MILJØ styrelsen                                                                  

Havbrugsplan 2001

1.   Indledning

Dette notat indeholder Miljø- og Energiministeriets plan for en ændret miljømæssig regulering af havbrug og saltvandsdambrug. Aktiviteten kan, både lokalt og regionalt, påvirke miljøet og den biologiske mangfoldighed i ugunstig retning. Havbrugs og saltvandsdambrugs andel af den samlede udledning af næringsstoffer til det danske vandmiljø er imidlertid begrænset. Udledningen af organisk stof er dog relativt noget højere. Herudover er det centralt, at der i løbet af 1990rne har været en positiv miljømæssig udvikling i erhvervet, selv om udledning af næringsstoffer, organiske stoffer og miljøfremmede stoffer stadig kan give problemer lokalt.

Der har været henvendelser fra både Dansk Havbrugerforening og Danmarks Naturfredningsforening til miljø- og energiministeren om reguleringen på området.

Internationalt er der stor interesse for reguleringen af området, og hovedparten af de internationale havkonventioner omhandlende miljø- og naturbeskyttelse på programmet har havbrug på dagsordenen. I Biodiversitetskonventionen er det marine område et hovedemne. Konventionen rangerer bæredygtig udvikling af akvakultur blandt "Areas of particular concern" og opfordrer de kontraherende parter til at udvikle akvakultur i overensstemmelse med FAO’s "Code of Conduct for Responsible Fisheries". The World Conservation Union, IUCN har under sine marine programmer med resolution 1.18 "Aquaculture" vedtaget en række målsætninger for havbrugsdrift omhandlende naturbeskyttelse, spredning af sygdomme og fremmede arter, forurening, og retablering af områder efter "polluter pays" princippet. Der er desuden med deltagelse af EU-landene og Norge nedsat en arbejdsgruppe, der blandt andet skal beskrive den bedste miljømæssige praksis ved havbrugsdrift.

2. Baggrund

2.1 Generel beskrivelse af sektoren

Saltvandsbaseret fiskeopdræt har eksisteret i Danmark siden 1970’erne og er overvejende baseret på regnbueørreder. Den samlede nettoproduktion for hele erhvervet var i 1999 på ca. 7.200 tons, og de 25 havbrug og 13 saltvandsdambrug i drift producerede i alt henholdsvis ca. 5.000 og 2.200 tons. Til sammenligning var der i 1999 godt 400 ferskvandsdambrug i drift, som havde en nettoproduktion på ca. 33.000 tons.

En meget stor del af produktionen eksporteres. Sektorens beskæftigelse på landsplan er marginal, men beskæftigelsen kan i mange småsamfund være af stor økonomisk og social betydning, bl.a. ved i nogen grad at kompensere for nedgang i fiskerierhvervet. I de danske havbrug beskæftiges i alt ca.     70 personer på helårsbasis. I slagtesæsonen er der dog tale om en beskæftigelse på 200-300 personer.

Opdræt af saltvandsfisk kan lokalt/regionalt udgøre en væsentlig forureningsfaktor. Hav- og saltvandsdambrug udleder kvælstof (N), fosfor (P) og organisk stof, som først og fremmest stammer fra foderspild og ekskrementer. Dertil kommer udledningen af diverse hjælpestoffer, herunder antibegroningsmidler og medicin, hvis miljøkonsekvenser kun er sparsomt belyst i dag. Set i det store perspektiv har udledningerne af næringssalte fra saltvandsbaseret fiskeopdræt dog en mindre betydning for vandmiljøet, idet det kun står for omkring 0,1 % af den samlede N- og P tilførsel til de danske havområder fra direkte punktkilder, vandløb og atmosfæren. Udledningen af N og P udgør dog 2,5-3 % af den samlede udledning fra punktkilder. Det skal også bemærkes, at størsteparten af erhvervets udledning finder sted om sommeren, hvor effekten af næringssalte på havmiljøet er størst. Den beregnede udledning af organisk stof var i 1998 omkring 9% af den samlede udledning af organisk stof, hvor udledningen fra renseanlæg, der udleder til havet, udgjorde 13%. Hvor næringsstofbelastningen sammen med belastningen fra andre kilder har betydning for den samlede belastning regionalt, så belaster det organiske stof hovedsageligt i nærområdet omkring havbruget, idet det først og fremmest er det lokale vandmiljø og især bundens plante- og dyreliv omkring havbruget, der påvirkes. Det organiske stof spredes kun i mindre omfang regionalt.

Hertil kommer dog, at opdrættet kan give lokale problemer i form af støj- og lugtgener og medføre fysiske påvirkninger af havbunden under og omkring anlæggene.

De fleste havbrug befinder sig i de indre farvande: Lillebælt, det nordlige Bælthav, Smålandsfarvandet og Store Bælt, og udledningerne kan være en medvirkende årsag til ilt- og eutrofieringsproblemer. De er som regel placeret i områder med stærk vandgennemstrømning, i ringe afstand til land og ved små havne. Saltvandsdambrugene ligger tæt ved kysten, heraf halvdelen ved Ringkjøbing fjord.

Placeringen af havbrug i de pågældende farvandsafsnit er imidlertid ofte i konflikt med naturbeskyttelseshensyn, idet disse områder huser store naturværdier og naturressourcer, som er af en sådan kvalitet, at områder i international sammenhæng er klassificeret som værende af international betydning for især rastende vandfugle.

I de nævnte farvandsområder er der efter EF-fug­le­be­skyt­tel­ses­di­rek­ti­vet og EF-habitat­di­rek­ti­vet udpeget en række store beskyttelsesområder. Danmark er internationalt forpligtiget til i disse områder at undgå forringelser af naturtyper og levesteder samt forstyrrelser, der har betydelige negative konsekvenser for de arter, området er udpeget for at bevare. På den baggrund har der ikke været givet nye tilladelser til etablering af havbrug i beskyttelsesområderne, og tilladelser til udvidelse af de eksisterende havbrug har været administreret restriktivt.

I det danske havbrugserhverv er produktionsperioden kun på ca. 6-7 måneder, idet det er nødvendigt at slagte fiskene i løbet af efteråret og at tage anlæggene på land om vinteren for at undgå skader på fisk og netbure. Det skyldes, at ørrederne kan få livstruende vanskeligheder med deres saltregulering i det kolde havvand i vintersæsonen, og at havbrugenes anlæg kan ødelægges, hvis vandet fryser til is. Saltvandsdambrug, der har produktion hele året, fungerer i princippet som ferskvandsdambrug bortset fra, at der anvendes indpumpet saltvand i stedet for ferskvand. Det salte afløbsvand fra saltvandsdambrugene skal igennem en rensning, førend det ledes ud i det marine miljø.

2.2. Den nuværende miljøregulering

2.2.1. Plansystemet

I følge planloven skal der ske en udpegning af områder til virksomheder med særlige beliggenhedskrav. Dette omfatter bl.a. saltvandsbaseret fiskeopdræt. Samtidig skal amterne fastlægge vandkvalitetsmålsætninger for de kystnære havområder. Herudover kan saltvandsbaseret fiskeopdræt være omfattet af de såkaldte VVM-bestemmelser, jf. bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning. Dette betyder, at der for disse anlæg skal udarbejdes et regionplantillæg med VVM-vurdering. Indtil 1999 var alene de anlæg, der blev placeret udenfor de i regionplanerne udpegede områder, omfattet af VVM-bestemmelserne (omfattet af bekendtgørelsens bilag I). Og udvidelser var alene omfattet, hvis de pågældende virksomheder ligeledes lå udenfor de udpegede områder og der var tale om væsentlige udvidelser, der kunne sidestilles med nyanlæg. Efter 1999 er formuleringen af bilag I ganske vist bibeholdt, men det har kun den betydning, at anlæg udenfor områderne altid er VVM-pligtige ved nyanlæg eller ændringer, der kan sidestilles hermed. Saltvandsbaseret fiskeopdræt optræder samtidig på bekendtgørelsens bilag II, hvilket betyder, at ethvert anlæg (nyetablering eller ændringer, der kan være til skade for miljøet) også er omfattet af VVM-reglerne, hvis de må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt. Dette medfører, at stort set samtlige nye havbrug og saltvandsdambrug samt alle større udvidelser formentlig kræver udarbejdelse af et regionplantillæg og en VVM-vurdering.

2.2.2. Målsætningsramme for udledning af N og P

Miljøstyrelsen udarbejdede som varslet i regeringens handlingsplan af 31. januar 1987 (Vandmiljøplan I) en "Havbrugsplan", der blev fremsendt til Folketingets Miljø og Planlægningsudvalg den 28. februar 1988. I havbrugsplanen blev det samtidig tilkendegivet, at en bekendtgørelse til opfølgning af planen ville blive udarbejdet. I 1991 blev der fastsat en “målsætningsramme" for erhvervets udledning af N og P. Rammen på 650 tons N og 65 tons P pr. år blev fastsat udfra ønsket om en “fastfrysning" af erhvervets udledning af N og P. Den blev i 1993 nedsat til 560 tons N og 54 tons P pr. år. Målsætningsrammen er en politisk tilkendegivelse af, hvor stor en mængde næringsstof, det nationalt er acceptabelt, at erhvervet udleder.

Miljøstyrelsen henstillede den 27. februar 1996 ("henstillingsbrevet") til amterne, at der midlertidigt ikke gives tilladelse til nye anlæg eller udvidelse af eksisterende hav- og saltvandsdambrug, idet de tilladte udledningsmængder for P, men ikke N, lå tæt ved målsætningsrammen, hvilket dog ikke var tilfældet for de faktiske totaludledninger af P (og N) (se bilag 1).

2.2.3. Bekendtgørelsen om saltvandsbaseret fiskeopdræt

Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 640 af 17. september 1990 om saltvandsbaseret fiskeopdræt, der omfatter både havbrug og saltvandsdambrug, er et led i Vandmiljøplanens gennemførelse. Ifølge bekendtgørelsen skal amtsrådet godkende etablering af nye og ændring eller udvidelse af bestående brug. Tidligere lå godkendelseskompetencen hos Miljøstyrelsen. I bekendtgørelsen er der yderligere fastsat en række værdier for foderets sammensætning og optagelse i fisken, samt krav om prøvetagning af bundsediment m.v. Til forskel fra havbrugene er saltvandsdambrugene ligesom ferskvandsdambrugene optaget på listen over godkendelsespligtige virksomheder, jf. bilag 1, pkt. I 2. i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 807 af 25. oktober 1999 om godkendelse af listevirksomheder.

2.3. Internationale forpligtelser

I medfør af vedtagelser om saltvandsbaseret fiskeopdræt i de internationale havmiljøkonventioner (HELCOM og OSPAR), der gælder for danske farvande, er der krav til, at reguleringen skal inddrage en lang række faktorer, herunder brugen af bedste tilgængelige teknologi og bedste miljømæssige praksis, reduktion i udledning af miljøfremmede stoffer og næringsstoffer samt krav til hensigtsmæssige placeringer med videre.

Da de pågældende beslutninger blev truffet i 1994 (OSPAR) og i 1997 (HELCOM), blev det besluttet ikke at ændre bekendtgørelsen, fordi den danske regulering med hensyn til saltvandsbaseret fiskeopdræt i praksis var på linie med det, der var international enighed om.

Kravene i henhold til OSPAR og HELCOM kan betragtes som en regional implementering af de global naturbeskyttelseskonventioners – Biodiversitetskonventionen og Ramsarkonventionen – og IUCN’s vedtagne retningslinier om, at driften af havbrug bl.a. skal finde sted på et bæredygtigt grundlag.

Der er p.t. ikke nogen EU-regler, der omhandler miljømæssige krav til saltvandsbaseret fiskeopdræt, men EU-Kommissionen har nedsat en arbejdsgruppe angående marin akvakultur. Danmarks Fiskeriundersøgelser deltager i dette arbejde. Miljøstyrelsen bliver løbende orienteret om arbejdet. Det er sandsynligt, at der ikke bliver tale om et selvstændigt direktiv, men at arbejdsgruppens anbefalinger indarbejdes i den følgelovgivning, der bliver nødvendig på grund af vandrammedirektivet.

2.4. Udvikling i miljøpåvirkningen

2.4.1. Generelt

Erhvervets udledning af N og P har altid ligget indenfor målsætningsrammen. 1999-opgørelsen af totaludledningen af N og P viser da også, at den kun udgør henholdsvis ca. 54 % (N) og 65 % (P) af målsætningsrammen for de to næringsstoffer. Den gennemsnitlige foderkvotient (mængden af foder i tons, der medgår til en nettoproduktion på 1 ton fisk) er i 1999 ca. 1,2 både for havbrug og saltvandsdambrug (kun for produktionen af laksefisk). Begge foderkvotienter ligger under bekendtgørelsens krav for laksefisk på henholdsvis 1,6 (havbrug) og 1,4 (saltvandsdambrug). (For andre fiskearter er der ikke fastsat en grænseværdi for foderkvotienten).

Totaludledningen af N og P er nedbragt fra 361 tons N og 38 tons P i 1992 til 303 tons N og 35 tons P i 1999.

Siden 1987 er der desuden sket et betragteligt fald i udledningsmængden af N og P pr. ton produceret fisk. Det er især udledninger af N til de marine områder, der giver problemer i form af algevækst og iltsvind.

Til trods for at fiskene sædvanligvis er vaccineret mod de mest almindelige fiske-sygdomme, bryder der af og til sygdomme ud i opdrættene, der gør det nødvendigt at tildele antibiotika, der kun må tilføres, hvis det er ordineret af en dyrlæge. En bekendtgørelse fra Fødevareministeriet fastsætter rammerne for antibiotika-brug hos blandt andet havbrug og saltvandsdambrug.

Anvendelsen af antibiotika svinger meget fra år til år. Årsagen er sandsynligvis variationer i vejret, idet varme somre normalt medfører øget sygdomsfrekvens, og dermed antibiotika-forbrug. Miljøstyrelsen har hidtil i forbindelse med de årlige indrapporteringer fra virksomhederne via amterne fået oplysning om forbrug af hjælpestoffer, herunder antibiotika. Oplysningerne forventes at blive mere præcise efter, at Fødevareministeriet pr. 1. juli 2000 har taget det såkaldte Vetstatsystem i brug, hvorefter indberetning sker fra dyrlæger, apoteker og foderstofvirksomheder og ikke fra virksomhederne. Det er dog en forudsætning for at kunne anvende oplysningerne fra Vetstat, at indberetningerne er foretaget over en tilstrækkelig lang periode, formentlig op til et år efter etableringen. Først derefter vil man kunne drage sikre konklusioner på baggrund af registerets oplysninger.

Det fremgår af de årlige oplysninger fra hav- og saltvandsdambrugene, at der i 1995-1999 i gennemsnit pr. år er anvendt ca. 1700 kg antibiotika. Det laveste forbrug var i 1998, hvor der blev anvendt godt 800 kg antibiotika, mens det højest registrerede var i 1997, hvor der blev anvendt godt 2700 kg.       

2.4.2. Den lokale påvirkning

Erfaringer fra overvågningen af havbrugs- og saltvandsdambrugsdrift har vist, at der kan være væsentlige lokale effekter af driften, effekter, der ikke forsvinder umiddelbart, selv om driften ophører.

Ved havbrugsdrift findes der kun ringe muligheder for at rense vandet. Det bundfældede slam og opløste organiske stof i nærmiljøet omkring virksomheden vil i de fleste tilfælde påvirke iltforholdene i negativ retning og forårsage en ændring i sammensætningen af bundflora og -fauna. Resultatet vil være en dominans af mere forureningstolerante arter - og et mindre rigt og varieret dyre- og planteliv.

Udledningen af næringsstoffer kan føre til, at såvel produktion og biomasse hos planktonalger ligesom biomassen af fasthæftede enårige alger øges. Når større mængder af alger forbruger ilt til respiration eller nedbrydes, kan det medføre lokale iltsvindsproblemer. Iltsvind eller total iltmangel ved bunden medfører, at bundflora og bundfauna uddør, og at specielt bundlevende fiskearter om muligt søger bort fra området. Vigtige gyde- og opvækstområder for fisk og bunddyr vil hermed være skadet eller forsvundet. Afhængigt af iltsvindets hyppighed og intensitet vil der ske et skift hen imod et biologisk forarmet samfund bestående af få tolerante plante- og dyrearter, som vokser og formerer sig hurtigt, og som er kortlivede. Under iltfrie (anaerobe) forhold i et eutrofieret havområde, vil dødt organisk materiale forrådne under dannelse af svovlbrinte, der let frigøres fra bunden. Svovlbrinte er giftig for både planter og dyr. Nogle overvågningsresultater har vist, at efter nedlæggelsen af et havbrug, tager det 2-3 år, inden havbunden er tilbage i den oprindelige tilstand fra før produktionens start cite="mailto:TORBEN%20WALLACH" datetime="2000-12-12T09:56">- cite="mailto:TORBEN%20WALLACH" datetime="2000-12-12T09:56">og det under forudsætning af, at overfladesedimentets oprindelige sammensætning overhovedet kan genoprettes.

Effekten i vandmiljøet af opdrætternes brug af medicin (herunder antibiotika) og hjælpestoffer i Danmark er kun sparsomt belyst. Et pilotprojekt, Miljøstyrelsen lod udføre i 1999, har dog påvist indhold af antibiotika i bundsedimentet under og omkring et havbrug.

Vildtlevende bestande af fisk og bunddyr, som fouragerer under havbrugets netbure, vil således kunne indtage rester af antibiotika. Der foreligger ikke undersøgelser over i hvilken omfang der sker en spredning af medicin til de vilde bestande af fisk og hvilke populationsdynamiske konsekvenser en sådan medicinering kan have på de vilde bestande af fisk.

Der anvendes antibegroningsmidler på havbrugenes net. Biociderne i de anvendte antibegroningsmidler frigives løbende fra malingen til vandet, hvor de fortsat er hæmmende eller direkte giftige overfor dyr og planter. I naturen nedbrydes mange af de benyttede antibegroningsprodukter kun langsomt og ofte til ligeså skadelige kemiske forbindelser. På grund af biocidernes evne til at indgå i de levende organismers stofskifte vil de ofte opkoncentreres i fødekæden og genfindes i stigende koncentration i planter, bunddyr, fisk, fugle og pattedyr.

Den lokale påvirkning forstærkes, da der i et tætbefolket land som Danmark, er en vis “konkurrence" om anvendelse af havmiljøet til udledning af næringsstoffer og miljøfremmede stoffer. Andre punktkilder har f.eks. også udledning af næringsstoffer, hvilket naturligvis forhøjer miljøpåvirkningen i et givet farvand.

3. Fremtidig regulering - "lokalmiljøet i focus"

3.1. Planlagte tiltag

3.1.1. Lokaliseringen

Som nævnt har der nationalt set været en positiv udvikling i udledningen af N og P fra det saltvandsbaserede fiskeopdræt. På trods af dette har det som nævnt vist sig, at der kan observeres væsentlige lokale effekter i nærmiljøet omkring de enkelte brug. Det drejer sig om såvel fysiske ændringer i havbundens sediment som ændringer i bundens dyre- og/eller planteliv inden for en vis afstand af virksomheden.

For at opnå en regulering af det saltvandsbaserede fiskeopdræts lokale miljøpåvirkninger, der bedst muligt varetager miljø- og naturinteresser, finder Miljø- og Energiministeriet, at det skal sikres, at der findes de bedst egnede placeringer til disse anlæg. I forbindelse med en vurdering af placeringen skal der dels tages hensyn til internationale og nationale naturbeskyttelsesområder, forekomst af særligt sårbare marine naturtyper og arter dels sikres overensstemmelse med de i regionplanerne fastsatte kvalitetskrav med hensyn til udledning af næringssalte og miljøfremmede stoffer for de kystnære havområder.

Skærpede krav til lokalisering af havbrug og saltvandsdambrug vil blive præciseret i et brev til amterne. Dette vil endvidere blive fulgt op i den statslige udmelding til regionplanrevision 2005. Brevet vil blive afsendt snarest muligt, mens udmeldingen forventes udsendt i første halvdel af 2002.

Ministeriets udmeldning vil blandt andet bygge på den erfaring og praksis, der allerede er indhøstet på området. Det skal således sikres, at placeringen af et havbrug eller et saltvandsdambrug er foreneligt med , det pågældende havområdes økologiske bæreevne med hensyn til først og fremmest N og P. Amtet har i forvejen fastsat målsætninger for de kystnære områder, og amtet kender det pågældende anlægs miljøpåvirkning. Amtet må så undersøge, hvor stor den samlede tilførsel (både fra andre punktkilder og diffust) er i forvejen, med henblik på at vurdere, om det planlagte anlæg er foreneligt/uforeneligt med en given vandkvalitetsmålsætning. Herudover skal det sikres, at anlæg placeres i passende afstand fra f.eks. internationale naturbeskyttelsesområder, vildtreservater, naturområder med særlig biologisk værdi, herunder en karakteristisk biodiversitet, bundtype, bundtopografi, hydrografi, samt områder af rekreativ værdi eller med råstofinteresser o.s.v. Disse statslige lokaliseringskrav vil således have betydning i forbindelse med alle nye etableringer og større udvidelser af eksisterende havbrug og saltvandsdambrug.

Endvidere vil Miljø- og Energiministeriet i den reviderede vejledning til VVM-bekendtgørelsen tilkendegive, under hvilke omstændigheder havbrug og saltvandsdambrug kan vurderes at have sådanne miljømæssige påvirkninger, at de er omfattet af VVM-bestemmelserne.

Som led i implementeringen af vandrammedirektivet vurderes det i øvrigt, at der på et tidspunkt vil blive fastsat krav om, at det skal dokumenteres, hvor stor en tilførsel af N og P, det skønnes, at det enkelte havområde kan bære under den fastsatte målsætning for området. Den maksimale tilførsel forventes at ville danne grænse for summen af punktkildernes og de diffuse kilders tilførsel. Den endelige fastlæggelse af direktivets gennemførelse i Danmark vil der senere blive taget stilling til.

3.1.2 Skærpede krav til godkendelserne

For at sikre en fortsat reduktion af virksomhedernes miljøbelastning og undgå negative påvirkninger i følsomme marine naturområder er det nødvendigt med ændringer af bekendtgørelsen.

Miljø- og Energiministeriet vil derfor primo 2001 udarbejde forslag til et ændret regelsæt om saltvandsbaseret fiskeopdræt. Nogle af hovedpunkterne er beskrevet nedenfor:

1) Justering og introduktion af forskellige parametre i bekendtgørelsen, jf. bilag 2, med det formål at fremme anvendelsen af tørfoder, som er energirigt og højt fordøjeligt :

Foderkvotienten nedsættes fra 1,6 til  1,3 for havbrug og fra 1,4 til 1,3 for saltvandsdambrug.

Bruttoenergiindholdet (bombekalometri)     i foderet forhøjes fra mindst 5,6 Mcal/kg tørstof til mindst 5,8 Mcal/kg tørstof.

Fordøjeligheden     af foderets bruttoenergiindhold forhøjes fra mindst 70% til mindst 80%.

Det maksimale indhold af N (total-N) i foderet nedsættes fra 8%, således at kvælstofindholdet maksimalt må være 7,5 % af foderets tørvægt.

Det maksimale indhold af P (total-P) i foderet nedsættes fra 1,0%, således at fosfor f indholdet maksimalt må være 0,95 % af foderets tørvægt.

Den specifikke udledning af N og P per ton produceret fisk må maksimalt henholdsvis være 45 kg N og 5 kg P (nye parametre).

Den specifikke udledning af organisk stof per ton produceret fisk fastsættes til maksimalt 250 kg for havbrug og maksimalt 125 kg for saltvandsdambrug (nye parametre).

Erfaringerne med de årlige indrapporteringer, samt den gældende bekendtgørelse om ferskvandsdambrug viser, at der er basis for de anførte ændringer. Med hensyn til fodersammensætningen har der været kontakt til foderleverandørerne.

De tiltag, der har sammenhæng med foderet, skal notificeres overfor EU efter informationsproceduren.

Tiltagene vil medvirke til, at udledningen af N, P og organisk stof begrænses, hvorfor blandt andet de lokale påvirkninger af havbrugene og saltvandsdambrugene mindskes.

2) Krav i bekendtgørelsen om, at udledningen af N, P, hjælpestoffer og medicin fra erhvervet til havet skal begrænses mest muligt ved hjælp af den bedste, tilgængelige teknologi, og at der i tilladelserne skal indgå en årlig tilbagemelding om virksomhedernes anvendelse af renere teknologi.                   

3.1.3. Henstillingsbrevet

Henstillingen om det midlertidige stop for nye brug har nu været i kraft i knapt 5 år. Det er naturligvis uhensigtsmæssigt, at strukturen for saltvandsbaseret fiskeopdræt mere eller mindre er fastlåst p.g.a. henstillingsbrevet. Det skal dog understreges, at der i henstillingsbrevet er mulighed for flytning af brug til en miljømæssig bedre placering. Baggrunden for henstillingen (fra 1996) var som nævnt, at de tilladte udledninger af P var tæt på målsætningsrammens maksimum. Dette er stadig tilfældet. Der er imidlertid oftest N, der er den begrænsende faktor for algeproduktionen, hvorfor en nedsættelse af den tilladte udledning af N kombineret med en forhøjelse af den tilladte udledning af P, ville give den fornødne fleksibilitet, og vil kunne samtidig være miljømæssig gavnlig, da N som sagt er et større miljøproblem f.s.v.a. havbrug end P.

Miljø- og Energiministeriet vil derfor forhøje målsætningsrammens værdi for P med 10% til 60 tons, mens værdien sænkes 10% for N – til 500 tons.

Hensigten med denne ophævelse af henstillingsbrevet er hovedsagelig at bibringe erhvervet en større fleksibilitet. Hensigten er ikke at give plads til en kraftig stigning i produktionen.

Niveauet for erhvervets samlede udledninger vil således blive fulgt. I lighed med hvad der gælder for de øvrige kilder til næringsstof-udledning følges udviklingen for havbrug og saltvandsdambrug gennem NOVA 2003 (det nationale program for overvågning af vandmiljøet 1998-2003). De centrale myndigheder modtager således årlige indrapporteringer af belastningstal, og kommenterer disse via punktkilderappporten og i vandmiljøredegørelser, der offentliggøres. Vandmiljøredegørelsen oversendes endvidere til Folketinget.

Hvis de samlede tilladte udledninger overstiger eller forventes at overstige målsætningsrammens værdier – 500 tons for N og 60 tons for P - vil der fra centralt hold blive grebet ind. Desuden vil der blive grebet ind, hvis lokalpåvirkningen af organisk stof bliver et væsentligt problem. Den aktuelle situation vil naturligvis bestemme, hvilket indgreb, der er det mest formålstjenlige, men et indgreb via en lovændring er en mulighed.

3.2. Yderligere initiativer

3.2.1. Analyse af erhvervets brug af hjælpestoffer

Erhvervet har via amterne i en årrække indsendt oplysninger om brug af hjælpestoffer. Miljøstyrelsen har registreret oplysningerne, men har i øvrigt ikke analyseret anvendelsen. Miljø- og Energiministeriet vil i fremtiden f. eks. undersøge, om visse typer antibiotika er mere miljøskånsomme end andre. Der er desuden behov for at belyse anvendelsesområderne for vaccinering i havbrug.

I forbindelse med Miljø- og Energiministeriets indsats vedrørende antibegroningsmidler vil også havbrugs anvendelse af disse midler blive analyseret.

Saltvandsdambrugene anvender formalin og andre stoffer til desinfektion af dammene. Disse stoffers virkning på miljøet vil blive undersøgt.

Såfremt der er en negativ effekt i vandmiljøet af antibiotika ene og de øvrige miljøfremmede stoffer, vil Miljø- og Energiministeriet sørge for en begrænsning af anvendelsen. Da undersøgelsen og de eventuelle lovmæssige overvejelser tager tid, kan mulige tiltag under alle omstændigheder ikke ske samtidig med de under afsnit 3.1. beskrevne bekendtgørelsesændringer.

3.2.2. Øvrige forureningsbegrænsende tiltag.

Miljø- og Energiministeriet vil i samarbejde med erhvervet og Fødevareministeriet arbejde videre med andre tiltag til begrænsning af brugen af hjælpestoffer, og udledningen af næringssalte. Som eksempler kan nævnes: et avlsprogram til udvikling af fisk med højere modstandskraft, miljøovervågningsstandarder, optimal rengøring af burene, færdiggørelse af miljømærkningsordning for produktionsfisken, overvejelse af samproduktion af muslinger og fisk, idet udenlandske erfaringer peger på, at muslinger kan medvirke til en reduktion af N-udslip.

I arbejdet vil udenlandske erfaringer, blandt andet gennem den ovenfor beskrevne arbejdsgruppe igangsat af EU, blive inddraget.

Herudover er det besluttet i det såkaldte "Wilhjelm-udvalg"(Udvalget vedrørende udarbejdelse af grundlag for en national handlingsplan for biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse), at den biologiske mangfoldighed i havet skal have særlig opmærksomhed. Dette vil forudsætte en række undersøgelser, hvor effekten af havbrug og saltvandsdambrug vil indgå .

4. Tidsplan Når Havbrugsplanen er færdigforhandlet vil den blive fremsendt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg til orientering.

Henstillingsbrevet vil derefter snarest muligt blive ophævet, samtidig vil den nye målsæ t ningsramme blive udmeldt. Parallelt hermed vil Miljøstyrelsen overfor amterne tilkendegive hvilke forhold der særligt skal tages i betragtning ved etablering/flytning af havbrug og sal t vand s dambrug.   

Som anført tidligere vil en generel vejledning til de nye VVM-regler, hvori også indgår syn s punkter om havbrug og saltvandsdambrug blive udsendt i første halvdel af 2001.

Arbejdet med at ændre bekendtgørelsen er sat i gang. Dog kan selve ændringen formentlig først træde i kraft medio 2001, idet ændringerne skal notificeres overfor EU.

Der vil i Miljø- og Energiministeriets regi og Fødevareministeriets regi i løbet af 2001 blive igangsat forskningsprojekter om miljøfremmede stoffer og andre forhold indenfor det sal t vandsbaseret fiskeopdræt, jf. afsnit 3.2.1. og 3.2.2. Nogle af resultaterne kan give anledning til lovmæssige tiltag, andre af resultaterne vil sandsynligvis være mere egnede til vejledning m.m. til amter, havbrug og saltvandsdambrug. Det er for tidligt at sige noget om hvilken form der vil være den rigtigste og om på hvilket tidspunkt, der kan blive taget stilling til dette.

Bilag 1