Kirkeministeriet er barslet med en rapport, (Forenklingsudvalgets Delbetænkning I) som bl.a. slår fast, at kirken tjener for lidt på at bortforpagte kirkejorden, og det skal der gøres noget ved.

Der er god grund til at se nærmere på, hvordan kirkejorden bortforpagtes. Men det er miljøet og ikke økonomien, der skal gøres noget ved. Kirken ejer ca. 20.000 hektar landbrugsjord, og det er - så vidt vides - mere end, hvad samtlige andre ministerier og alle landets amter og kommuner råder over.

Det er ikke ligegyldigt, hvordan jorden drives. Anvendelse af kunstgødning er direkte og indirekte årsag til, at iltsvindet breder sig i de indre danske farvande. I 1999 havde vi det største iltsvind i 25 år. Iltsvind har som konsekvens, at kystfiskerne ikke kan fange fisk, da de er enten døde, eller søgt ud på dybere vand, hvor kystfiskerne ikke kan nå dem. Pesticidanvendelsen ødelægger vort grund- og drikkevand. Det ved et hvert barn.

I 1998 blev der fra politisk hold lavet en aftale om, at alt offentlig jord skulle omlægges til økologisk drift. Økologer, til lands og til vands var glade. Her var endelig et initiativ, hvor det offentlige ville gå i front.

Det går fremad hos amter og kommuner, jorden omlægges. Kirkeministeriet derimod har formået at smyge sig udenom enhver forpligtelse til at omlægge jorden, selv om kirken reelt råder over halvdelen af al offentlig landbrugsjord i Danmark.

Rapporten fra Forenklingsudvalget var ventet med spænding, fordi den kunne indeholde en anbefaling til ministeren om at stoppe det kemiske vanvid på kirkens jorde og dermed indfri den aftale, regeringen lavede i forbindelse med finansloven for 1998.

Men nej. Rapporten anbefaler - at Kirkeministeren IKKE udsteder et forbud mod anvendelse af pesticider på kirkens jorder. Begrundelser er, at det vil føre til en mindre forpagtningsindtægt
til kirken. Dette er en udokumenteret påstand, som heller ikke har hold i virkeligheden. Økologer betaler samme forpagtningsafgift som deres konventionelle kolleger.

Rapporten hævder endvidere, at man ikke kan stille samme, økologiske krav ved bortforpagtningen af kirkejorden, som det er tilfældet for de andre offentlige jorder. Argumentet er, at kirkejordene bortforpagtes på samme vilkår som i det øvrige landbrug, og at kirkejord derved adskiller sig fra anden offentlig ejet jord. Enten ved udvalgt ikke, hvad det taler om, eller også taler det mod bedre vidende. Thi kirkejordene er i kraft af deres størrelse og muligheden for langtidskontrakter meget lettere at bortforpagte til økologisk drift end amternes og kommunernes jorde, der ofte er erhvervet a.h.t. udviklingen i infrastrukturen. Hvorfor det kan vanskeligt at forpagte den jord med en tidshorisont, der harmonerer med en økologisk driftsform.

Kirkeminister Margrethe Vestager må uanset rapportens anbefalinger  sørge for, at dyrkningen af kirkens jorden ikke fortsætter med at bidrage til en ikke-bærdedygtig udvikling for havmiljøet. Der er ingen argumenter for, at kirkejorden skal have særbehandling.

 
Peder Pedersen, daglig leder, Landsforeningen Levende Hav