Kampen om fiskeressourcerne er blevet mere
brutal, for der er penge i fisk og priserne på fisken synes kun
at vokse. For de gældstunge moderne og effektive fartøjer
handler det om at få rådighed over flere fisk og den skal de
henter i EU's fælles fiskeripolitik og forvaltning. På havet har
de allerede taget en større og større part af fisken fra det
traditionelle fiskeri – nu vil de have resten, ellers kan de
ikke overleve med de lave kvoter.
På den hjemlige slagmark kæmper Danmarks
Fiskeriforening de stores kamp mod de små. Foreningen har nu
stillet forslag om, at alle skal have deres egen kvote. Den skal
udregnes efter hvor meget de enkelte fartøjer har fanget de
seneste 3-5 år. Som nævnt har de store taget den største del af
kagen, resten får de med dette forslag. For uanset hvilken
konstruktion man vælger for kvotesammenlægninger, salg, bytte, lån,
kvotebanker, har de store alle fordelene.
De har bundet så meget kapital i deres fartøjer,
at de også vil bruge endnu flere millioner på at få flere fisk.
Og deres banker stå parat, de har intet andet valg og der er jo
også mange penge i fisk, hvis blot fisken kommer over i det fartøj
de har belånt. De mindre har ingen penge, de må søge sammen i
kollektiver eller andre konstruktioner for at få kvoterne til at
slå til. Men fiskerne er ikke meget for de forpligtende økonomiske
fællesskaber, så deres fisk bliver til salg for de som vil købe.
For samfundet er det en meget uheldig
udvikling, for det traditionelle fiskeri med de skånsomme
redskaber, kan nemlig opfylde behovene i den fælles europæiske
fiskeripolitik. Behovet for et større mål af bæredygtighed målt
på fiskebestande og økosystem. Men fiskene kan ikke gøre det
alene, de skal have støtte udefra og den kan vi også give dem
uden betænkning, for vinder de store, vil vi alle stå tilbage
med r…. i vandskorpen, med det uløste bæredygtighedsproblem
som vi har i dag.
Den gældstunge flåde er bygget i samme
periode hvor det stod klart for dem og alle os andre, at
ressourcerne var i alvorlig tilbagegang. De er ikke bygget op
fordi der var en masse fisk i havet som blot ventede på at blive
fanget, de er bygget fordi ejerne og deres økonomiske rådgivere
ikke mente at de havde noget andet valg. Uden investeringer ville
de blive ramt af deres egne afskrivninger. Og godt hjulpet på vej
af fiskeripolitikken og den offentlige støtte, har de opbygget
deres ubæredygtige fiskeri, og kalkuleret med, at det mindre og
mere traditionelle fiskeri ville give op og bede om ophugningsstøtten.
Vinder de store vil de fortsætte kampen om
ressourcerne, i havet med hvad deraf følger af ødelæggelser, og
på land endnu inden fisken er fanget. De store har vist, at
ressourceknaphed, ødelagte økosystemer og hensynet til andre,
ikke betyder noget. Og derfor må alle nu ind i kampen for det
fiskeri de vil have i fremtiden. For den udefrakommende støtte
giver håb om, at de fiskere som bedriver et bæredygtigt fiskeri
i dag, vil tage kampen op mod de store, som kun vil tage fiskeriet
fra dem. Det bliver dyrt, men det er en god investering i
fremtidens fiskeri, for som nævnt er det penge i fisken og det
det liv der knytter sig til et aktiv fiskeri på de mange fartøjer
i de mange havne.
Men det er dog en lille pris i forhold til
den pris vi skal betale hvis de store vinder kampen, for så lyder
dommen med en Lemvig fiskers ord: ”Først ødelægger de os, så
ødelægger de sig selv”.
Landsforeningen Levende Hav
Ferring Strand den 15.11.2002
Home
|