Fredninger af fisk

 

Levende Hav modtager jævnligt forslag til ændringer på lovene omkring havmiljø og fiskeri. Vi forsøger at svare på de områder hvor vi mener at Levende Havs formål bør fremhæves. Derved bliver vores svar principielle og oftest også kritiske, da vi ikke mener at det er Levende Havs opgave at udforme landets love. Dertil har vi valgt politikere og de ansætter embedsmænd til gennemførelsen af deres politik. Vores opgave er at være på vagt over for de forhold hvor politikerne siger noget og gør noget andet. 

Dertil giver vi situationsrapporter fra den virkelighed vi hele tiden forsøger at være en del af. Nedenstående kommentarer, kritik og forslag er for så vidt et udmærket eksempel på vor metode.       

 

 

 

Til Fiskeridirektoratet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

vedr. j. nr. 2000-250-12- 25. Revision af nr. 895 ”Fredningstider for fisk og krebsdyr i saltvand”

Vi takker for orienteringen vedr. udkast til ovenstående revision. Landsforeningen Levende Hav er ikke medlem af de fiskerifaglige udvalg, men vi tillader os alligevel at fremsende kommentarer til spørgsmål af den art som her skal behandles, samt en kritik af Danmarks Fiskeriundersøgelsers DFU notat. vedr. fredninger af fisk, 1. nov. 2000.

Som andre mennesker ønsker vi også en større viden og indsigt i havmiljø og fiskeri, og derfor stødes vi over den patroniserende tone i DFUs notat. ”Umiddelbart synes tankegangen rigtig og har som sådan stor forståelse i befolkningen” skriver DFU. Eller sagt med andre ord, DFU mener at befolkningen er for dumme til at forstå biologiens sandheder. DFUs negative vurderinger af lægsmands viden, kommer også til udtryk i sætningen ”hunnerne skal have fred og ro til at gyde”. 

I dag mener indsigtsfulde biologer at fredninger af gydefisken er et komplekst spørgsmål, men også at fredninger af gydefisk er nødvendig. Årsagerne til denne nødvendighed er mange, også de økologiske forandringer i havet, men først og fremmest er det nødvendigt fordi fiskeriet har udviklet sig. I dag kan fiskeredskaberne kommer overalt, over alle stenene osv. der findes ikke mere steder hvor fisken kan få ”fred og ro” til det liv fisken nødvendigvis må leve, uden at være på flugt fra fiskeredskaberne.

Med den omfattende internationale viden der findes på området, er det derfor kritisabelt, at DFU stadig holder fast i egne gamle sandheder om, at fiskeri på gydefisken er uden betydning for rekrutteringen. Sådan var det måske før og med skabelsen i 1977, af den berømte Nordsømodel, men sådan er det ikke mere. For torskens vedkommende er det sikkert, at fiskeriet er skyld i store ændringer i adfærd og selektion, og i dag kan ingen længere påstå, at besidde sandheden og opdateret viden om komplekse emner som gydning og rekruttering. På Færøerne f.eks., er der ikke mange som vil betvivle, at de beskyttede gydeområder for torsken, har haft en væsentlig betydning for genopbygningen af torskebestandene ved Færøerne. Om et stop for fiskeri på gydefisken er uden betydning, sammenlignet med andre foranstaltninger i fiskeriforvaltningen, skal være ukommenteret, men at fiskeriet på gydefisken har betydning for fiskebestandene synes i dag sandsynliggjort.

Således er det forkert, og en rådgivning mod bedre viden, når DFU konkluderer ”I de tilfælde, hvor der eksisterer en fredning, betyder denne normalt blot en mindre fangst i fredningsperioden uden at have den ønskede effekt”. DFU bør også give en fornuftig forklaring på nødvendigheden af at bruge begrebet ”yngelpleje”. For der findes vel ikke andre kommercielle arter end Stenbider som har noget der kunne minde en om yngelpleje? Vi i er tyndhudede i LLH og derfor mener vi, at også denne bemærkning er et unødvendigt spark til den biologiske uvidenhed, fra en offentlig finansieret forskningsinstitution.   

1) Her synes DFU at få logiske problemer. Hvad forstår DFU ved ”En ligelig kønsfordeling har betydning for populationens fertilitet”? Denne betydning må vel høre til en eller anden form for støre robusthed i systemet og bestandene.

1)Fiskens kvalitet, dvs. gastronomiske værdi, kan og bør vægtes under fredninger af gydefisken.     

2) Fredninger af gydefisken vil og kan aldrig blive en teknisk bevaringsforanstaltning, som påstået af DFU. En sådan provokation ville sikkert være stimulerende for fiskeriforskningen på landets universitetet, men burde være uhørt i DFU. Det danske og det europæiske fiskeri er ved at kuldsejle og DFU har et medansvar for dette forestående forlis. Derfor kan vi også forlange, at DFU tager deres ansvar alvorligt og forbeholder begrebet ”tekniske bevaringsforanstaltninger” til de områder hvor de hører under, nemlig de forhold som vi både har begreb og kan tage hånd om i selve fiskeriet og dets metoder.

Med henvisning til ovenstående og fredninger som har fungeret i flere år, skal vi anbefale at man ikke ophæver fredningerne for skrubber, rødspætter, pighvarrer, slethvarrer, brisling og hummer og for den sags skyld, andre fisk. DFUs forslag til, at erhvervet kan bestemme om de vil frede i periode med henvisning til fiskenes kvalitet, er selvfølgelig et skridt i den rigtige retning mht. aktiv medvirkning og selvforvaltning inden for fiskeriet. Men det er lidt svært at se, hvorfor erhvervet skulle frede rognfisken, hvis ikke fredningen giver flere fisk i den sidste ende! For som fiskeriet foregår i dag, tager fiskerne alt hvad der kan og må sælge, med i land, det er de blevet nødt til og selv en forholdsvis ringe kvalitet rognfisk, koster penge i dag, også det må DFU også vide.     

Med ovenstående bemærkninger har vi ikke sagt, at vi skulle vide at en ophævelse af fredninger for rognrødspætter og andre rognfisk vil skade bestandene, men vi har sagt, at det ved DFU heller ikke. Fredninger og beskyttede områder bliver uden tvivl en vigtig del af den fremtidige fiskeriforvaltning og derfor er det afgørende, at alle ansvarlige i fiskeriforvaltningen påtager sig deres ansvar. For hvis en sådan forvaltning skal virke for formålet, at få genopbygget bestandene, så er det meget vigtigt, at fiskerne og ”befolkningen” har forståelse for betydningerne af sådanne begrænsninger i fiskeriet. Til opbyggelse af en sådan bred forståelse, kan og bør DFU spille en aktiv rolle og derfor håber vi, at DFU nu vil bruge forsigtighedsprincippet – også når det gælder den biologisk viden.

På Levende Havs vegne, Kurt Bertelsen Christensen, Projektleder, Ferring Strand den 7.11.01