Fiskerne er i krise
på grund af stigende udgifter forlyder det fra mange
sider, fallitten lurer, hvis der ikke bliver grebet ind og
havfiskeriet vil forsvinde. De større kuttere har de
sidste par år kørt med en meget stram økonomisk
indtjening på grund af nedgang i fiskeriet, prisen på
den landede fisk, hård kontrol med fangsten og stramning
af kvoterne. Så stigningen på brændstoffet
gør det i dag næsten umuligt at få overskud
på et årsregnskab. Hjælp til betaling af
brændstof er blevet foreslået, men det er jo kun
med til at holde liv i de enheder, der har et enormt brændstofforbrug
og ikke hele den danske fiskerflåde.
Spørgsmålet
er så, om ikke det var bedre at interessere sig for
det mindre ressourcekrævende fiskeri i fremtiden. Det
danske fiskeri udspringer af snurrevodsfiskeriet, der i mange
år var det største fiskeri herhjemme, men dette
skånsomme fiskeri er ved at forsvinde på trods
af, at man ved meget små udgifter kan bringe kvalitetsfisk
på markedet. Ophugningen har taget en enorm stor part
af især snurrevodsbådene der fiskede rødspætter,
da de normalt ikke havde stor gæld og ophugningen faldt
sammen med et generationsskifte, hvor der ikke var mange unge
til at overtage bådene, og da de ældre ejere kunne
komme ud af fiskeriet med et større eller mindre overskud
valgte de ophugningen.
Den største
del af den tilbageværende snurrevodsflåde er kuttere
på 40-50 tons som fisker overalt i Nordsøen og
indre farvande og de kan fiske naturskånsomt uden store
forandringer på grej og fiskerimetoder. Fiskeriet kræver
ikke store motorer så normalen er en motor på
200 - 300 HK så forbruget af brændstof på
en traditionel snurrevodsbåd ligger på årsbasis
på det samme som en stor industri- eller bomtrawler
bruger på en-to uger, så selv om dieselolien stiger
yderligere, vil det ikke være et problem for os.
Sidste års
regnskab viser at forbruget af brændstof og smøreolie
på min kutter udgjorde fem pct. af fiskesummen så
måske var det en ide at begynde at tænke gammeldags
igen. Med de priser, der i øjeblikket gives for rødspætter
er snurrevodsfiskeriet nok den eneste form for fiskeri efter
rødspætter der kan give et rimeligt økonomisk
afkast. En ting som kan forundre er, at udgiften til at hjem
fra fiskepladsen med udgift til olie, fiskegrejer og stores,
ligger på under 10 pct. Af fiskesummen medens udgiften
for at få fisken fra kutteren gennem auktionen og afsat
til eksportøren koster det dobbelte. Afgifter til forskellige
formål er med til at fordyre landinger og den daglige
drift så skal den danske flåde have hjælp
i dag, var det bedre at få ryddet op i den stak af udgifter
der efterhånden er blevet os pålagt. Det ville
hjælpe hele flåden, både store og små.
Fiskeskipper Gunnar
Jacobsen Kt Merkur E230 Formand for Landsforeningen Levende
Hav
|