Kære Ritt Bjerregaard
I Landsforeningen Levende Hav
(LLH) arbejder vi i øjeblikket på at få afdækket ansvarsforholdene
omkring et forestående kollaps i torskebestanden i Nordsøen.
Dertil gør vi hvad vi kan for at få rejst en offentlig debat
om sagen. Vedlagt dette brev er pressemeddelelse og offentliggjorte
artikler i sagen.
Vi er bekymret over den ligegyldighed,
myndighederne udviser denne sag. Vi kritiserer de ansvarlige,
som forsøger at sno sig ud af deres ansvar, ved at henvise
til områder de ikke selv har ansvaret for, som f.eks. drivhuseffekten.
De ansvarlige for denne, og kommende
lignende situationer i andre fiskebestande i vore farvande,
kan ikke med fornuftige argumenter, tilskrives den globale
opvarmning. Det mest sandsynlige er, at den offentlige fiskeriforvaltning,
i et tæt samspil med fiskeriets organisationer, bærer ansvaret
for denne og med stor sikkerhed, også kommende katastrofer
på ressourceområdet, i forhold til fiskeriet. Denne og andre
tidligere sager har medført, at vi i LLH er usikre på, om
regeringen virkelig tager fiskeriet alvorligt?
For os er det ufatteligt at vi
har råd til at lade stå til, som det har været tilfældet i
de seneste flere år. Selvfølgelig er vi som andre sikre på,
at havet og fiskebestandene nok skal klare sig, men hvordan
har vort samfund råd til at lade stå til, hvordan har vi råd
til at lade den danske fiskerindustri og det danske industrifiskeri
forvalte vores naturressourcer?
I dag er fiskeriet vel det eneste
erhverv tilbage i dette land, hvor vi stadig lader de meget
gamle og meget trætte økonomiske interesseorganisationer afgøre
hvad der er rigtig og forkert. For det er et faktum, at fiskeriforvaltningen
styres af de økonomiske interesseorganisationer. Som minister
for landbruget, må du om nogen vide, hvilken skæbne der ville
være overgået de mindre og de økologiske landbrug, hvis de
ikke havde fået en selvstændig adgang til rådgivning og forhandlinger
med myndighederne.
I lyset af den meget alvorlige
situation for torskefiskeriet i Nordsøen og Skagerrak, må
vi derfor opfordre dig og dit ministerium, som vi også vil
opfordre Folketingets partier, til de nødvendige radikale
indgreb, som kan sikre et fornuftigt torskefiskeri i de kommende
år, på de meget små kvoter der bliver tilrådighed. Bestandene
må du gives en mulighed for at reproducerer sig selv inden
de bliver fanget.
Vi forventer en kvote i 2001
på under 8-10.000 tons til Danmark, derfor disse råd:
·
I lyset af den alvorlige situation kan du forbyde al direkte
fiskeri med trawl og snurrevod efter torsk i de kommende 3
år. Det vil betyde at store dele af de traditionelle landinger
af 5’er og også 4’er torsk vil ophøre
·
Du kan nedlægge forbud mod det direkte garnfiskeri efter gydetorsken
feb. marts.
·
Af hensyn til en fornuftig ressourceforvaltning af en lille
kvote på torsk, bør du friholde mindst 50% af kvoten til bifangster
af torsk.
Ovenstående er hurtigt stillede
forlag til akutte nødløsninger. Disse bør gennemtænkes meget
mere end de er blevet i LLH, også med henblik på at få reddet
de fiskere og de metoder som gerne skulle overleve denne og
kommende kriser. Men vore råd, i denne som andre sager, må
du tage med den usikkerhed der altid er forbundet med at få
gode råd fra en ubemidlet gruppe som os.
Vi har ikke de praktiske og økonomiske
muligheder for, at få samlet vore medlemmer til en dybdediskussion
af en sådan sag. I modsætning til dine rådgivere i Danmarks
Fiskeriforening, som har et utal af ansatte og mange ansatte
politikere i de mange havne, har vi i LLH ingen ansatte.
Men vi håber at du vil optage vore indsigelser
og rådgivning i den ånd den er sendt. Vi ønsker os brændende,
at der altid må være et robust, naturafhængigt og levende
erhvervsfiskeri.
Vi stiller os tilrådighed for en uddybning
af denne og andre sager.
Med venlig hilsen
For bestyrelsen i Landsforeningen Levende
Hav
Koordinator Kurt Bertelsen Christensen
Hover den 15.11.00
-
kopi med bilag er sendt til Folketingets udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri.
|