Ifølge Morten Laudrup-Larsen fra Fødevareministeriet skal statsstøtten fjerne tonnage, så der bliver flere fisk til de der bliver tilbage i fiskeriet, men samtidig skal støtten også være et tilbud til de fiskere som gerne vil forlade fiskeriet.

LLH nyheder spørger: Skal støtten også hjælpe til med opbygningen af de nedfiskede fiskebestande? 

”Nej det er mere tvivlsomt, for samtidig bliver de resterende fartøjer mere effektive, og den udvikling støtter vi også ” siger Morten Laudrup-Larsen.

Og det er faktisk denne sag i en nøddeskal.

Nu er er der givet statsstøtte til ophugning i mange år og langt over 1000 fartøjer er blevet taget ud af fiskeriet med støtte. Men mens man støtter ophugning med den ene hånd, giver man støtte til effektiviseringer og nybygninger med den anden. Senest i 1993 hvor der blev gennemført en større ophugningsrunde, blev der taget mange fartøjer ud. Men kun til de fiskere ”som havde råd” til det tog imod. Dvs. de fiskere som havde en smule opsparing og kapital i deres virksomhed, kunne bruge ordningen. Fiskere med de store investeringer og gæld kunne og kan heller ikke under denne nye runde, tage imod dette ”frivillige” tilbud, dertil er tonnagesatsen for lav - de fik refinansiering. 

Resultatet er givet, problemerne med de lave bestande vil fortsætte, også efter at man under denne runde, måske vil have forbrugt mere end 120 mill. kroner.

Ser man nu på statsstøttens to formål, så rejser de flere spørgsmål end de besvarer.

1. ”Ved at fjerne fartøjer bliver der flere fisk til de som bliver tilbage”. Det formål bliver ikke opfyldt. I 1993 holdt denne teori i mindre end 2 år, så var denne gevinst blevet ædt op af effektiviseringer i flåden.
2. ”Med støttet får fiskerne en mulighed for at komme ud af fiskeriet ”med skindet på næsen”, altså en mere værdig afslutning end en eventuel konkurs”. Det er et humant argument, men uden logik. For 120 mill. kroner rækker kun til 100 fartøjer og da 240 fartøjer søgte de 46 mill. og flere sikkert vil søge de 80 mill. som kommer, bliver der mange tilbage som udsættes for en inhuman behandling. Og lægger man disse fartøjer sammen  med et betydeligt antal fiskere, som meget gerne vil ud af fiskeriet - hvis de havde den mindste chance for udfylde kriterierne – så bliver konklusionen, at der er tale om et meget uretfærdigt projekt.

I LLH mener vi, at den form for ophugning det danske samfund har støttet og tilsyneladende nu skal fortsætte med at støtte, ikke opfylder noget formål.

En forening som LLH tvinges til at stille med et gennemtænkt og logisk holdbart formål, når vi f.eks. søger midler til udviklingsprojekter. Sådanne formålsbeskrivelser kan være meget vanskelige, men lykkes det ikke for os, så bliver der heller ikke noget projekt med støtte fra Danida.

Sådanne fornuftige regler bør selvfølgelig også gælde for regering og Folketing, når man med statsstøtte til ophugning, vil nedbryde et erhverv.

Levende Hav anbefaler, at støtte til effektiviseringer, nybygninger og ophugninger har et overordnet formål, nemlig at sikre genopbygningen af de truede fiskebestande. Derfor skal støtten øremærkes til ophugningen af de problematiske fiskerier bomtrawl, bobletrawl, fartøjer med flere trawlsystemer, vodfiskeri i sten m.m. Sammen med denne statsstøtte skal vi ophøre med at give statsstøtte til nye fartøjer og redskaber som er konstrueret til at fiske i sten, eller til at fiske arter som har et voldsomt udsmid.

Det er også en myte at "fiskerne gerne vil ophugges". De vil ikke ophugges, de vil have lov til at fange en mængde fisk, de kan leve af. De 100 fartøjer som nu bliver ophugget er selvfølgelig ude af fiskeriet, men tilbage er der måske 400 som også gerne vil forlade fiskeriet, fordi de sikkert ikke vil kunne klare sig i konkurrencen med de 2-300 store effektive fartøjer, som kan fiske i al slags vejr, alle årets dage og i alle farvande. Fjernede man blot 40 af de store effektive konsumfartøjer ville der være mere end rigelige fisk til de tilbageværende fiskere, samtidig med at de fik håb for fremtiden og lyst og mulighed for modernisering af deres fartøjer til at klare nye krav til arbejdsmiljø om komfort for mandskabet.