Vi bor ved et hav. Det er vores identitet. Vi synger om det. Havet gør Danmark smukt. Men vi tager ikke rigtig ansvaret for det. Vi forholder os i mere en én forstand overfladisk til vort moderlige hav. Det skal bare se pænt ud! Æstetikken skal være i orden, når vi skuer ud over sund og bælt fra vore flotte brorbygningsværker eller når vi sidder dér og agerer søfolk i vore plastikfartøjer.

Men under overfladen udvikler der sig en fremadskridende smertelig proces i flere henseender. Plante- og dyreliv bliver fattigt. Det gør også de havets mænd, søfolk og fiskere, som stadig føler ansvar og nerve for havet og de gaver, det giver.

Havet fylder vi med næringsstoffer - ikke mindst, fordi vi gerne vil – nej ikke holde husdyr – men producere afsindige mængder svin. Gylle og ammoniak føres med vand og luft til havs, så havet bliver godt og grundigt gødet. Der spås for 2002 det værste iltsvind i mange år.                                                                                                                               

Men vi lader stå til!

Men det er ikke kun gødning, vi spreder i havet. Vi spreder også kvindelige kønshormoner i åløb og dermed også i havet, hvor fisken skifter køn og mister evnen til forplantning. Via vandet rører vi mennesker ved følsomme og centrale sider af naturens skaberværk – og vi ender med at ramme os selv.                                                                                                   

Ja, vi lader stå til!

Meget enkelt sagt, så laver vi den uhyggelige gift dioxin, når vi afbrænder kemiske stoffer. Det er slet, slet ikke den eneste alvorlige gift, vi forsyner havet med. Men lad os nu tage dioxinen som eksempel. Problemet er nu blevet så alvorligt, at de komplet sagesløse laksefiskere i Østersøen, som har drevet deres bæredygtige erhverv i generationer, snart må indstille deres virksomhed. Men vi danskere, vi har prioriteret. Vi vil fortsat have PVC og lignende kemiske materialer til rådighed og vi synes i Danmark heller ikke, at vi skal prioritere straks at forsyne alle vore affaldsforbrændingsanlæg med dioxinfiltre, selv om det er muligt!      

Vi lader stå til!

Der er også noget, der kaldes råstofindvinding til havs. Konsekvenserne bagatelliseres, men her er blot et par eksempler: Gyldensløves Flak mellem Stevns og Møn var fuldt af liv. Nu er det væk og med det, dén danske sildestamme, for hvem netop denne undersøiske lokalitet var livets udgangspunkt. – Også i Storebælt foregik der store råstofindvindinger og meget andet under overfladen. Siden Broen stod færdig, har der ikke været torsk norden af Broen i Bæltet, i Sejerørenden og i det sydvestlige Kattegat.                                                                          

Vi lader stå til!

Og så er havstrømmen såvel op langs Jyllands vestkyst som i de indre farvande blevet meget hårdere – alle fiskere snakker om det! Hvad er årsagen? Er der forplantninger fra de globale havstrømmes retningsændringer p.g.a. de af os mennesker forårsagede klimaændringer?                                                                                                                                                      

Og vi lader bare stå til!

Og så er der fiskeriet. De fiskere, der endnu er tilbage, som har omsorg for naturen. De fiskere, for hvem det er en gave at kunne drage fisken op af havet. Den naturskånsomme fisker. Han bliver fortrængt i den statsstimulerede brutalisering, som i disse år finder sted i fiskeriet. Kapaciteten øges, selv om man siger det modsatte – for samtidig med, at vi hugger fiskeskibe op, så bygger vi nye med større effektivitet. Med vældig motorkraft og 60 millimeter tykke stålwirer væltes af danske fartøjer, som nogle løgnagtigt kalder bæredygtige, mange meter høje stenformationer omkuld i Nordsøen, mens trawlere med de såkaldte bobbinstrawl i de sidste 25 år fuldstændig har udjævnet unikke stenformationer, som undersøisk har prydet den danske havbund siden istiden. Hvem har for resten givet dem lov?

Og selv om man i Norge, på Færøerne og i Island kan finde ud af at premiere særligt naturskånsomme fiskerimetoder med ekstra kvotetildelinger og fleksible ordninger, så er svaret i Danmark et kategorisk nej. Man vil stupidt fastholde, at fiskerne skal slæbe deres fiskergrej efter sig under anvendelsen af enorme mængder dieselolie, mens man ruinerer havets biodiversitet, i stedet for at fremme anvendelsen af passive fiskegrejer – geniale fiskerimetoder, hvor fisken ved egen kraft svømmer til grejet. Den 10 år gamle RIO-konvention blev ikke omsat til fiskeriet!

At tage vare på yngelen er på mange måder en forudsætning for det videre liv. Denne selvfølgelighed har man i dansk fiskeri set stort på og det er bl.a. det, der hævner sig. Det har dansk industrifiskeri en særlig stor del af ansvaret for. Vi, i vores forening, blev næsten anset som landsforrædere, fordi vi offentliggjorde, at en såkaldt stor ”skidfisktrawler” fra Thyborøn i stedet for tobis bl.a. havde 114 tons kulleryngel om bord, som blev solgt til fremstilling af fiskemel. Disse små individer fik aldrig lov til at reproducere sig selv og indbragte 65.000 kr. til den samvittighedsløse skipper. Hvis disse fisk blot havde fået lov til at blive lidt ældre og fået lov til at gyde et par gange og altså formeret sig og derpå var blevet fanget, så havde værdien været 16,5 mill. kr.                                                                                                           

Man lod stå til alt for længe!

Men tro ikke, at misbruget og misrøgtelsen af havets resurser er et specielt dansk fænomen. De industrialiserede lande gør alt for at anvende overkapaciteten i fiskeriflåderne i havene ud for fattige landes kyster. Derved udplyndrer man disse landes fiskebestande og kystsamfundene smadres. I den mere raffinerede version får bl.a. europæiske fiskerinationers fartøjer indpas i udviklingslandes farvande under dække af, at man skal oplære lokale i moderne fiskeri – det fiskeri, som har bragt bl.a Nordsøens fiskerbestande på kanten af kollaps!                                

Man lod stå til for penge!

I vores lille forening – Levende Hav - koncentrerer vi os om de søværts problemer, jeg har omtalt. Vi vil være i front for at fortælle vores samfund om, hvad der sker under overfladen. Vi gør det, fordi det er vores ansvar. Mange af os er gamle fiskere og søfolk eller mennesker, der på anden måde er blevet fashioneret at havets sjæl og liv.  – Også vi har følt smerten af reaktionens pisk på vor ryg.                                                                                                              

Men vi lover jer – vi lader ikke stå til!

                                                                                                              Knud Andersen