fået opbygget en produktion af tamme laks (ca. 450.000 tons/år). En produktion som sidste år gav Norge indtægter på 10 mia. kroner. Til sammenligning solgte Danmark fiskeprodukter for ca. 15 mia. kroner.

Der er mange penge i opdrættet fisk og nu satser Norge også meget stort på opdræt af torsk.

I Danmark har vi også opdræt i saltvand, ca. 7000 tons ørreder om året og nu vil vi også i gang med opdræt af torsk.

Et nyt firma har fået en pose penge af Direktoratet for FødevareErhverv til formålet og man taler om at den danske produktion kunne blive i størrelsesorden 20.000 tons/år. Det er en ikke ubetydelig mængde som svarer til lidt under halvdelen af den samlede torskekvote (TAC’en) i Nordsøen

Med disse voksende produktioner af laks, ørreder, torsk, pighvarrer skal der fanges større og større mængder af foderfisk (tobis, hvilling, lodder, brisling osv.) i havet. Og dette fiskeri er en alvorlig trussel mod havets fødenetværk (tidligere kaldet ”fødekæden”).

Dette netværk, som også kan forklare havets økosystem, er på flere led meget følsomt og på andre meget robust. Men ifølge ICLARM, som er et internationalt institut for fiskeriforskning, er det forbundet med store risici at fiske lavt i fødenetværket. Det at man fjerne store mængder småfisk til fiskemel og olie for bl.a. at føde opdræts fisk, har allerede nu fået alvorlige konsekvenser for det for konsumfiskeriet interessante fødenetværk.

I Nordsøen er den samlede biomasse i havet gået tilbage med 30% de seneste 20 år, og eneste forklaring på denne voldsomme tilbagegang er at vi fisker i blinde, at vi faktisk ikke er klar over konsekvenserne for vores forvaltning og fiskeri. ICLARM hævder bl.a. at aldrig tidligere har vi forvaltet så meget, brugt så mange midler på forvaltning og aldrig tidligere har det stået så galt til med fiskeri og bestande. Konklusionen er den enkle, at vi må revurderer vores opfattelse af fiskens betydning i økosystemet, at vi må sikre basis produktionen i havet og så høste af de mere robuste produktioner. Mennesket er sidste led i havets fødenetværk, det ved vi, og vi må respektere denne viden. Det betyder ikke at vi kun skal æde hvaler, som er næstsidste led, men at vi må gøre os klart, at fanger vi f.eks. al kril i havet, så dør bardehvalerne af sult. Og fanger vi al tobis så dør mange konsumbestande også af sult.

Tobis er først og fremmest føde for andre fisk, sæler, fugle og hvaler og er der noget tilbage efter dette måltid, så kan mennesket nyttiggøre dette ”overskud”.

Sådan foregår tobisfiskeriet ikke i dag. Tobisen er blot en bestand som andre kommercielle bestande og  som sådan forvaltes den. Man ser udelukkende på tobisbestandens robusthed i sig selv og tillader et fiskeri, som ikke tager højde for tobisens placering i fødenetværket.

Med udviklingen af en større og større produktion af tamme fisk, og et tilsvarende større og større høst af fisk til foder, bliver havets økosystem tilsvarende mere og mere følsomt og forarmet.