Med et debathæfte ”Havbrug 2001” og Miljøministeriets godkendelse til en udvidelse af produktionen af ørreder i saltvand, mener Dansk Havbrugerforenings formand Lars H. Pedersen LHP, at han kan ”dokumentere”, at produktionen af ørreder i danske farvande er en miljøforsvarlig og økonomisk bæredygtig virksomhed. I Århus Stiftstidende beskylder LHP Landsforeningen Levende Hav for at være ”uvidende om de faktiske forhold” i den danske ørredproduktion til havs. Indlæggets afslutning, hvor LHP ”ser i øjnene at dialogen med Levende Hav bliver en død sild”, og LHPs mangel på respekt for andres meninger og holdninger, viser, at LHP kun vil en dialog med de som er enige med ham i, at ørredproduktion i danske farvande er fornuftig og miljømæssigt forsvarligt og at denne produktion også kan og bør tidobles.

Her skal først slås fast at Dansk Havbrug tager fejl, de danske farvande kan ikke klare flere havbrug. At dansk havbrug har fået Miljøministeriets blå stempel er uforståeligt, for der findes ingen bæredygtige argumenter for en udvidelse af ørredproduktionen i de danske farvande.

LHP skriver i Århus Stiftstidende, at han vil give læserne et indblik i ”faktiske forhold i fiskeindustrien” og henviser til debathæftet Havbrug 2001 og Miljøministeriets havbrugsplan. Vi har studeret begge skrifter og det er et skønskrift fra havbrugserhvervet og et uigennemtænkt venstrehånds arbejde fra et ministerium, som ikke har formået at få havbrugsplanen på plads og i orden med de marine aktører i det danske samfund.

Mht. de faktiske forhold for havmiljøet oplyser fiskerne ved Sejerø, at selv nu 5 år efter at produktionen blev nedlagt ved Sejerø, får man stadig affaldet fra ørredproduktionen, det tykke sorte slam i garnene, og fiskene er endnu ikke vendt tilbage til området. Vi inviterer hermed  Miljøministeriet, ørredproducenterne og deres foreninger til en tur til havs ved Samsø, hvor vi sammen kan studerer bundprøver fra det område.

De danske havbrug bidrager ikke væsentligt til den samlede kvælstof belastning af de danske farvande, men de bidrager alt for meget lokalt. Og man kan ikke som LPH forsøger, anstændigvis sammenligne den samlede verdensproduktion af laks og ørreder med den danske. Det er simpelthen en verden til forskel på de lavvande danske farvande og de nordatlantiske farvande, hvor laks produceres på vanddybder på 100- 600 meter.

Mht. de faktiske forhold i den danske produktion af ørreder kan vi oplyse, at de danske ørreder fik dumpekarakter i Madpublicisternes testsmagning i København hvor vi deltog. De dansk producerede ørreder smagte ikke godt og de var løse i kødet. Men det ligegyldig hvordan ørrederne smager, da produktionen bliver brugt til fremstilling af ørredrogn. Ved hjælp af hormoner presses ørrederne til at frembringe rogn i den korte vækstsæson vi har i Danmark. En produktion som erhvervet naturligvis forbigår i tavshed.

Mht. akvakulturens betydning for fisk på verdensmarkedet, betyder produktionen af laks og ørreder meget lidt. Over 90% af akvakulturens produkter kommer fra vegetarfisk i Asien.

LHP genopliver den gamle myte om, at vilde fisk bruger mere energi end de opdrættede. At man vil få mere ud af at fange den vilde fisk og forarbejde denne til fiskemel for så at fodre laks og ørreder med dette foder. Det er noget gedigent vrøvl. Ser man på energitabet fra hav til bord i produktionen af laks og ørreder, er det argument blevet skudt sønder og sammen.

Mht. det fiskeri som skal bidrage med foderet er der heller ikke længere tvivl. Industrifiskeriet efter småfisk, tobis i Nordsøen og brisling og sild i Østersøen synger på sidste vers. Det fiskeri går alvorligt ned af bakke og seneste har de førende fiskeriorganisationer fra Skotland anmodet EU kommissionen om at for forbudt industrifiskeriet i Nordsøen, bl.a. til ophjælpning af de konsumbestande som har fået det så dårligt.

Levende Hav har været på banen siden 1995 med vores modstand mod en udvidelse af ørredopdræt i de danske farvande. At Dansk Havbrug afviser en dialog med os tager vi med ro. Også fordi vi ikke tror, at Dansk Havbrug vil få stoppe deres store planer gennem en dialog med Levende Hav. Derimod tror vi at den danske befolkning og dets myndigheder vil stoppe Dansk Havbrugs vækstplaner, og det er den danske befolkning og myndigheder som er målgruppen for Levende Havs offentlige debat.

De danske farvande kan bære en mindre produktion af ørreder på et økologisk grundlag. Dvs. at foderet, for størstepartens vedkommende bør komme fra fiskeaffald og fra indvolde og de fisk som konsumfiskerne får som bifangster, men som ikke kan sælges. En sådan produktion bør selvfølgelig foregår uden brug af medicin og fremmedstoffer, af hensyn til havmiljøet. Fisken skal også have meget mere plads i burene så kødet bliver af en større værdi, den kan miljømærkes og sælges til de købedygtige forbrugere.

Dansk Havbrug burde se fremad. De burde satse mere på skaldyr, muslinger, østers, kammuslinger osv. som renser havet for kvælstof og de bør også satse på vegetarfisk som f.eks. Tyklæbet multe Chelon labrosus, en fisk som efterhånden er blevet ret almindelig i de danske farvande. Det er en fremragende og velsmagende spisefisk som også bruges i dambrug i andre lande og i modsætning til rovfisk består multens føde af alger og anden organisk materialer og dem er der jo som bekendt nok af de danske farvande.

Kurt Bertelsen Christensen, Projektleder i Levende Hav