Folketinget

 

 

 

 

Til medlemmerne af udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Christiansborg

1240 København K

Vedr. stop for landinger af søtunger fra Nordsøen

Landings forbudet for søtunger fanget i Nordsøen er en alvorlig trussel mod det mindre kystnære fiskeri på den jyske vestkyst. Nu ligger de ved kajen i højsæsonen samtidig, med at de frygter for fremtiden. Derfor kommer en mindre delegation garnfiskere fra Thorsminde til København torsdag den 25. maj. for at få gjort deres indflydelse gældende. Siden den 11. maj er der blevet sendt skriftlige anmodninger til Folketinget, Fødevareministeriet og til direktoraterne om at få åbnet for landinger af søtunger, men uden resultat.

Men det er nu der skal handles, da tungerne står tæt inde under den jyske vestkyst. Og det kan altså ikke være rigtigt, at de samme myndigheder, som regulerer mere en 1,5 mill. tons/år ikke kan få åbnet for fangsten af 150 tons tunger - det er den beskedne mængde kystfiskerne har brug for

Myndighederne og organisationerne bør også kunne sikre kystfiskerne at en lignende situation ikke vil gentage sig for tunger eller for andre fiskearter. For dette totale tungestop kunne sagtens være undgået, hvis de ansvarlige havde haft viljen til at regulere fiskeriet således, at reguleringen tilgodeser de mindre fartøjer i det kystnære fiskeri. Kystfiskeriet efter tunger og rødspætter foregår hvert år under den jyske vestkyst i perioden april - oktober.

I år betyder stoppet, at genoptages garnfiskeriet efter rødspætter vil fiskerne skulle udsmide mange, mange tons af den økonomisk værdifulde søtunger. Det kan ingen være tjent med, hverken fiskere eller samfund. Derfor bør myndighederne nu, så hurtig som overhovedet muligt, få fundet eller byttet sig til nogle tunger, så situationen i garnfiskeriet efter rødspætter igen kan normaliseres. Samtidig er det næsten ligeså vigtigt, at myndighederne forsikre fiskerne at en lignende situation aldrig vil opstå.

Dertil opfordrer vi til et møde i Folketinget med så mange som muligt af medlemmerne af Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Samme dag, torsdag den 25. maj, vil der også være et møde i Erhvervsfiskeriudvalget, et møde som måske også vil drøfte tungesituationen i Nordsøen. Delegationen vil også søge at få kontakt med Erhvervsfiskeriudvalget, eller medlemmer af udvalget.

Vi vil også bede om et møde med Fødevareminister Ritt Bjerregaard.

Venlig hilsen, Landsforeningen Levende Hav