Blev fiskerne i Østersøen ofret til fordel for den danske fiskeeksport?

Skipper og formand Gunnar Jacobsen Vestkysten jan. 2002. 

 

 

Nu er de nye grænseværdier for dioxinindhold i fødevarer vedtaget i EU. En grænseværdi som de fede fisk i Østersøen får meget svært ved at overholde og det får alvorlige konsekvenser for lakse- og sildefiskeriet i Østersen. Man skulle tror, at med sådan en udsigt, ville formanden for alle danske fiskere, Bent Rulle, kæmpe med næb og klør for at redde fiskeriet i Østersøen. Men det synes bestemt ikke at være tilfældet. I en udtalelse til Ritzau siger Bent Rulle at han ikke tror på at dioxin er så farligt som det gøres til Så skulle folk ligge døde på strandene nu” siger han.

Bent Rulle mener altså, at dioxin i fisk ikke udgør noget problem, men hvorfor har han så ikke stået  sammen med de svenske og finske fiskere og myndigheder, som har fået en dispensation til at sælge Østersø laks og sild på markederne i Østersø regionen. Til denne dispensation siger Bent Rulle: ”Det er da så dobbeltmoralsk, som noget kan være. Man råber op om forbrugersikkerhed, men når man så skal have et lovforslag igennem, giver man bare en fritagelse til nogle, så de ikke nedstemmer forslaget. Det er der da ikke meget forbrugerbeskyttelse i”.

Danmarks Fiskeriforening har helt åbenbart endnu ikke fået udarbejdet en gennemtænkt og sammenhængende miljøpolitik. For de befinder sig stadig ude på en slingrekurs der siger, at gift i havet og i fisken, kan skade dansk fiskereksport. For hvad er ellers forklaringen på at Danmarks Fiskeriforening ikke har bakket op om fiskeriet i Østersøen, ligesom man har gjort det i Sverige og Finland? Laks og sild fra Østersøen udgør en lille del af dansk fiskeri og som sådan kan det ofres. Brisling bruges til fiskemel og olie og her kan man rense sig ud af problemet, ved at fjerne dioxinen fra fiskeolien. Og indtil der foreligger en mere fornuftig forklaring vil vi påstå, at de danske fiskere som fisker laks og sild i Østersen, er blevet ofret for ikke at skabe tvivl om kvaliteten af dansk fisk og fiskeprodukter i udlandet.

Så længe havet overalt betragtes som en losseplads vil der være fare for forurening af større eller mindre grad, og fiskeren kommer til at bøde for en forurening som han igen indvirkning har på. Efter nytår bliver der indført nye regler med hensyn til sporbarhed af fisk. Så har forbrugerne mulighed for selv at bestemme hvor de vil spise fisk fra.

Om dioxinen i fisken er farlig eller ej, burde Danmarks Fiskeriforening ikke udtale sig om, fordi det ved de intet om. Derimod ved de, at Sverige og Finland, som ikke kan betegnes som ulande i dioxin sammenhænge, har kæmpet til fordel for de fiskere og fiskesamfund som lever af Østersøen. Det kunne Danmark også have gjort. Om det så er en klog beslutning Sverige og Finland har taget, ja det må tiden jo vise.   

-         I 1999 havde Fødevareminister Henrik Dam Kristensen, godt støttet af Bent Rulle, meget travlt med at forhindre vedtagelsen af skrappe dioxingrænseværdier, for dengang skulle Danmark redde eksporten af fiskeolie og mel. Men nu kan man jo rense sig ud af problemet. Også derfor kunne Danmark nu stemme imod forslaget, ikke fordi man er imod grænseværdierne, men fordi at man er imod, at Sverige og Finland har fået en dispensation for deres fiskeri og forbrug af fede fisk fra Østersøen.