Kommentar
fra Levende Hav Nyheder
Indtil
i dag har Danmarks Fiskeriforening berømmet det danske
industrifiskeri – ud over alle grænser. De har fået udarbejdet
den ene rapport efter den anden, som frikender industrifiskeriet
for alle anklager. I følge rapporterne og Danmarks
Fiskeriforening er det danske industrifiskeri bæredygtigt og det
fanger ikke konsumfisk i nævneværdig grad – men det var indtil
i dag.
Tolker
man på fiskernes formand Bent Rulle, står enten
industrifiskeriet eller Bent Rulle for fald. For de udtalelser han
kommer med til Fiskeri Tidende og til Jyske Vestkysten i dag, kan
det danske industrifiskeri simpelthen ikke leve med.
Enten
må industrifiskerne melde sig ud af Danmarks Fiskeriforening, med
hvad dermed fører af problemer i de fremtidige
fiskeriforhandlinger, eller også må Danmarks Fiskeriforening se
sig om efter ny formand.
Følgende er sakset
fra Jyske Vestkysten
Industrifiskeri truet på livet
Af Carsten Hansen
De fire danske producenter af fiskemel og fiskeolie med en årlig
omsætning på over to milliarder kroner står måske for fald, og
flere hundred kuttere må sælges eller ophugges.
Det kan blive konsekvensen, hvis Danmarks Fiskeriforening i næste
uge beslutter at anbefale et stop for industrifiskeri.
Fiskeriforeningen har tabt tålmodigheden med industrifiskerne
efter afsløring af svindel i Esbjerg, hvor 12 industrikuttere
ulovligt landede knap 6000 ton sild i stedet for som påstået
brisling. Derfor skal hovedbestyrelsen torsdag i næste uge afgøre,
om fiskeriforeningen vil anbefale Fiskeridirektoratet et stop for
industrifiskeri.
- Nu går den ikke længere. Sagen fra Esbjerg er ikke enestående.
Jeg vil gerne pointere, at det er galt med industrifiskeriet og
overtrædelser af reglerne over hele landet. Nu er vi nødt til at
tage fat på problemet, siger formand for Danmarks Fiskeriforening
Bent Rulle.
Danmark er det eneste EU-land, der driver industrifiskeri og
har længe mødt protester fra de øvrige nationer. Bent Rulle
frygter nu, at den seneste affære får alvorlige politiske
konsekvenser - også for fiskeri af spisefisk.
- Det danske image er slået totalt i stykker, og jeg aner
ikke, hvordan vi skal gebærde os i kommende forhandlinger i EU om
konsumfiskeri. Det bliver svært, siger Bent Rulle.
Han har indkaldt ledelserne af de fire fiskemelsfabrikker, Triple
Nine med virksomheder i Esbjerg og Thyborøn samt Fiskernes
Fiskeindustri i Skagen og Hanstholm Fiskemelsfabrik, til møde
onsdag, og dagen efter mødes fiskernes hovedbestyrelse.
- Jeg har meddelt medlemmerne, at de skal være klar til at træffe
en beslutning, siger Bent Rulle.
Der er tilsyneladende lagt op til et voldsomt opgør blandt
fiskerne. Et flertal i fiskeriforeningen har længe haft et horn i
siden på industrifiskerne.
Formanden for Esbjerg Fiskeriforening, Hans Aa, der desuden er næstformand
i Danmarks Fiskeriforening, vil ikke kommentere sagen.
- JydskeVestkysten har tacklet sagen ualmindeligt dårligt. Det
tjener ikke en landsdelsavis at bringe citater om hæleri. Jeg har
ikke flere kommentarer.
Det var direktør i Fiskeridirektoratet Jørgen Fredsted, der
tirsdag sagde: »Når man ved, at der er tale om en åbenbart
ulovlig fangst, optræder virksomheden i princippet som hæler«.
I direktoratet overvejes det fortsat, om Triple Nine skal drages
til ansvar for at have modtaget de ulovligt fangede sild.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra formand for
Tripple Nine-fiskemelsfabriken, Erik Bonde Pedersen.
|