Alger og svin

  


Det er behæftet med store problemer at være kystfisker i dag, senest måtte kystfiskerne syd for Thyborøn opgive fiskeriet, fordi garnene blev lagt ned i alger. Disse konkrete forhold dokumenterer professor Finn Bro Rasmussens udmeldinger på Landsforeningen Levende Havs generalforsamling den 24/3 2001: ”det er landbruget som udrydder kystfiskeriet. Den voksende griseproduktion er skyld i, at der samlet set ikke er sket nogen reduktion af udvaskningen af kvælstof til vore marine miljøer”.

Vi påstår, at det er landbruget og svineproduktionen i Ringkøbing Amts nordlige kommuner, der er skyld i at kystfiskerne måtte indstille deres fiskeri. Og det bliver kun værre i fremtiden når man ser på udtalelser fra udvalgsformanden i Ringkøbing Amt, Harry Jensen.

Som et svar til Svend Aukens forsøg på at få bremset udviklingen i svineproduktionen, siger Harry Jensen ”når de strammer oppefra må vi jo dispenserer nedefra”. Det siger formanden, vel vidende, at de nordlige kommuner i Ringkøbing Amt har de største landbrugskoncentrationer og at man i de farvande, har den massive algeopblomstring.

I det seneste år har der været en større opmærksomhed omkring svineproduktioner tæt på landsbyerne, og landsbybeboerne ser nu til at få flyttet de store produktioner væk fra landsbyerne af hensyn til lugtgenerne. I Levende Hav så vi hellere at produktionerne blev liggende og nedbragt til et acceptabelt niveau, så både natur og mennesker kunne leve med landbruget. For med udflytningen åbner man samtidig for udvidelser af de i forvejen alt for store svinefabrikker, med alvorlig skade på de marine miljøer og kystfiskeriet til følge. De desværre alt for få vestjyske kystfiskere, som endnu holder stand mod det industrialiserede fiskeri, bliver nu udryddet af det industrialiserede landbrug.

Levende Hav stiller foreningen til rådighed for de kystfiskere som har fået nok og som aktivt vil gå ind i arbejdet for at få stoppet Ringkøbing Amts særbehandling af svineproduktionen på bekostning af havmiljøet, naturen og det kystnære fiskeri.

Kurt Bertelsen Christensen,  Landsforeningen Levende Hav