Pressemeddelelse udsendt 22. november

Et EU forslag til grænseværdier for dioxinindhold i fødevarer vil stoppe de danske fiskere som fisker laks, sild og brisling i Østersøen. Forslaget, som træder i kraft i 2002, opererer med en grænseværdi på 4 pg TEQ/g fisk. Den grænseværdi får de fede fisk fra Østersøen svært ved at overholde. Vedtages forslaget bliver der reelt tale om et omsætningsforbud for disse fisk.

Sverige og Finland har bedt om en undtagelse, så at de forsat kan fange og sælge fisken fra Østersøen til deres egne befolkninger. Kilder i EU bekræfter at EU er villig til at give en sådan udtagelse, den forventes at blive vedtaget på et ministerrådsmøde i næste uge. Men i Danmark er myndighederne tavse, de vil ikke svare på denne sag

Afdelingsdirektør i Sveriges ”Livsmedelsverket” Rolf Person og Finlands ansvarlige i det finske landbrugs og skovministerium Lena Rajakangas siger samstemmende, at de to lande har bedt om undtagelsen, fordi de ikke kan overholde de nye grænseværdier. Samtidig oplyser de, at Sverige og Finland har traditioner for at arbejde med kostråd, frem for grænseværdier.

De svenske og finske fiskere klarer derved frisag, de vil forsat kunne fange og sælge fisk fra Østersøen. De danske fiskere bliver ramt af de nye grænseværdier, og de bornholmske fiskere er naturligvis rådvilde og usikre på fremtiden. Tavsheden fra danske fødevaremyndigheder og Danmarks Fiskeriforening er påfaldende, har de solgt fiskeriet i Østersøen, for at redde den danske fiskerieksport?

Uanset årsagen, har myndighederne en forpligtigelse til at holde fiskerne underrettet om denne sag, som vil medføre, at de reelt må stoppe deres fiskeri. De har ret til at vide hvad der nu skal ske med dem, når de nu bliver forureningsramte. Myndigheder skal ikke have lov til at ”løse dioxin problemet”, på bekostning af en mindre gruppe fiskere som fisker i Østersøen.

Derimod skal myndighederne sætte hårdt ind mod de som forurener. De skal afsætte de nødvendige midler til økonomiske løsninger for de som bliver ramt af grænseværdierne. I en sag som dioxin, som jo ikke er nogen ny sag, bør forbrugerne sikres gennem forbrugeroplysning. De skal vide hvor fisken er fanget, hvem der har fanget fisken og hvornår? I Sverige fraråder man gravide og ammende kvinder at spise de fede fisk fra Østersøen, dvs. man sætter ind over for risikogrupperne, det kunne man også gøre i Danmark.

Dioxinproblemet har man kendt til i mange år, derfor har myndighederne ingen undskyldning for at forholde sig tavse i denne sag. Og hvad med fiskerne og befolkningerne i lande som Polen, De Baltiske Lande og Rusland, hvad skal de stille op med deres fisk?