Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Kan man fodre ”økologiske” akvakulturfisk med industrifisk?

 - Kort økologiske cost/benefit analyse af økologisk akvakultur

Tre hensyn er af betydning for en økologisk konsekvensanalyse.: Forbrugeren (ernæring, sundhed), nærmiljøet (udledninger, slid), økologien (de store sammenhænge).

Traditionelle dambrugsfisk fodres allerede med industrifisk, så for forbrugeren er der ingen ernæringsmæssige fordele. Den ”økologiske” akvakultur tilbyder heller ikke p.t. nogle virkelige fordele i miljøet omkring dambrugene og havbrugene i forhold til traditionelle brug.  Grundet de skrappe krav til udledninger fra dam- og havbrug ville det også være svært.

-         Men hvis der nu var nogle forbruger eller miljøfordele, ville det så være muligt at fodre ”økologiske” fisk med industrifisk? For at besvare det må man se på de økologiske konsekvenser af industrifiskeriet, der skal levere råvarerne. Der kan ses to scenarier for udviklingen i fiskeriet i Nordsøen:

Scenarium 1

Bestande af større spisefisk holdes på det nuværende lave niveau eller fiskes helt væk, og produktionen af spisefisk foregår ved at fange foderfiskene - tobis, sperling, brisling og så videre - og så bruge dem i en eller anden form for akvakultur. Fiskeri efter spisefisk vil blive reduceres til bomtrawling efter fladfisk.

Scenarium 2

Det lykkes at bringe bestandene af større spisefisk op på et forvaltningsmæssigt forsvarligt niveau, med en naturlig bestandsstruktur, og med mange målarter, og et forskelligartet fiskeri.

Økologisk set indebærer Scenarium 1 en reduktion i diversitet, et forenklet økosystem og stor indgriben i havets stof- og energitransport. Scenarium 2 indebærer en fiskeriproduktion i større overensstemmelse med havets økologi, mindre indgriben i stof- og energitransport og større og mere forskelligartet udbytte af spisefisk.

Scenarium 1 er det nemmeste at gennemføre, idet det på fiskerisiden kun kræver nogle store trawlere og en masse hestekræfter. Scenarium 2 kræver international regulering under hensyntagen til mange målarter og fiskemetoder, og stiller krav til dygtighed hos politikere, forvaltning, og fiskere. Vi har en tydelig parallel til forholdet mellem det industrialiserede landbrug og det økologiske jordbrug.

Lige nu kan der fiskes en masse industrifisk, uden at det går ud over spisefiskene. Det skyldes, at de store spisefisk, der skulle have spist småfiskene, ikke er der. Hvis man af den grund vil kalde fiskeriet på industrifisk for ”bæredygtigt”, skal man huske på, at det er en kunstig situation, og at det er forbundet med store omkostninger at opretholde den. 

Økologisk set kan der ikke være tvivl om, at det er Scenarium 2, vi skal arbejde hen imod. Det betyder, at hver gang der skal træffes beslutninger angående fiskeri og fiskeriforvaltning, må det vurderes, om de skubber i retning i retning af Scenarium 1 eller i retning af Scenarium 2 for Nordsøen.

Ethvert brug af industrifisk – uanset til hvilket formål – er med til at fastholde fiskeriet i Scenarium 1 som leverandør af biomasse til andre sektorer. Et voksende brug af industrifisk er med til at binde investeringer i skibe, transport, foderfremstilling og anlæg til fiskeproduktion. De er med til at ændre vores forbrugsvaner, og er med til at fjerne de sidste spredte rester af fiskerikultur.

Hvis man er enig i, at de enkelte økologiske sektorer ikke kan ses isoleret, og at en ”økologisk” produktion et sted ikke må være skabe en ”uøkologisk” produktion et andet sted, så er det I den nuværende situation for fiskeriet umuligt at kalde nogen form for akvakultur baseret på fangst af industrifisk ”økologisk”.

Jan Gruwier Larsen

jgl@c.dk

Biolog

Medlem af Landsforeningen Levende Hav

Hedegård 12.03.2003