|
Redegørelse
for tungefiskeriet i Nordsøen i 2000.
Kommentarer
til "Notat vedr. forløbet af tungefiskeriet i
Nordsøen i 2000" j.nr. 1997-2111-1/BBO fra Fiskeridirektoratet.
Redegørelsen
tager udgangspunkt i det praktiske tungefiskeri som det er
foregået i perioden fra uge 10 – 19, samt møder
i Fødevareministeriet og Fiskeridirektoratet torsdag
den 25. Maj 2000 og en del telefonsamtale med embedsmænd
i Fødevareministeriet og i Fiskeridirektoratet i samme
periode.
Den direkte årsag
til redegørelsen er ovennævnte notat samt efterfølgende
telefonsamtaler med embedsmænd i Fiskeridirektoratet.
Både notatet og samtalerne efterlader det indtryk, at
Fiskeridirektoratet har handlet korrekt i forhold til fiskeriet
og i overensstemmelse med formålet for Fiskeridirektoratets
virke.
Hensigten med dette initiativ er at redegøre for, at
Fiskeridirektoratet ikke har handlet korrekt i forhold til
fiskeriet og ikke har handlet i overensstemmelse med formålet
for Fiskeridirektoratets virke.
Samtidig kan redegørelsen udstyre Fødevareministeren
og Folketingets Fødevareudvalg med sagens kendsgerninger,
så der om nødvendigt kan gøres et ansvar
gældende over for sagens partner: Embedsmændene
i Fødevareministeriet, Fiskeridirektoratet, Danmarks
Fiskeriforening og medlemmerne i Erhvervsfiskeriudvalget
Torsdag den 11. Maj bliver der indført et totalt landingsforbud
for søtunger fanget i Nordsøen. Kvoten, på
de 840 tons plus 112 tons som man havde byttet sig til, og
ca. 10% som det er "tilladt" at overfiske kvoten
med var opfisket. Fiskeriet efter tunger ophørte og
de større fartøjer som bl.a. havde fisket i
den engelske kanal, riggede hurtigt om til andet fiskeri.
De mange, ca. 70 mindre fartøjer, fra de østvendte
havne som havde deltaget i tungefiskeriet måtte sejle
hjem, hvorimod et antal mindre og mellemstore fartøjer,
som enten havde fisket direkte efter tunger eller fisket rødspætter
med en væsentlig bifangst af tunger måtte lægge
til kaj. Vi antager, at mere end 250 fartøjer blev
stoppet i deres fiskeri efter tunger.
Man kan selvfølgelig
argumenterer for, at disse fartøjer, blot fik opfisket
kvoten hurtigere end andre år og at stoppet således
må blive fiskernes eget problem. Men holdbarheden i
det argument forudsætter 2 vigtige præmisser:
- At flertallet af
tungefiskerne synes det var en god ide at opfiske kvoten så
hurtig som muligt.
- At vi, dvs. samfundet, også synes det er en god ide.
Vi ved det kun er et meget lille mindretal tungefiskere, som ønske
det frie eller det næsten frie fiskeri det blev, da
den første reguleringen trådte i kraft . Og vi
vil her redegøre for, at samfundet burde være
kommet flertallet af fiskerne i møde, med en regulering
som havde tilgodeset de mange fiskere og den lange tungesæson.
Et totalt landingsforbud
er for det kystnære fiskeri en økonomisk katastrofe,
da det påvirker fiskeriet i 5-6 måneder.
Uanset hvilket garnfiskeri der forsøges kan en betydelig
bifangst af tunger ikke undgås. Det forhold, at fiskerne
dagligt skal udsmide mellem 50-100 kg flotte tunger, til en
salgspris på mellem 4-7.000 kr. er mere end meget ubehageligt
for fiskerne. For samfundet er det måske et abstrakt
ressourcespild, som så mange andre tab, men for fiskerne,
som hver dag skal udsmide, er det et spild som ødelægger
enhver forståelse for fremtidige reguleringer – herunder
også de fornuftige.
Enhver landvinding
for en fornuftig og vedkommende diskussion om reguleringernes
nødvendighed, samt hele diskussionen om f.eks. bifangster
af marsvin, krabber osv. sætter dette totale landingsforbud
over styr.
Også derfor besluttede vi i Landsforeningen Levende
Hav, samme dag som stoppet blev offentliggjort, at få
iværksat en offentlig debat omkring denne sag.
Foreningen
og kystfiskere fra Thorsminde tog udgangspunkt i den kendsgerning,
at stoppet burde havde været undgået – og at det
kunne være undgået.
På denne baggrund, sendte
vi breve til Fødevareministeren, Folketingets partier
og forvaltningen, og vi tog kontakt til medierne for at lægge
pres på politikerne, organisationerne og myndighederne
(efterfølgende kaldet forvaltningen), så de,
så hurtigt som overhovedet muligt, ville få åbnet
for en bifangst af tunger. Hvordan og hvorledes forvaltningen
ville kunne det, måtte blive op til forvaltningen
at afgøre.
Kravets klarhed
og enkelthed havde fundament i det simple faktum, at kystfiskeriet
efter rødspætter havde og har et akut behov for
at kunne lande tunger og ikke mindst – at disse fiskere er
helt uden skyld i at stoppet blev indført. Det er således
en kendsgerning, at forvaltningen tilsidesatte denne gruppe
fiskeres behov, da der skulle indføres reguleringer.
Hvorfor forvaltningen
gjorde dette må og skal afklares.
Indtil denne forklaring foreligger, står det således
uimodsagt, at forvaltningen har pådraget sig et ansvar
i forhold til en mindre gruppe fiskere på den jyske
vestkyst - der er tale om ca. 50 mindre fartøjer.
Derudover har Levende
Hav som folkelig organisation følgende anke. Den del
af forvaltningen som udgøres af Fiskeridirektoratet
har efter vores mening ikke levet op til direktoratets formål
som lyder: "At sikre en effektiv forvaltning og kontrol
af EU- regler og nationale regler for fiskerisektoren med
henblik på, at der sker en hensigtsmæssig udnyttelse
af fiskeriressourcerne".
Det formål
har Fiskeridirektoratet ikke levet op til, ved at tungekvoten
i år på 840 tons plus de 112 tons tilbyttede og
de 10% i alt a. 1000 tons blev solgt til pris på ca.
45 mill. Havde Fiskeridirektoratet levet op til formålet
med direktoratets virke, nemlig at sikre at der sker en hensigtsmæssig
udnyttelse af fiskeriressourcerne havde man solgt kvoten så
dyr som overhovedet muligt, en prisvurdering på ca.
65 mill. kroner er ikke urealistisk.
Dette skønnede
tab på 20 mill. kroner kunne være undgået,
hvis Fiskeridirektoratet havde gået imod rådgivningen
fra Danmarks Fiskeriforening og fået fordelt den relativt
lille kvote over hele året, dvs. ved at anbefale ministeren
en væsentlig strammere regulering.
Den offentlige
forvaltning, dvs. Fiskeriministeriet begik den fejl at indrette
reguleringen efter en fiskerifaglig rådgivning, som
tager udgangspunkt i et ønske fra et meget lille mindretal
og for de mindre fartøjer brutalt forslag som siger:
Opfisk kvoten så hurtig som muligt. Dette råd
sikrer, ifølge Danmarks Fiskeriforening og Danmarks
Fiskeindustri- og Eksportforening, at kvoten bliver fuldt
opfisket og at fiskerne så hurtig som muligt kan blive
omstillet til andet fiskeri.
Det kan ikke helt
afvises, at et sådant råd kan være rigtigt
i særlige tilfælde, men aldrig med så relativ
værdifuld en ressource som tungekvoten. Og efter denne
redegørelse, må det være tydeligt for enhver,
at tungefiskeriet aldrig må åbnes med et frit
fiskeri, eller en regulering med så høje rationer
at det rent faktisk er tale om et frit fiskeri.
Sagen er den, at
tungefiskeriet blev givet frit den 12. Marts og først
reguleret mere end 2 uger senere, og da reguleret med en kvote
til de større fartøjer på 9 tons/md. I
virkeligheden er rationer i den størrelsesorden det
samme som et næsten frit fiskeri. Der er således
ikke tale om nogen regulering der gør nogen forskel
i forhold til det frie fiskeri som "reguleringen"
afløste.
Derfor er det et
forsøg på vildledning af Fødevareministeriet
og Folketinget når Fiskeridirektoratet skriver: "På
det tidspunkt var der fisket ca. 300 tons af kvoten, altså
langt mindre end de 70% som var fastlagt i bekendtgørelsen,
men ønsket var at bremse op for muligheden for en voldsom
udvikling i kvoteforbruget. Rationerne blev reduceret den
16. April 2000 og igen den 1. Maj 2000. Fiskeriet blev stoppet
med virkning fra den 11. Maj 2000".
Alle med den mindste
viden om fiskeriet, viste på mødet den 29. Marts
2000, at den regulering man vedtog, ikke på nogen måde
kunne siges at ville kunne " bremse op for muligheden
for en voldsom udvikling i kvoteforbruget". Sagen var
jo den, at i løbet af 2 uger havde et lille antal fartøjer
opfisket tæt ved 50% af kvoten, og man viste den 29.
Marts, at mange flere var gået ind i fiskeriet og at
flere var på vej.
Mange var gået ind i tungefiskeriet og mange var på
vej fordi det frie fiskeri og de rekordstore landinger i midten
af marts, førte med sig, at de større fartøjer,
som på dette tidspunkt drev et fornuftigt fiskeri efter
rødspætter med en pæn bifangst af torsk
og tunger, hurtigt så sig nødsaget til at rigge
om til tungefiskeri, for at få en andel i kvoten. Den
manglende regulering fik på denne måde fiskeriet
til at accelerere og der udløstes en "tungefeber"
som resulterede i, at hele kvoten og mere til blev fanget
i løbet af godt en måned.
Fiskerne og samfundet
har betalt en høj pris for at få tilgodeset ganske
få større fartøjer i dansk fiskeri. Kvoten
blev solgt til en uhørt lav pris på ca. 45 mill.
kr. og til det anslåede tab på de ca. 20 mill.
kr. kan lægges et tab i det mistede fiskeri efter rødspætter
i dette fiskeris højsæson marts/april - her skal
man huske at rødspættekvoten nu kun sjældent
bliver opfisket, i 2000 bliver den ikke opfisket. Der kan
også lægges andre direkte og mere indirekte omkostninger
ved bl.a. omrigning til tungefiskeri og det faktum at tæt
på 50% af kvoten blev solgt i Holland.
Samfundsøkonomisk
anslår vi tabet til følgende:
- direkte værditab
på tungekvoten
20.000.000
- omrignings udgifter,
køb/lån af redskaber,
- tabt fiskeri, udstationering
i Holland
- ca. 100.000 pr.
fartøj ca. 50 fartøjer
5.000.000
- tabt fiskeri efter
rødspætter anslået til ca.
15.000.000
- tabt fiskeri i
de indre danske farvande
5.000.000
- tabt omsætning
i danske havne direkte ved
- landing i Holland
2.500.000
- tabt omsætning
i danske havne ved
- dårlig kvoteudnyttelse
2.500.000
I
Alt
50.000.000
Ovenstående
udregning skal selvfølgelig tages med alle mulige forbehold,
men et plus/minus på 10 mill. bør ikke være
afgørende for en stillingtagen til hvorledes kvoterne
bør reguleres.
Siden vi rejste
denne sag for 2 uger siden, har vi endnu ikke fået noget
vi kan tolke som en erkendelse fra forvaltningens side mht.
at få taget højde for en lignende situation i
de kommende år. Det eneste der kommer det mindre fiskeris
behov i møde er Fødevareministerens brev til
os hvor ministeren "umiddelbart mener" at det vil
være fornuftigt at afsætte en mængde i 2001
til bifangster.
Må denne
redegørelse gøre de ansvarlige krystalklart,
at en sådan afsættelse er fornuftig som den er
rimelig over for det mindre kystnære fiskeri. Tilbage
står spørgsmålet om den hensigtsmæssige
udnyttelse af ressourcerne for fiskerierhvervet og for samfundet
- om det er rigtigt at åbne et fiskeri ureguleret og/eller
med så høje rationer at der reelt er tale om
et ureguleret fiskeri.
Bestyrelsesmedlemmer
i LLH
Henning
Thøgersen og Kurt Bertelsen Christensen
Den
30. maj 2000
|