Pressemeddelelse

 

Pressemeddelelse udsendt den 3.4.01

Nu vil Landsforeningen Levende Hav komme rundt i hele landet via projektet "Anton - for et rent hav"

Den Grønne Fond under Miljøstyrelsen har bevilliget Levende Hav den nødvendige økonomiske støtte til foreningens sejlende kampagneaktiviteter i 2001 og 2002. Støtten skal bruges til målrettede kampagner og til drift og ombygning af fiskekutteren Anton, som herefter bliver et sejlende sekretariat/kampagneskib for LLH.

Levende Havs landbase vil dog fortsat være kontoret på havnen i Grenå, men herefter med Miljøkutter Anton på farten i de danske farvande, året rundt.  

Levende Hav blev oprettet i 1995 som en havmiljøforening, som kæmper mod havforurening og  for en bæredygtig udnyttelse af havet. Levende Hav har 275 betalende medlemmer og samarbejder bl.a. med producentorganisationen Fiskernes Økologiske Netværk (FØN), som arbejder til fordel for et naturskånsomt fiskeri. Miljøkutter Anton vil også være en maritim ramme for møder mellem fiskere, biologer og borgere, og projektet vil stå for udstillinger, fiskekøkken m.m. i forbindelse med havnefester i sommerhalvåret. Miljøkutter Anton vil tilbyde ekskursioner og miljøundervisning til havs, og i samarbejde med andre vil projektet udvikle og gennemføre undersøgelses- og forskningsaktiviteter til havs. Og projektet skal indsamle udstyr og penge ind til LLHs projekter i den tredje verden. 

De faste årlige kampagner vil foregå i perioden juni til september. I 2001 vil det gennemgående tema blive det bæredygtige fiskeri med et specielt fokus på genopbygningen af fiskebestandene i Nordsøen og Skagerrak. I 2002 vil der blive sat et skarpt fokus på havforurening med fremmedstoffer. Kampagneaktiviteterne vil blive gennemført i og omkring de havne, som Anton lægger til i, og blive fulgt op med artikler og debatindlæg i pressen og via en nyoprettet hjemmeside.

For flere oplysninger kontakt, Koordinator Kurt Bertelsen Christensen 97895590