Dansk fiskeri til udlandet - historien om et forlis (lettere korrigeret 10/3)

Det er en lille historie om et stort fiskeri, der tidligere sikrede mange tusinde arbejdspladser i de tyndtbefolkede områder af Danmark. For få år siden var det EU's største fiskeri, og bruger man landbrugets metoder til at prale af hvor mange arbejdspladser der er i landbruget, var dansk fiskeri før 2005 svaret på udkants Danmarks største problem. Men fordi regeringen heller ikke kender til rettidig omhu i fiskeripolitikken, har dansk fiskeri under VKO styret mistet de fleste fartøjer. De store fartøjer der blev tilbage henter nu deres besætninger i Østeuropa og lander deres fangster i udenlandske havne.

Historien: Da Danmarks Fiskeriforening i 2004 begyndte at bearbejde regeringen og fiskeriminister Hans Chr. Schmidt, for at få ejerskabet over kvoter og fiskerettigheder, tror jeg ikke de havde en forestilling om hvordan dansk fiskeri ville se ud i dag blot 5 år efter at regeringen forærede dem det hele. Eller måske havde de det og handlede i god tro.

Det er ikke sandsynligt, men skulle det være tilfældet, kan man i det mindste også stille dem til ansvar for deres gerninger. Og for hver dag der går, bliver det mere og mere nødvendigt. Derfor bør fødevareministeren nu give Folketinget en fiskeripolitisk redegørelse, som svare på dette og andre relevante spørgsmål.     

Faktum er i hvert fald at fiskeriet anno 2011, er noget helt andet end hvad det var i 2004. Der er meget færre fartøjer og de få store fartøjer der blev tilbage, efter at kvoter og rettigheder er blevet samlet hos de dem og deres selskaber, henter i dag, i større og større omfang, deres besætninger i Østeuropa, fordi de ansatte derfra er billigere i drift, end de danske partsfiskere.

Men den dramatiske afvikling af fiskeriet stopper ikke ved de udenlandske besætninger og den deraf følgende affolkning af de fhv. fiskeriafhængige kystkommuner. I dag lander de store fartøjer også deres fangster i udlandet. Således læser man på Fiskerforum 8/3, i år at de danske fartøjer landet over 20 % af deres torsk fanget i Østersøen direkte i Polen. 20 % lyder måske ikke af så meget, men det er gået meget hurtigt og det går også den vej på vestkysten, hvor de store fartøjer nu også ser deres fordele i at deres laster i udlandet. Landinger direkte i udlandet er kun blevet mulig, fordi fartøjerne er blevet så store, at det også kan betale sig.

Så selv om dansk fiskeri stadig fanger vilde fisk for tæt ved 3 mia. kroner om året forsvinder arbejdspladserne i selve fiskeriet og nu også dramatisk i den danske fiskeindustri og rundt omkring i de mange servicefag der hørte fiskeriet til.    

Var det målet med fiskerireformen, vedtaget af regeringen og Dansk Folkeparti i oktober 2005? Det skal ministeren selvfølgelig svare på, men her kan vi godt løfte en flig af den historie.   

Baggrund: FKA reformen som den kaldes blev vedtaget i Folketinget i okt. 2005 af et meget snævert politisk flertal og begrundelsen for reformen var, at den var blevet nødvendig for der var ”for lidt fisk til for mange skibe”. Med det nye FKA system kunne ejerne af fartøjerne begynde at handle med kvote og rettigheder og dertil oprettede de kvoteselskaber, hvor de kunne leje og udleje kvoter og rettigheder. Og alt dette førte meget hurtigt til en stor koncentrering af kvoter og rettigheder på meget få, men store fartøjer. Det krævede store lån og gælden voksede. I samme periode svigtede priserne på fisken, samtidig med at olien steg i pris.

Og selv om Hans Chr. Schmidt lovede Folketinget, at med FKA ville alt blive godt og fiskeriet igen blive lønsomt, og derfor ikke fik brug for den offentlige støtte, så er det gået i den modsatte retning. Siden 2006 er den offentlige økonomiske støtte til fiskeriet kun vokset.

Jeg klar over at 2010 blev et fantastisk godt år for tobisfiskeriet, fordi priserne eksploderede. Fiskerne fik op mod 2 kr. for et kg. skidtfisk. Det er vandvittige priser og de holder måske i år, men så falder de igen og gør de det med de højere og højere priser på brændstof, er det fiskeri som altid igen i vanskeligheder. Det er ikke for at være lyseslukker, men sådan er det altså i fiskeriet. Det løber ind sådanne eventyr et år eller to, men det slutter inden det rigtig kom i gang og så står fiskerne tilbage med de store investeringer de foretog sig, mens de var i eventyret.

Besætninger: De danske partsfiskere (dvs. besætningen som får deres hyre i form af en aftalt procentsats af det man fanger, efter fradrag af forskellige udgifter som olie, is, proviant etc.) blev ret hurtigt kørt ud af fiskeriet efter 2006. For nu skulle de mod deres vilje og viden om konsekvenserne ved FKA reformen, også være med til at forrente de store lån, som ejerne af fartøjerne havde optaget for at købe kvoter og rettigheder.

Det skulle de gennem større ”forlodsudgifter” til olie, is etc. som nu blev udvidet til også at omfatte udgifter til leje af fisken, i ejernes egne selskaber, som havde opkøbt kvoterne for at udleje dem i en kortere el. længere periode. Det er store nye udgifter som besætningen nu skal betale, inden de får deres hyre og det tvang så at sige, de danske partsfiskere ud af dansk fiskeri og i stedet ”måtte” ejerne af fartøjerne, så hente deres besætninger fra andre lande. Folk som ikke stillede de store krav og som det allervigtigste, ikke havde historiske rettigheder i dansk fiskeri. De danske partsfiskere forlod fartøjerne også fordi de ikke kunne eve med at skulle betale for de rettigheder, som de selv havde været med til at opbygge.

Enhver der forstår blot en lille smule af dansk fiskeri og de livsformer som dansk fiskeri er bygget på, ved også hvor grusomt og uretfærdig FKA blev mod partsfiskerne. Denne unikke form, hvor alle ombord havde et fælles ansvar for fartøj og fiskeri og hvor der ikke var tale om ansatte, men om normalt et ligeværdigt forhold mellem skipper og besætning. Og da FKA reformen skulle ud i fiskeriet, skete det netop ved at fartøjerne fik ejerskabet over de historiske rettigheder. Dvs. hvor mange promille af de danske kvoter det enkelte fartøj havde fanget over nogle år, fik fartøjet som ejendom, dvs. ejeren af fartøjet fik de store værdier som kunne løbe op i et 3 cifret millionbeløb. De der ejede fartøjerne fik store værdier af samfundet, de som havde skabt værdierne fik intet, tværtimod betalte de det hele med deres eksistens som fiskere.  

Partsfiskerne forsvinder og fiskerikommunerne mister deres borgere og affolkningen af det yderste Danmark voksede. Det udkants Danmark alle taler om, mister virkelig mange tusinde arbejdspladser i fiskeriet. Og nu også i fiskeindustrien og fiskeriets følgeerhverv. Når større og større landinger landes direkte i de udenlandske havne så dør de danske havne og det betyder at lokalsamfundene mister deres virksomheder og jobs og alt lukker.

Vi kender alle historien fra Island, hvor Island i løbet af ganske få år, mistede mange tusinde arbejdspladser i de mange lokalsamfund. Island indførte deres store reformer i fiskeriet for mere end 20 år siden og i de første mange år roste Island sig selv, for denne store reform. Og ude omkring Island i den store verden så politikerne, deres embedsmænd og ikke mindst forskerne, som jo lever af at fortælle politikerne dét de gerne vil høre, det samme og ville have det samme.

Island gik som bekendt fallit for et par år siden og nu er den nye regering gået i gang med at få kvoterne tilbage til statskassen, i forsøget på at få fiskeriet tilbage på en kurs med arbejdspladser og lokalsamfund.

Det er situationen i Island anno 2011 og selvom det danske samfund ikke vil lide så grusomt som det islandske, når dansk fiskeri igen rammer muren om et par år – muren hvor prisen på brændstoffet når nye højder og prisen på fisken ikke kan følge med, så er det alligevel meget alvorligt, for nedbruddet rammer sammen med landbrugets ditto meget alvorligt i de tyndt befolkede områder, som det facto går fallit.

Og så er det vi må spørge os selv og de ansvarlige; var det dét målet med FKA fiskerireform i 2005? Og de spørgsmål skal altså stilles til de ansvarlige, mens de stadig sidder med ansvaret, dvs. senest inden efteråret 2011.         

Kurt Bertelsen Christensen

marts. 2011