Brev til Fødevareministeren

 

 

 

 

Fødevareministeriet

Fødevareminister Ritt Bjerregaard

Kære Minister

Det total tungestop der i nat trådte i kraft, er et alvorligt økonomisk tilbageslag for det mindre kystnære fiskeri. Desuden udløser stoppet vrede og bitterhed i den enkelte garnfisker som nu under sit rødspættefiskeri skal smide tungerne tilbage i havet (se pressemeddelelsen).

Her til morgen talte jeg med Birgit Bolgan i Fiskeridirektoratet og selv om hun forsøgte at forklare mig, at sådan vil der altid være nogen som kommer i klemme med et totalt stop, så vil jeg dog understrege, at der ikke gives andre holdbare objektive grunde til dette totale stop, end at kvoten er overfisket, og det kan vi indtil videre kun opfatte som misforvaltning. For vi må gå ud fra, at forvaltningen ved hvad den gør - og denne kunne uden de store problemer havde stoppet tungefiskeriet da de 800 tons var opbrugt for derved at friholde ca. 150 tons til resten af årets bifangst af tunger under rødspætte fiskeri.

Birgit Bolgan lod bl.a. skinne igennem, at det er vanskeligere at kontrollere bifangster end reelle fangster og at dette argument også har spillet en rolle i den regulering der i år er gået forud. Men holder det argument betyder det jo, at tungefiskeriet har været frit og at alle skulle se at få fanget så meget som overhovedet muligt så hurtig som muligt - men en sådan metode har jo ikke ret meget med en ansvarlig forvaltning at gøre!

Det er noget rod dette her og vi beder dig om at finde/bytte dig til 150 tons tunger et eller andet sted så sommerfiskeriet efter rødspætter ikke skal smide tungerne tilbage i havet. Det synes også vigtigt at erhvervets minister får markeret, at det mindre kystnære fiskeri ikke må lades i stikken af forvaltningen ved at tilgodese kravene fra havgående fiskeri. En sådan markering i år vil også være vigtig næste år når reguleringen af tungefiskeriet går i gang det kommende forår.

Med venlig hilsen

Henning Tøgersen

Kurt Bertelsen Christensen

Bestyrelses medlemmer i LLH

Hover den 11.5.00