Erhvervsfiskeriet har haft
slagside i flere år og nu er det kuldsejlet, mens
redningsfolkene diskutere og diskuterer hvordan de nu får
reddet fiskeriet. Bl.a. spøger samtlige politiske partier fødevareministeren
om hendes planer den 28. feb. i en forespørgselsdebat i
Folketinget.
Levende Hav anbefaler, at et
par kendsgerninger får en fremtrædende rolle i de planer. Første
kendsgerning; lukninger af havområder. EU’s
fiskeriforvaltning lukker nu et stort havområde for fiskeriet,
og det er lige så sikkert som ammen i kirken, at dette første
10 ugers stop for konsumfiskeriet, i den såkaldte
”torskekasse” i Nordsøen, kun er starten på mange
fremtidige lukkede havområder. Ikke fordi lukkede havområder
reder noget som helst, men alene fordi denne form for
”regulering”, står sig godt i de mange nationale- og
internationale mødelokaler hvor fiskeriet bestemmes. Her kan
alle - uden forvirring fra og forbindelse til fiskeriets
virkeligheder - læse og forstå store markeringer på et søkort
- jo større markeringer, jo større beskyttelse af de sparsomme
fiskeressourcer, siger den logik.
Men lukninger af havområder
tjener ikke formålet. Det er afmagtshandlinger og kulminationen
på en forfejlet ressourceforvaltning i Europa. For lukkede
havområder presser fartøjerne sammen på mindre områder,
f.eks. inde under kysten, med det resultat, at det kystfiskeri
man ville beskytte, bliver rent overende.
Den regulering der er brug
for er ligeså enkel, som den er logisk. Man skal få fjernet de
fiskerier der ødelægger havmiljøet (bomtrawlerne og andre
voldsomme trawltyper) og få fjernet de trawl- og vodfartøjer,
som kun holder skruen i vandet, ved at fange de meget store mængder,
blot til brug for brændstof og forrentningen af de store
investeringer. Og denne eneste fornuftige bevaringspolitik, har
politikerne kunnet sætte i gang i flere år, men i stedet har
de tilladt og også støttet opbygningen af store og meget dyre
fartøjer og de destruktive fiskeriformer.
Lukninger af havområder
presser fiskerne sammen, eller sådan ser det ud, når man
udelukkende ser på de teoretiske planer, men virkeligheden
bliver selvfølgelig en anden. Den kommende lukning får ingen nævneværdig
betydning, fiskerne fortsætter fiskeriet hvor de altid har
fisket, hvad skal de ellers gøre? Enkelte vil blive opdaget og
draget til ansvar med store bøder, men den risiko har man vænnet
sig til i fiskeriet. At få konfiskeret fangsten, sammen med
store bøder er blot blevet til en kalkuleret erhvervsrisiko i
fiskeriet.
Danmarks Fiskeriforening
råber op som de skal, i håbet om erstatninger i 100 mill.
klassen. Men de råber ligeså meget op til støtte for en
regulering de kan leve med - i et par år endnu. For den eneste
virksomme regulering, til opbygninger af fiskebestande, kan en
økonomisk interesseforening som Danmarks Fiskeriforening ikke
leve med. Foreningen har efter vor mening, ikke bidraget
konstruktivt til en forvaltning og regulering, hvor man undgik
lukkede havområder. Denne mangel på konstruktive handlinger
fra Danmarks Fiskeriforenings side, ses nu også i det
samarbejde de vil have med landbruget, i bestræbelserne på at
få stukket snablen dybere ned i de offentlige kasser.
Den anden større forening,
under formand Peter Hyldtoft, er også interesserede i de
lukkede kasser. De giver ham vind i sejlene til anbefalinger om,
at halvdelen af den tilbageværende danske fiskeflå-de bliver
hugget op, og at man kun bevarer de fartøjer som fanger
kvalitetsfisk. Og det lyder jo meget fornuftigt, hvis ikke det
lige var for den kendsgerning, at formanden kun vil have fjernet
de ca. 2500 mindre fartøjer, som tilsammen fanger under 10% af
de danske landinger. De skal væk for de har en alt for stor en
indflydelse på fiskeripolitikken, mener Hyldtoft.
Den sidste større forening
som har glæde af lukkede og fredede havområder er Danmarks
Naturfredningsforening. I forbindelse med den seneste revision
af fiskeriloven, fik foreningen sæde i fiskeriets rådgivende
udvalg, som havmiljøets vagthund. Det praktiske fiskeri har de
ikke noget begreb, det siger de selv, hvorimod foreningen meget
gerne vil have fredet naturen for bønder, jægere, fiskere og
andre naturbrugere.
Lukkede havområder er således en fordel for de ansvarlige for
fiskeriet, politikerne, embedsmæn-dene, biologerne og
organisationerne, men de er en katastrofe for fiskebestande,
havmiljø og de skånsomme fiskere. For uanset om de lukkede
havområder bliver effektivt overvåget eller ej, ødelægger de
den økologiske balance i og på havet. Først ved at lukkede
områder kan være en forhindring for gennemførelsen af
effektive bevaringsforanstaltninger af teknisk art som:
ophugning af de fartøjer som er årsag til problemet, indførelse
af meget større store masker, effektiv kontrol med motorkraften
og lign.
- Lukkede områder i
et højaktivt fiskevand som Nordsøen, genopbygge ikke
fiskebestande og det uanset om områderne overvåges eller ej.
Bliver de ikke overvåget,
fortsætter fiskeriet nogenlunde på samme kurs - nedad. Bliver
de effektivt overvåget, opvejes fredningerne af et voldsomt
pres på fiskevandene uden for områderne. Vil man nu, som tilfældet
er i den såkaldte ”torskekasse” beskytte gydefisken, ville
det være langt mere effektivt, at frede gydetorsken i dens
gydeperiode. (Men så er det selvfølgelig også slut med den
eftertragtede torskerogn, som vel stadig udgør et stort indtag
af fisk hos de danske forbrugere).
Men de lukkede område får
i hvert fald én kurve til at stige, nemlig kurven over hvor
mange fiskere der bliver fanget. Lukkede områder giver en højere
kriminalitets rate i fiskerierhvervet. Så listen over negative
konsekvenser ved lukkede havområder i et højaktivt
fiskerifarvand, overgås kun af listen over de negative
bifangster lukkede havområder fører med sig.
Til slut. Der bør ikke
være nogen tvivl om, at lukkede områder er et onde. Men når
man nu alligevel vælger at lukke havområder, så bør man
friholde de fiskere som kan dokumentere, at de fisker på en måde,
der hverken skader bestande eller havmiljø. For den lukkede
torskekasse er en hån, mod de fiskere som opfører sig
ordentlig, de bliver ramt urimelig hårdt, og det uanset om områderne
overvåges eller ej.
Kurt Bertelsen Christensen
Landsforeningen Levende Hav