Af KURT BERTELSEN CHRISTENSEN formand for Landsforeningen
Levende Hav
Danmarks Fiskeriforening ønsker
ikke dialog om bæredygtigt fiskeri
I FISK
Hvorfor viser offentligheden større
interesse for svindel med grå og sorte fisk end for et uddøende
erhverv? Kystfiskeriet
forsvinder, og de mange østvendte fiskerihavne er ved at være
tømte for de velkendte lyseblå trækuttere. I de vestvendte
fiskerihavne finder man i dag de store stålfartøjer. I de
seneste 10-15 år har fiskeripolitikken kun fået fjernet 10
pct. af den samlede tonnage i tons, men mere end 30 pct. i
antallet af fartøjer. Og modsat det oprindelige formål - at
få sænket fisketrykket - er effektiviteten og fisketrykket
øget i samme periode, med en forarmet havøkologi som
resultat.
Svindel og humbug
Og mobiliteten - dansk fiskeris
adelsmærke og bedste bud på et bæredygtig fiskeri - ligger
i ruiner. Målsætningen om et bæredygtigt fiskeri fremstå i
dag mere utroværdig end nogensinde. Og det er denne
udvikling, der har skabt baggrund for omverdenens interesse i
svindel med kvoter, grå og sorte fisk, svindel i industrien
og dårlig kvalitet i detailhandlen - det er blevet fiskeriets
nye image.
Danmarks Fiskeriforening har i
denne som i lignende sager kun en og samme kommentar:
Lovovertræderne bør straffes. Spørger man foreningen om
dens syn på et trawlfiskeri, der foregår steder hvor det
ikke er tilladt at trawle, er svaret: De bør straffes. Beder
man om foreningens bud på et bæredygtig fiskeri, er svaret:
Et bæredygtig fiskeri er det, der er vedtaget i Folketinget.
Foreningen afviser alle forsøg på
en dialog, om dette eller hint fiskeri skulle være bæredygtigt.
Foreningens monopol på alle danske fiskeres interesser,
kommer tydeligt til udtryk, når foreningen skal spænde over
alle kategorierne, fra fiskekrog til bomtrawl. Og ligesom
formanden for Landbrugsrådet, der betegner bybefolkning som
romantikere, når de vil have landbrug i stedet for fabrikker,
betegner fiskernes formand bybefolkning som håbløse
romantikere - der oven i købet ikke aner hvad de taler om - når
de forsøger at rejse disse fiskerifaglige spørgsmål: Var og
er det nødvendigt at fjerne de små kuttere fra dansk
fiskeri, var det ikke bedre at tage de store? Behøver
fiskeriet at fange så mange marsvin? Er det ikke bedre at
fange spisefisk i stedet for skidtfisk?
Ansvaret forvaltes dårligt
Tilsammen har fiskerierhverv og
forvaltning ansvaret for en naturressource til en værdi af
mere end tre mia. kroner hvert år - og det ansvar forvaltes
urimeligt dårligt i dag. Der er en sørgelig mangel på
realitetssans i forhold til industrifiskeriet efter skidtfisk
mht. havøkologi og det globale marked for fiskemel og olie.
Og erhverv og forvaltning er blinde for det faktum, at dagens
forbrugere er meget mere end blot rationelle forbrugere (læs:
vælgere). Dem spiser man ikke af med et abstrakt begreb som
'en nødvendig udvikling', samtidig med at de over skatterne
skal bidrage med millioner af kroner i virkningsløs støtte
til fiskeriet. Hvem narrer
hvem, når erhverv og forvaltning samstemmende uge efter uge
giver udtryk for, at Danmark i modsætning til alle andre
EU-lande lever op til EU's krav om reduktion af fiskeflåden,
når reduktionen i antallet af fartøjer ikke har hjulpet på
fisketrykket, men kun betydet, at det kapitaltunge fiskeri
bestemmer dansk fiskeripolitik i dag? Og
skal vælgerne tro på dansk fiskerierhverv og forvaltning, når
man siger, at industrifiskeriet er bæredygtigt, mens resten
af Europa siger det modsatte? Politisk
og økonomisk støtte til et fornuftigt og gennemskueligt
kystfiskeri vil - foruden et forbedret havmiljø og effektive
lokale ferskvaremarkeder for fisk - betyde at fiskeriet kan få
opbygget det positive image, det fortjener.