Den
lukkede torskekasse er en politisk bestemt kasse og nu spørger
vi politikerne hvad de egentlig vil med erhvervsfiskeriet.
Mod den faglige viden skabte de ”torskekassen” i Nordsøen
med det formål at få den lukket. Og det selv om lukkede områder
i farvande, med et stort fiskeri, ikke beskytter hverken fisk
eller fiskere, politikerne må kunne give en begrundelse for
lukningen af Nordsøen.
Mange
biologer anbefaler fredninger til havs, som løsninger på de
problemer fiskeriet har skabt. Men her overskygges biologernes
egne jobinteresser af de faktiske forhold i og på havet, hvor
biologerne har mistet interessen for de erhvervs- og videnskabsfaglige
miljøer, for i stedet at fokusere på de større globaltstyrede
forskningsmiljøer og projekter, som arbejder med den ”rene
natur”, naturen og miljøet i sig selv, helt styret af organisationer
og politikere, gennem medierne.
Men
dette biologiske fejltrin, ændrer ikke ved, at det er politikernes
valg af rådgivning og tilskudssystemer, som er årsag til fiskeriets
alvorlige problemer.
På
fiskernes krisemøde i Ulfborg den 16.2, var der en udtalt
tung og mat stemning af afmagt. Og den udspringer af det sørgelig
faktum, at fiskerne nu også er klar over, at de blev solgt
i udviklingen mod den statsstyrede og gennemkontrollerede
natur, at fremtiden kun har brug for et erhverv, som er i
stand til at opbygge og tilfredsstille en forvaltning større
end erhvervet selv.
Selvfølgelig
skal vi forvalte og sikkert er det at der findes fiskere som
ikke burde have tilladelse til fiskeri, men det er et meget
lille mindretal. Langt de fleste fiskere er helt almindelige
mennesker som ønsker at fiske og tjene en anstændig årsløn,
og de mennesker fortjener ikke den behandling de er udsat
for.
At
Danmarks Fiskeriforening rådgive og forhandle på alle danske
fiskeres vegne, burde ikke komme fiskebestande og fiskere
til skade, da det er politikernes opgave at varetage de manges
interesser. Og politikerne og deres embedsmænd ved, at Danmarks
Fiskeriforening repræsenterer medlemmernes snævre økonomiske
interesser. De ved, at foreningens politiske og økonomiske
målsætninger ligger langt ude på den yderste højrefløj og
de ved, at foreningens økonomi hænger sammen med de store
omsætningstunge fartøjer, at foreningen ikke er i stand til
at give en objektiv rådgivning. Derfor skal de mange fiskerne
ikke påtage sig skylden for de nedfiskede bestande, det er
politikerne, embedsværket og fiskeriets organisationer som
bærer ansvaret for de historisk lave fiskebestande.
Hvad
der skal ske med resterne af det danske fiskerierhverv og
hvem der tager ansvaret for fremtidens bæredygtige fiskeri,
får vi forhåbentlig et svar på under den forespørgselsdebat
om fremtidens fiskeri, som Folketinget afholder i slutningen
af denne måned.
Kurt
Bertelsen Christensen, Landsforeningen Levende Hav
|