M/S Anton på tur. 1.9.09

 

 

     

  

   

Vi måtte aflyse vores deltagelse i EU Udenrigsminister mødet i Helsingør. Grunden dertil er at de danske farvande er hårdt ramt af iltsvind. Vi besluttede at tage et togt på 10 dage op til den 7.9  hvor de europæiske landbrugsministre skal mødes i Nyborg. Det planlagte møde om fiskeriudviklings projekter i den 3. verden kunne også aflyses pga. meget få tilmeldte. De danske NGOer er fuldt optaget af Verdenstopmødet i Johannesburg og kunne derfor ikke afse tid og mandskab til mødet i Helsingør. Mødet er derfor udsat til vores deltagelse i ASEM4People aktiviteterne på Holmen i København i perioden den 19-22. September.

Det i gangværende togt bruges til at indsamle oplysninger om iltsvindssituationen. I Nyborg skal disse oplysninger gives til den danske landbrugsminister og de myndigheder, som har ansvaret for, at de indre danske farvande endnu engang rammes af et kraftigt iltsvind. (læs mere på: http://gl.levendehav.dk/politik/enkeltsager/Havforurening/iltsvind-2002.htm)

Togtet går syd om Sjælland og op i Storebælt. Undervejs anløber vi de havne hvorfra der stadig foregår et erhvervsfiskeri. Indtil nu har vi besøgt Rødvig, Fakse Ladeplads, Klintholm,  Stubbekøbing og Hesnæs. Og herfra går turen mod Karrebæksminde, Omø, Agersø, Korsør, Reersø, Kerteminde og vi anløber Nyborg den 6.9 om eftermiddagen.

I Rødvig Havn var der meget tomt med skibe. De var på hummerfiskeri i Kattegat, Skagerrak og Nordsøen, fortalte man os. Vi talte med en fhv. bundgarnsfisker som kunne berette, at bundgarnsfiskeriet var gået tilbage til næsten ingenting. Et af de store problemer for ålebundgarns-, ruse- og krogefiskeriet i år er de meget lave priser. Fiskerne får 38 kr/kg for ål og det er priser helt i bund. Årsagen – som vi også fik bekræftet af en bundgarnsfisker fra Fakse Ladeplads – er opdræts ål. Opdrættede ål fra Østen og Holland presser priserne på de vilde ål. ”De bruger et eller andet for at ålene skal vokse meget og hurtigt” siger fiskeren fra Fakse. ”Så store ål kan man simpelthen ikke opdrætte uden at give dem noget som er ulovligt at bruge her i landet”. Vi kunne fortælle at en nyoprettet virksomhed i Skagen, som sælger fisk over nettet, nu – midt i ålesæsonen - reklamerer for opdrættet ål, som en særlig og god vare til en meget høj pris 220 kr./kg. Sådanne initiativer hjælper selvklart ikke de fiskere som lever af at fange ål. Sammen kunne vi blot undre os over de forbrugere som vælger opdrættet fisk, når de kan få den ægte højkvalitets fisk som har levet et godt og langt liv uden kunstige tilsætningsstoffer.

Genåbningen af Køge Fiskeauktion optog også sindene. Der er de fiskere som arbejder hårdt for at få genåbnet auktionen og så er dem som ikke har interesse i en auktion i Køge. Sjællands største fiskerivirksomhed, som ligger i Hundested, har en større gruppe af fiskere som bestemt ikke støtter auktionen i Køge. Det synes at være de noget større trawlere som dominerer den gruppe. De mindre og bundgarnsfiskerne sætter meget ind på at få genopnået auktionen, de skyder også selv penge i foretagendet. For som de siger ”siden auktionen gik ned, har vi fået meget mindre for vores fisk, specielt skrubberne koster ikke noget”. Lukningen af Esbjerg Fiskeriauktion tidligere på året, har kun forværret situationen, idet Hvide Sande auktion, som i dag aftager fisken fra mange sjællandske fiskere, ikke lever op til de priser man fik i Esbjerg. Virksomheden i Hundested havde også sat gang i et ret omfattende initiativ om Internet Fiskeauktion på 10 pladser på Sjælland og dette forsøg blev opfattet som en trussel mod auktionsplanerne for Køge.

Ellers kunne fiskere fra bl.a. Hesnæs berette, at forvaltningen af fisken var problemet. De synes ellers at kunne få en rimelig økonomi i fiskeriet, men stop for torskefiskeriet, fordi de ”store fra vestkysten” fange Østersø torskekvoten var et så alvorligt problem at Danmarks Fiskeriforening burde gøre noget ved det, men det gjorde foreningen ikke.

-         Om det så er fordi vi kommer fra Levende Hav, at fiskerne er hårde ved Danmarks Fiskeriforening (de kender jo til konflikten mellem Danmarks Fiskeriforening og Levende Hav) eller det fordi de virkelig er utilfredse, kan vi kun gisne om. Men det er efterhånden meget sjældent at vi møder fiskere som er tilfredse med det arbejde Danmarks Fiskeriforening gør for dem.

Iltsvindet var endnu ikke det store problem. Det opstår som regel i september blev vi oplyst. Derimod var det meget varme vand årsagen til at fladfisk og torsk var trukket væk fra de områder hvor fiskerne i det område normalt fanger fisk på denne tid af året.

Vi talte også om de problemer der opstår når de store fartøjer fra vestkysten kommer til Østersøen om vinteren. Pludselig kunne der ligge 70 store fartøjer i de områder hvor de skulle bjerge føden og de kunne meget hurtigt få fanget torsken så der ikke var noget tilbage til de lokale fiskere. ”Jamen laver I ikke vrøvl” spurgte vi? ”Næ det gør vi ikke – vi giver op og søger ophugning” blev svaret.

I Nyborg stiller vi op på havnen og vi håber at en del fiskere vil komme til Nyborg den 9.9 for at diskuterer EU's fiskerireform og det iltsvind som er i gang.

Den 9.9 afholder WWF Verdensnaturfonden en høring om reformen på Nyborg Slot, en høring hvor vi deltager med et oplæg til det panel som WWF har fået sammensat.

Iltsvindssituationen øst for Sjælland: Bortset fra prøvetagningerne nordøst for Stevns Klit på 20 meter vand, ser det generelt det fornuftigt ud. På vanddybder fra 10-14 meter er bundprøverne normale for årstiden også i Grønsund hvor man kunne havde forventet et dårligt resultat. Ifølge kort fra Danmarks Miljøundersøgelser skulle et område SW for Klintholm være hårdt ramt, men det kunne vi ikke finde ud fra det kort vi havde til rådighed.

Efter weekenden håber vi at få en kontakt til amtets miljøskib ”Marsvinet” for flere oplysninger om situationen øst for Sydsjælland, syd for Lolland Falster og Smålandsfarvandet.

Selv om der ikke er udsigt til kuling eller endnu bedre storm, så er det dog sket en forbedring i vejrsituationen. Der har været lidt SW og vestlig frisk vind og temperaturen er faldende. Fortsætter vejret i den retning vil det betyde at udviklingen bremses og med dette vejrskifte kan vi også forvente et stabilt omslag i vejret, et omslag som også medføre kuling og storm. En storm i den kommende uge vil forhindre katastrofer for flere områder i de indre farvande, katastrofer som kan sammenlignes med det der skete for Mariager Fjord for 5 år siden.

Det overordnede formål med dette togt og en fortsat opmærksomhed på iltsvindet, er en fastholdes af en offentlig interesse og debat om denne sag. Som andre er vi af den opfattelse at den siddende regering gør hvad den kan for at ”gyde olie på vandene”. Denne regering har efter vores opfattelse ikke taget denne sag så alvorlig som situationen kræver og det hænger sikkert sammen med at regeringen vil fastholde det indtryk at alt går godt og at regeringen har styr på situationen.

Meget tyder på at regeringen har godt styr på medierne og den offentlige debat. Men vi ser det som vores opgave, at fastholde befolkningens interesse for det gode havmiljø og det levende hav. Derfor skal vi hele tiden være fokuseret på de situationer som kan tvinge regeringen ”ud af busken”, som kan aftvinge regeringen konkrete bud på hvad denne regering vil gøre for naturen, miljøet og i dette tilfælde fiskeriet i de indre farvande som er i fare for at blive yderligere reduceret når et iltsvind som det der er gang udrydder fisk og bunddyr.

M/S Anton på tur fortsættes efter dette togt den 7.9.