Ligesom klimaforandringerne
og den deraf følgende globale opvarmning truer alt
og alle, truer den sikkert også torskebestandene i Nordsøen.
Men at klimaforandringerne, som omtalt i Information den 13.
Juli, nu kan udråbes til at være den centrale
årsag til de historisk lave torskefangster, har intet
med virkeligheden at gøre. Det er fiskeriet som bærer
det centrale ansvar for nedgangen i torskebestanden og for
den sags skyld, mange andre fiskebestande i Nordsøen.
Nedgangen i torskefangsterne
hænger uløseligt sammen med, at der fanges alt
for mange fisk, med brutale fiskerimetoder. Derved har fiskerne fået ødelagt
de vrag og stenrev i Nordsøen hvor torsken kunne være
i fred.
Inden vi tyer til
klimaet som forklaring på at torsken forsvinder, mangler vi også at få afklaret sammenhængen
mellem industrifiskeriet efter småfisk til olie og mel,
og de lave torskefangster.
Så indtil videre
skal vi anbefale, at kvoterne sættes i forhold til det praktiske fiskeri
og ikke til abstrakte klimamodeller, og her bør fangstmetoderne
medtages, da de her og nu er beviseligt vigtigere for fiskebestandene
end forureningen og klimaforandringerne.
For havmiljøet
og vore fælles ressourcer er det nu alt afgørende, at
få fastholdt fiskerierhvervet og fiskeriforvaltningen
på deres ansvar. De skal ikke have lov til at
sno sig ud af problemet, undslippe ved henvisninger til, at
det er klimaforandringerne og havforureningen, som bærer
ansvaret for nedgangen i fiskebestandene.
Kurt Bertelsen
Christensen
Landsforeningen
Levende Hav
|