I sidste uge satte medierne fokus på dioxiner i fisk. Fødevareministeren havde travlt i begge kanaler, der skal sættes fokus på fisken som fødevare inden Fiskeriministeren forholder sig til fiskerierhvervet. Og hvad gør han så – han står frem og varsler et stop for de mindre fiskerier som kunne tænkes at fiske i de områder hvor der er målt de største koncentrationer af dioxiner i fisk. Danmarks produktion af fiskemel og olie mener han er for vigtig til at "vi" kan accepterer den grænseværdi på 2000 pg som WTO og EU anbefaler. Han mener at grænseværdierne på fiskemel og olie bør være højere, da "vi" danskere kun får en lille del af vores daglige dosis dioxin fra fiskemel og olie. Han har nu iværksat en undersøgelse som skal dokumentere, at de grænseværdier EU forslår er for lave.

Men det er uholdbart, over 90% af de danske fiskerprodukter eksporteres, og danskerne får kun en lille del af deres daglige dosis fra havets rigdomme, så skal myndighederne nu arbejde for, at grænseværdierne bliver højere end dem som WTO og EU foreslår. Det er i hverken EU eller verdens venligt og det er ikke fiskeri venligt. Strategien ligger alt for tæt op af kogalskabs sagen og andre fødevareskandaler, til måske uoprettelig skade for fiskerierhvervet.

Dioxinerne er en alvorlig sag, og ser det ud til, alt for alvorlig til Fødevareministeriet, den skal under Miljøministeriet og Sundhedsministeriet i nævnte rækkefølge. Dioxiner ophobes i fødekæden og er farlig for os mennesker, men giften er langt farligere for de dyr og mennesker som kun æder fisk. Dioxiner findes i alle fisk i de danske farvande, mest i de fede fisk fra Østersøen. Men både brisling fra Østersøen og tobis fra Nordsøen indeholder så meget, at dioxinen i slutproduktet, fiskemel og olie kommer til at ligge betydelig over den grænseværdi som WTO og EU anbefaler. Dertil kan man så lægge, at WTO ikke medtager andre dioxinlignende stoffer som f.eks. PCB.

Når Landsforeningen Levende Hav sætter fokus på dioxin og de dioxin lignende stoffer, så er det ikke fordi danskerne er sidste led i havets fødekæde, for det er danskerne kun så længe de spiser fisk og fisk, fiskemel og olie, skaldyr, fugle og havpattedyr er ikke danskernes hovedretter. Dioxinen og de dioxin lignende stoffer er langt alvorligere for det levende hav, alvorlig for fugle, havpattedyr og mennesker som lever af havet - de befinder sig i en absolut højrisiko gruppe.

Dioxin giftene stammer fra vores affaldsprodukter. Problemet kan kun afhjælpes ved at vi undlader at producerer de produkter, som ved bortskaffelse og afbrænding, producerer giften. Vi skal altså stoppe med at købe disse produkter, hvis vi vil have dem ud af vore fødevarer. Myndighederne skal konsekvent afvise producenternes forsøg på at fastholde produktionerne og eller opfinde nye produkter, hvis risiko ikke er tilstrækkelig undersøgt. Og hvis myndigheder mener, at de over natten kan overveje at stoppe visse mindre fiskerier, så skal de også øjeblikkelig lukke de forbrændinger som overskrider deres i forvejen alt for høje tilladelser.

Som det vigtigste i denne sag, skal myndighederne tænke globalt og handle lokalt og det skal de af hensyn til det levende hav. Denne tænkning er ikke myndighedernes stærke side - men så kan de jo gøre det af hensyn til eksporten af fiskeprodukter for en værdi på ca. 16 mia. kroner om året.